Skibsfarten kan spare brændstof for 180 milliarder kroner
Der er 180 milliarder kroner at hente for den europæiske skibsfart, hvis skibene fik samme miljøoverhaling, som de europæiske industrivirksomheder gennemgår.
Læs også
-
Overraskede forskere: Skibe udleder langt mindre svovl end forventet
-
Før topmødet: Sådan er de tekniske muligheder for skibes CO2-reduktion
Læs mere om
Den europæiske skibsfart kan hente omkring 180 milliarder kroner ved energibesparende tiltag. Det vurderer Danfoss Solutions, der peger på, at skibsfart ikke har været gennem samme miljømæssige overhaling som eksempelvis industrivirksomheder.
»Regnestykket er baseret på, at vi overfører de erfaringer, vi har fra industrien, til skibsfarten, og da tallet er baseret på en 10 procents besparelse, og vi i virkeligheden ofte opnå besparelser i omegnen af 20 procent, kan det sagtens blive meget højere,« siger vicedirektør i Danfoss Solutions Johnnie Rask Jensen til Børsen.
Bare de danske besparelser kan løbe op i mellem 5 og 10 milliarder kroner, vurderer Danmarks Rederiforening.
En miljøsatsning kan også være med til at fremtidssikre rederiernes kunderelationer. Ifølge Dansk Industri er der en stigende bevidsthed omkring virksomhedernes sociale ansvarlighed (CSR), hvilket kan medføre øget efterspørgsel på CO2-venlige transportformer.
»Man kan godt forestille sig, at Wal-Mart, som eksempelvis er Mærsks største kunde, vil kræve, at deres varer bliver transporteret så grønt som muligt. Så hvis de kan vælge mellem et rederi, der kan dokumentere et lavt energiforbrug og heraf en lav CO2-udledning kontra et rederi med den modsatte profil, er det ikke usandsynligt, at de ender med at vælge det første, også selv om prisen måske skulle være en smule højere,« siger branchedirektør i DI Energibranchen Anders Stouge til Børsen.
Klimaministrene i EU har netop besluttet, at en kommende klimaaftale også skal omfatte skibsfarten, der skal skære 20 procent i CO2-udledningen i forhold til 2005 inden 2020.





