Ny scanner jager ulovlige Wifi-net
En ny håndholdt radioscanner pejler sig ind på skjulte Wifi-net og afslører trafikbelastningen og dækningen på kanalerne.
Læs også
Læs mere om
En ny håndholdt scanner kan på sekunder afsløre uautoriserede accesspoints, hvis radiosignaler forstyrrer de autoriserede trådløse netværk i en virksomhed - også selv om de er indstillet til at skjule deres SSID.
Danbit har netop lanceret produktet Wifi-tester i Danmark. Den håndholdt radioscanner kan scanne Wifi-kanaler og analysere, hvilke der er i brug, og vise belastningen på kanalerne. På den måde er det muligt for en installatør at se, hvilke kanaler det vil være bedst at bruge i forbindelse med opsætningen af et accesspoint.
Det er også muligt at se, hvilke andre accesspoints der er i nærheden, og hvad deres MAC-adresser er - også selv om deres SSID er skjult. SSID er accesspointets kaldenavn, som er det, man typisk kan se og kobler sig til, når den bærbare skal på et trådløst net.
Skjulte SSID'er bliver som regel brugt for at øge sikkerheden i forbindelse Wifi-net, netop fordi accesspointet på den måde ikke umiddelbart kan ses eller tilgås af andre, end dem, der ved, det eksisterer.
Kun til professionelle
Salgschef i Danbit Lars Peter Andersen understreger dog, at der udelukkende er tale om et værktøj til professionelle installatører og altså ikke en håndsrækning til hackere.
»Man kan også finde skjulte SSID'ere med en normal pc, hvis den har det rigtige software,« siger Lars Peter Andersen.
Desuden mener han, det er tvivlsomt, at en hacker vil investere de 20.599 kroner ekskl. moms, som enheden koster alene for at finde et accesspoint med skjult SSID, netop fordi det også kan lade sig gøre via en almindelig pc.
Funktionaliteten med at finde accesspoints med skjulte SSID'er kan bruges til at opdage uautoriserede Wifi-installationer, der kan forstyrre andre enheder i eksempelvis en virksomhed. I modsætning til softwaren på en normal pc bliver listen med accesspoints, som er inden for radiorækkevidde, opdateret på Wifi-tester i løbet af millisekunder, og så er det muligt via en bippende lyd og en indbygget, retningsbestemt antenne at pejle sig ind på, hvor en ulovlig installation befinder sig.
»Den er tænkt til professionelle installatører, der skal være sikre på, at et Wifi-nettet fungerer optimalt. Og det kan der være god brug for - eksempelvis i København er det jo nærmest umuligt at sende noget som helst over større afstande på 2,4 GHz-båndet, fordi der er så meget radiotrafik i området,« siger Lars Peter Andersen.
Wifi-testeren indeholder en række værktøjer, som blandt andet gør det muligt at omregne DB til effekt og at klikke på en kanal med trafik for derefter at få vist en kurve med signalstyrken på bærebølgen.
Apparatet indeholder desuden en hukommelse, der kan bruges til historik over Wifi-dækningen i forskellige områder. Med sine to antenner, der dækker frekvensområderne omkring 2,4 GHz og 5 GHz, kan Wifi-tester også bruges til at aflæse informationer om net, der benytter den nye, trådløse IEEE 802.11n-standard.






