Uddannelse gør dig venstreorienteret - ægteskab gør dig højreorienteret
Amerikanske forskere har for første gang lavet en kvantitativ kortlægning af vælgernes ideologiske ståsted. Den bekræfter mange fordomme - men rummer også overraskelser.
Jo højere uddannelse, jo mere stemmer folk til venstre. Desuden viser grafen en langt smallere fordeling af politiske synspunkter blandt folk med en gymnasieafslutning eller mindre.
Det er en yndet sport at gætte sig til en persons politiske sympatier ud fra informationer om hans eller hendes sociale og materielle status. Som regel med gode resultater.
Er han gift, går i kirke og har en fast, højtlønnet stilling, er chancerne gode for, at han stemmer til højre for midten. Er hun single, ateist og lavtlønnet akademiker, gætter man bedst på noget til venstre.
Sociologer og politologer har haft kronisk svært ved at måle fænomenet statistisk, men ifølge Boris Shor fra University of Chicago er det nu lykkedes at lave en robust kvantitativ måling af det politisk-ideologiske spektrum hos amerikanske vælgere og deres politikere ved at kombinere mangeårige spørgeskemaanalyser med faktiske afstemningsmønstre i senatet.
Resultatet, som ventes at blive publiceret snart, er både bekræftende og forbløffende. De demografiske data bekræfter den almindelige mistanke om, at mænd i gennemsnit er en smule mere konservative end kvinder, og at deres præferencer er mere diffuse.
Det bekræfter også mistanken om, at evigt gifte mennesker er mere højreorienterede end aldrig gifte mennesker, og at mere religiøse personer er mere højreorienterede end mindre eller ikke-religiøse personer.
I USA viser det sig desuden, at sorte og latinoer har samme gennemsnitlige ideologiske position lidt til venstre for midten, men at latinoer har en langt større variation i deres politiske anskuelser.
Men der er også resultater, som modsiger almene antagelser: Gruppen af de mest fattige og dem med kun den mest basale uddannelse er politisk set meget mere moderate end folk med en højere uddannelse eller med mange penge.
Det er altså ikke sådan, at ekstremistiske holdninger fødes eller findes mest blandt folk fra dårlige sociale og materielle kår. Tværtimod er det primært blandt de rige og højtuddannede, at man kan finde ekstreme politiske holdninger.
Desuden viser de demografiske data, at amerikanske vælgere samlet set er mere højreorienterede end deres politikere, og at mennesker med en høj uddannelse og med mange penge har tendens til at opdele sig i to lejre, svarende til de to store politiske partier.
Analyser af folks ideologi har som regel haft den mangel, at de var selv-rapporterede. Det er en meget usikker metode, fordi spørgeskemaer kan forstærke fordomme og arketyper, ud over at være meget afhængige af de aktuelle debatter, tid og sted.
Politologer har derfor i stigende grad anvendt flerdimensionale spørgeskemaer, hvor man spørger om mange forskellige emner fra flere perspektiver, og så forsøger at korrelere svarene indbyrdes.
De mange studehandler, der laves i et parlamentarisk demokrati, gør det desuden svært at måle politikernes egentlige ideologi, og politologer har derfor siden 1980'erne brugt en teknik der hedder 'ideal point estimation', der går ud på at placere politikerne på højre-venstre aksen ud fra, hvordan de har stemt til fremsatte lovforslag.
Sammenfører man denne statistik med de flerspektrede spørgeskemaer (administreret af det såkaldte Project Votesmart til både senatorer og vælgere), får man et rimeligt konsistent billede af den ideologiske distribution af både vælgere og deres repræsentanter på den politiske højre-venstre skala.
Det er, hvad Shor har gjort. Resultatet viser mange interessante ting om de enkelte politikere - bl.a. at Obama altid har været blandt de mest liberale demokrater, og at New York-politikeren Dierdre Scozzafava, som er nomineret af det republikanske parti til en plads i senatet, er mere konservativ, end rygtet vil vide. Den viser også, at Californien og Massachusetts er de mest liberale stater, mens Utah og Idaho er de mest konservative.
Mere generelt viser analysen, at politikerne i USA kun dårligt repræsenterer deres vælgere. Idet man har et topartisystem, er der en konstant underrepræsentation af vælgere, som befinder sig midt imellem de to partier, ligesom der er en konstant underrepræsentation af vælgere, som befinder sig til højre for republikanerne og vælgere, som befinder sig til venstre for demokraterne.
I Danmark, hvor det parlamentariske demokrati inkluderer flere partier i Folketinget, vil man derfor kunne gå ud fra, at repræsentationen af vælgerne er langt bedre end i det amerikanske senat.
