/energi

Connie Hedegaard forhandler med elselskaberne om intelligente målere

Klimaministeren har indkaldt elselskaberne til de første drøftelser af, hvilke målere danskerne skal have for at bedre at udnytte vindmøllestrømmen, og hvornår de skal sættes op.

Af Torben R. Simonsen, torsdag 29. okt 2009 kl. 13:23

Klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) har indkaldt energibranchen for at udbrede intelligente elmålere.

Målerne skal gøre det muligt for kunderne at styre afregningen af el i forhold til udbuddet og prisen. I øjeblikket afregnes kunder en gang om året, men med en intelligent elmåler vil kunderne kunne melde sig til eksempelvis timeafregning og drage fordel af, at et kraftigt blæsevejr får elpriserne til at falde.

Elselskabernes organisation, Dansk Energi, er allerede blevet kontaktet af ministeren med henblik på diet videre arbejde, og administrerende direktør Lars Aagaard er glad for, at der nu bliver taget hul på dialogen.

»Vi ser frem til, at der bliver udarbejdet en fælles strategi for, hvordan vi på en økonomisk forsvarlig måde kan få de intelligente elmålere ud, hvor det er relevant, men også om de øvrige rammevilkår, der er omkring målerne. Det handler om tariffer og afgifter, og vi er glade for at ministeren nu inviterer til forhandlinger, så det ikke længere behøver være et mummespil,« siger han.

Direktøren vil dog ikke afvise, at elselskaberne vil kræve en form for kompensation, i fald der bliver tale om en obligatorisk ordning.

»Det er kun lommeuld, der kommer af sig selv, men det er lidt dødssygt at starte med at spørge hvad det koster. Lad os gå fagligt til værks og få indkredset, hvor potentialet i det fleksible forbrug er. Det er jo ikke målerne, der er målet, men det fleksible forbrug,« siger Lars Aagaard.

Før den endelige bekendtgørelse om minimumskrav til intelligente elmålere kan udarbejdes, skal der dog først vedtages en større ændring af gas- og elforsyningsloven, hvilket først forventes vil ske i januar eller februar i det nye år.

Kravene vil tage udgangspunkt i den rapport, som ministeren fik udarbejdet tidligere på året, og ifølge specialkonsulent i Energiforsyning Torben Normann Schulze vil en bekendtgørelse med de nye minimumskrav til elmålere først være klar omkring sommeren 2010.

»Den skal også notificeres i EU, og det kan også trække ud, så det er ikke sikkert, at den tidsplan holder,«, siger han.



29. okt 2009 kl 13:46

Christian Halgreen

Målerne er vel sekundære

Hvis intentionen er at give kunderne incitament til at flytte forbruget, burde man starte med at se på reglerne for nettariffer og afgifter.
Så længe de beregnes efter de nuværende regler nytter en målerudskiftning ikke noget.


29. okt 2009 kl 15:04

Boe Carslund-Sørensen

Re: Målerne er vel sekundære

I øjeblikket afregnes kunder en gang om året, men med en intelligent elmåler vil kunderne kunne melde sig til eksempelvis timeafregning og drage fordel af, at et kraftigt blæsevejr får elpriserne til at falde.

Hvorfor skal kunderne tilmelde sig til timepriser, var det ikke lettere hvis kunderne skulle afmelde sig timepriser?

Et af elselskaberne har fået foretaget en analyse af omkostningerne ved at indføre "intelligente" elmålere. Analyse viste, at elselskabet tjente penge på at udskifte årsmålerne med "intelligente" elmålere.


29. okt 2009 kl 15:37

avatar

Jan Rouvillain

Hvad er en intelligent el-måler?

Er det intelligent at aftaste forbruget hvert kvarter eller time? Det kan ske hvert minut!
Er det intelligent at man skal tænde pc'en og surfe på el-selskabets hjemmeside for at se hvad forbruget af strøm var i går? Måleren sidder i garagen eller bryggerset under 10 m fra pc'en, så man skal kunne aflæse måleren direkte.
Er det intelligent at man flytter personlige forbrugsdata over en trådløs kommunikaitionslinie? Det kræver kryptering og nøgler som kan brydes af hackere. Lad aflæsningen ske trådet og lokalt og med det minimum af digitale signaturer, som skal til for at beskytte personlige data.
Er det intelligent kun at kunne måle forbruget af strøm? Solceller og el-bilens batteri kan producere strøm, så el-måleren løber baglæns. Måleren skal kun måle både forbrug og produktion.

Byd endelig ind med andre intelligenser.


29. okt 2009 kl 16:07

Søren Lindeneg

Timepriser er da vist "forkert tankegang"

Prisen på el - eller CO2-prisen - er ikke kun et spørgsmål om tidspunkt på dagen eller ugedag, men afhænger af hvor meget vinden blæser, om kablerne til udlandet virker osv.

Sådet virker ulogisk at skulle styre forbruget med mere eller mindre avancerede tænd/sluk ure.

Forbrugeren kan næppe heller forventes at vide i reel tid hvornår strømmen er billig eller dyr.

Så derfor :
Den der intelligente måler . . . den bør kunne fortælle mig, at NU er strømmen billig, så bare se at få koblet noget strømslugende på .. ?

Så den intelligente måler skal kunne indikere at strømmen er billig, el-installationerne skal kunne bære denne information frem til det forbrugende apparat, og apparatet skal kunne lade sig påvirke af hvorvidt strømmen er billig eller dyr.

Kan de intelligente målere overhovedet sådan noget ?


29. okt 2009 kl 16:11

Kim Gissel

Re: Hvad er en intelligent el-måler?

Det intelligente ved en elmåler må være flere funktioner:
At der er en 2 vejs kommunikation med el-selskabet via stikledningen til transformator stationen, og derfra til el-selskabet.
At du kan udlæse gammel data på din pc via Internettet.
At måleren kan programmeres til at give signal når el-prisen når under / over givne niveauer, via simple taster på måleren eller mere avanceret via log-in på nettet.
At måleren kan give signal til brugeren når prisen er under / over givne niveauer via trådløst signal, signal på el-kablerne, og potentialefri kontaktsæt.

Det potentialefri kontakt kan udnyttes til en simpel box med grøn-gul-rød lysdiode, så ikke-nørder (som mine forældre) kan se om det er smart at tænde tørretumbleren nu eller ej.

Derefter opstår der et marked for intelligente el-udtag der kan reagere på signalerne, så vi kan udnytte den skiftende pris, på hårde hvidevare, el-patroner i brugsvand, el-varme i betongulve, opladning af el-biler m.m.

For at Hr & Fru Danmark vil investere i det nye isenkram skal elafgifterne også omlægges fra fast afgift til en procentsats oven i den rå el-pris.

Derved kan der komme solide besparelser til den opmærksomme forbruger, som er villig til at omlægge forbrugsmønstret.


29. okt 2009 kl 16:15

Thorkil Olesen

Re: Hvad er en intelligent el-måler?


Byd endelig ind med andre intelligenser.

Egentligt er det noget vrøvl at elmåleren skal være intelligent. Den skal bare måle elforbrug (og også gerne elproduktion, som Jan Rouvillain foreslår).

Intelligensen skal ligge i de elforbrugende apparater, som først skal starte, når el-prisen er lav. Informationen om den aktuelle el-pris kan apparatet selv hente fra internettet. Det vil være en upraktisk omvej, hvis informationen skal omkring el-måleren på vejen.

Og hvilke apparater taler vi så om? I husholdninger begrænser det sig reelt til el-biler og varmepumper med varmelagertank. Da det langt fra er alle husholdninger, som har disse, er det meningsløst at installere intelligente elmålere hos alle.


29. okt 2009 kl 18:42

Boe Carslund-Sørensen

Re: Re: Hvad er en intelligent el-måler?

Og hvilke apparater taler vi så om? I husholdninger begrænser det sig reelt til el-biler og varmepumper med varmelagertank. Da det langt fra er alle husholdninger, som har disse, er det meningsløst at installere intelligente elmålere hos alle.

Du vil måske gerne betale en gennemsnitspris for dit elforbrug?


29. okt 2009 kl 19:21

Jens-otto Andersen

Re: Re: Hvad er en intelligent el-måler?


Egentligt er det noget vrøvl at elmåleren skal være intelligent. Den skal bare måle elforbrug (og også gerne elproduktion, som Jan Rouvillain foreslår).

Intelligensen skal ligge i de elforbrugende apparater, som først skal starte, når el-prisen er lav.

Og hvilke apparater taler vi så om? I husholdninger begrænser det sig reelt til el-biler og varmepumper med varmelagertank. Da det langt fra er alle husholdninger, som har disse, er det meningsløst at installere intelligente elmålere hos alle.

Det første er delvist rigtigt, men det sidste er decideret forkert.

Det synes oplagt at måleren leverer prisen (principielt ned til sekundet + f.eks. forecast for time og døgn), for den skal jo netop måle køb & salg.
Men så skal den heller ikke mere! F.eks. har måleren ingen forudsætninger for at afgøre, hvad der i en given installation og situation er "billig" eller "dyr" strøm; det kommer jo an på behov & mulige alternativer.

Dermed har den leveret grundlaget for "intelligent" drift af apparater og bygninger - og her kan man ikke sætte nogen nedre grænse. Hvad med f.eks. en opvaskemaskine, der kan forsynes med varmt ELLER koldt vand?


29. okt 2009 kl 21:13

Kim Merrild

Re: Re: Hvad er en intelligent el-måler?

Jeg er enig med dig i at det ville være tosset at skifte alle målere i hele Danmark på een gang! Det er langt fra nødvendig at skifte alle elmålere.

Kan du overbevise hele verdens producenter om en fælles standard hvor deres produkter skal kunne kommunikere med nettet, hvor de så selv kunne tænde/slukke/regulere efter pris. Jeg tror det næppe.
Desuden skal vi være forberedt på NÅR der kommer flere varmepumper og el-biler. El-nettet skal ikke overlastes mere i spidstidspunktene, alene der er der incitament i at føre intelligente elmålere ud i livet. Forbruget vil ikke gå ned i fremtiden, men kunne man fordele forbruget over længere tid, kunne man spare på infrastrukturen.

Derimod hvis man sætter en kommunikations enhed i transformer stationen, som så sender signaler ud på nettet. Der vil el-måleren kunne opsnappe informationerne, som kunne bestå af pris nu, og forventet pris i de næste 12-18-24 timer. Derudover hvis måleren har et com. modul som kan påbygges, trådløst eller med et bus kabel, så kunne man faktisk lave et modul som.... Jeg forestiller mig et modul som en form for router interface som man kan tilkoble sig fra nettet eller lokalt, hvor man så kunne proggramere 8 potitenale frie klemmer, til alt efter tider, pris og hvad man nu kunne forestille sig.

Efter min bedste overbevisning så er utrolig mange 10KV stationer forsynet med fiber fra el-værket, derved vil en given box i en station være "nem" at etablere.
Elmålere til de mennesker som vil have gavn af at blive afregnet hvert kvarter. Hvis el-aftageren vil have en underbox til tænd/sluk af sine elektroniske enheder, så skal han selv købe denne, og sørge for installation. Der skal dog være en gulerod for indvisteringen for den enkelte kunde, nemlig en variabel el-pris, hvor der er penge at spare i at forbruge når VE er størst.
Dernæst er det så op til producenterne af f.eks elbiler, varmepumper og andre energitunge apparater, om de vil lade deres udstyr "fjernstyres" af et potiental frit kontaktsæt.
Ringer du til Vølund og siger at dette vil være fremtiden, og at det er blevet politisk bestemt at sådan bliver det, så vil de begynde at indføre det i deres styringer, og sælge deres produkter på dette grundlag. "fremtidsikret til intelligente elmålere"

Men frem for alt, så skal der laves en aftale omkring afgiftsystemet, som i sit nutidige stadie er okay, men i fremtiden med større VE og "ustabil produktion" vil være håbløs forældet. Allerede idag forærer vi vores overløb til vores nabolande. Tyskerne aftager det, og sælger AK strøm tilbage i spidserne, og Norge får billig strøm, som pumper deres opdæmninger fulde igen, og sælger igen i spidserne. Danskerne producerer dyrt, sælger billigt, og køber dyrt når vi ikke har nok-Det er bad buisniss.

En grøn-gul-rød indikering på el-målerne er også en mulighed, men ikke så effektiv som hvis man selv programmer en enhed til automatisk styring. Det behøver ikke at være raket videnskab, men det gælder om at ændre folks holdninger og især vaner.


30. okt 2009 kl 06:25

Morten Pedersen

rød-gul-grøn, eller lignende

Jeg kunne godt tilslutte mig en løsning med en rød-gul-grøn diode.
Jeg tror man skal holde meget fat i KISS filosofien her. Jeg ser mange målere som sidder i kælderrum, mens en beboer har sin installation på 3 sal. Sådan en bruger vandrer altså ikke ned i kælderen for at se om der er en grøn diode på måleren.
Andre gange er målere bygget ind i kosteskabe og lignende.

Hvis man skulle have sådan en rød-gul-grøn løsning, så skulle man kunne installere et lille display trådløst et sted i boligen, så fru Hansen selv kunne bestemme hvor den skulle hænge. Så er WAF faktoren også taget i betragtning. KISS.
Evt. kunne Fru hansen bestille flere modtagerenheder og så sætte dem op ved vandvarmeren, ved tørretumbleren osv. Men det skal være så hr. Hansen selv kan skrue dem op, ikke noget der kræver elektrikerbesøg, for de er for dyre siger hr. Hansen.


Eller man kunne bede alle om at udskifte deres hvidevarer med nogle som indeholder kommunikationsteknik til elnettet.... og regne med at engang om 20 år kan man tilnærmelsesvist rulle det ud.


31. okt 2009 kl 14:49

Sten Basbøll

Gem energi i frysere og fryseanlæg.

Ved at acceptere at de f. eks. når strømmen er "billig" i stedet for minus 18 eller hvad det nu kan være, industrianlæg kører vist med lavere temperaturer,

når det er fornuftigt i stedet lod dem køre ned til minus 25, 30 - eller hvor går økonomien i forhold til isolering

- ville man få en buffer i det mindste på hele og halve døgn.


Det burde vel være rimeligt at køre et par forsøg der udover private husstande også omfattede fryselagre, altså industri.

Tingene bliver vel ikke forringet væsentligt eller ødelagt fordi de, frosne, svinger lidt op og ned?





02. nov 2009 kl 14:17

Finn Jensen

Re: Re: Hvad er en intelligent elmåler

Boe Carslund-Sørensen.

Så burde Du studere Siemens varmemålere som er monterede Udenpå Radiatorerne, her specielt møntet på de som er under 50 cm. når det kommer til noget, nå ja gennemsnitligt.

El skal betales mikrometervist men VARME må gerne være om noget meget u-retfærdigt!


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk