Astronautmodul ramte brændstoftank under raket-test
Nasa har erklæret opsendelsen af den nye Ares-raket for en kæmpe succes, selv om adskillelsen mellem første og andet trin langt fra forløb som planlagt.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Prøveopsendelsen af Ares I-X-raketten i går, onsdag, blev erklæret for en kæmpe succes af Nasa. Udmeldingen kommer til trods for, at første og andet trin ramte hinanden, efter at første trin var brændt ud og frigjort.
Nasa endte med at opsende Ares klokken 16.30 efter adskillige udsættelser, og raketten fik en generalprøve på syv minutter.
Opsendelsen blev udsat tirsdag på grund af vejret, og onsdag så det i starten ud til, at vejret ville drille. Men til sidst i det fire timer lange opsendelsesvindue blev forholdene perfekte.
Den 100 meter høje raket løftede sig og kom fri af opsendelsestårnet på rampe 39B i løbet af seks sekunder og bevægede sig øst på fra Kennedy-rumcentret.
Rakettens første trin med fem segmenter med fast brændstof sendte den op gennem de lave tynde skyer, inden trinnet løb tør for brændstof som planlagt i cirka 40 kilometers højde omkring to minutter efter starten.
Nasa fik et par overraskelser
Herefter blev de små sprængladninger aktiveret, og det øvre trin blev frigjort. Det øvre trin var blot en dummy lastet med metalplader for at simulere vægten af Orion-modulet med astronauter og et redningstårn, som skal kobles på, når det bliver alvor for Ares.
Ved frigørelsen, som ikke var så ren, som Nasa havde ønsket, rørte første og andet trin kortvarigt ved hinanden.
»Frigørelsen af første trin forløb anderledes, end Nasa havde forventet,« oplyser projektleder Bob Ess til spaceflightnow.
12 små styrraketter blev affyret for at trække første trin væk fra det andet. Nasa havde forventet, at det øvre trin ville fortsætte i sin bane efter frigørelsen, men i stedet krængede det over med det samme og faldt med høj fart ned mod Atlanterhavet.
Bjærgningsskib sejler første trin hjem
Første trin faldt som planlagt ned i havet og landede med faldskærm, hvorefter det bliver samlet op af Nasas bjærgningsskib Freedom Star. Fredag skal det trækkes tilbage til Kennedy-rumcenteret.
»Raketten fungerede bedre, end vi havde håbet på. Vi har mødt alle vores succeskriterier og indsamlet en enorm mængde af data,« sagde Ares I-X-projektleder, Bob Ess, efter opsendelsen.
Først om flere måneder er data behandlet
Ares I-X-raketten er blevet udviklet på fire år, og under opsendelsen indeholdt den over 700 sensorer, der leverede data til at validere computermodeller af rakettens flyvning.
Det vil tage måneder, inden Nasa helt har gennemgået alle data fra opsendelsen og forstår konsekvenserne for Ares-I.






