Palmdale, Californien. En godt fem-årig, lyshåret pige stirrer ud fra billedet med et bestemt blik i øjnene. Billedet hænger ved indgangen til en flyhangar på Edwards Air Force Base i Californien og advarer mod Foreign Object Damage, også kaldet FOD.

FOD er småting som kuglepenne og nøgler, der let kan glide ud af bukselommer og ende i jetmotorernes indsugning. Far og mor skal hjem igen, lyder pigens budskab.

Af samme grund er betongulvet i hangaren så blanktpoleret, at selv ikke en hårdhudet privatdetektiv fra nærliggende Los Angeles kan finde smuds her - og selv om han gjorde, ville ingen få det at vide. Langt det meste, der foregår i og over Edwards, er nemlig klassificeret, og færden her sker uden kameraer og mobiltelefoner, men akkompagneret af en uniformeret vagt, bevæbnet med et mistænksomt blik.

I det ene hjørne af hangaren står AA-1. Det er det første flyvedygtige eksemplar af F-35 Joint Strike Fighter, og det første af i alt 13 testfly, der - et par år forsinket - er på vej fra Lockheed Martins fabrik i Texas til hangarerne i Edwards. Her skal de indgå et af de mest omfattende og hurtigste testprogrammer nogensinde. Og som de eneste udlændinge, er et par danskere involveret i testen.

»Vi flyver et par gange om dagen i øjeblikket, og da hver flyvetime betyder cirka 10 timers arbejde på jorden med at analysere og behandle de mange data, bliver det til nogle lange dage indimellem,« siger testpilot og oberstløjtnant Casper Børge Nielsen med kaldenavnet 'Pel'.

Pel er sammen med teknikeren, seniorsergeant Lars Jützler og et dansk F-16 udstationeret i foreløbigt 2 1/2 år som en del af en danske betaling til JSF-programmet.

Flyets kantede krop og afstemte linjer, der sammen med radarabsorberende materialer sikrer en lav radarsignatur, giver det et buttet og lidt tungt udseende.

Men hvor udformningen har fået kritikere til at advare om middelmådige manøvregenskaber, er de fleste til gengæld helt enige om, at F-35 indtil videre er i sin egen klasse, når det kommer til sensorer. Ikke engang storebror F-22 Raptor kan være med her.

Under næsen på AA-1 bryder en lille 'vorte' flyets linjer. Den består af facetterede ruder af safir, der gemmer på et digitalt elektro-optisk målfølgningssystem, EOTS, der giver piloten mulighed for at udvælge og fastholde mål på jorden og i luften over store afstande.

Eksempelvis har man læst Pels pilotnavn på siden af F-16 flyet på over 20 kilometers afstand, forklarer han uden dog at ville afsløre den sande rækkevidde.

»Vi kan følge flere mål på jorden og i luften i forskellige retninger samtidigt ved at låse fast på eksempelvis varmeudstrålingen fra motoren på en lastbil, mens systemet hele tiden opdaterer med nye mål. Når først vi har låst på et mål, kan vi følge det, også selv om det eksempelvis gemmer sig under en bro eller lignende. Det er ret imponerende,« siger Pel.

Uden for hangaren, få hundrede meter fra den indtørrede saltsø, der forlænger landingsbanen på Edwards, og hvor vindhekse og giftige slanger hærger sammen med de 54 grader C, står det flyvende laboratorium Cooperative Avionics Test Bed, Catbird og bager.

Catbird er lukket land, men hvor der tidligere var flystole, stewardesser og servering af tvivlsom kaffe, er der i dag supercomputere, avanceret elektronik og plads til 18-20 ingeniører.

Pel flyver som 'chaser', det vil sige målsøgning for sensorerne på Catbird. På det seneste har der primært været tale om test af radar, EOTS og systemer til elektronisk krigsførelse, forklarer den danske testpilot.

Men Catbird bruges til at teste alle sensorer, og for at kunne det, er F-35's næse og vinger bygget ind i ruteflyets krop, så det ser ud som om, det store passagerfly har opslugt det.

»Catbird er et uvurderligt værkstøj for det arbejde, vi laver her. Vi arbejder utrolig tæt sammen med ingeniørerne, der flyver med, og det er vigtigt, at vi kender hinandens verden, for at kunne få det optimale ud af arbejdet,« lyder det fra Pel, der, udover at være uddannet testpilot, også har en mastergrad i 'flight test technology' og erfaring fra over 40 flytyper.

Blandt de nye sensorer, der er bygget ind i F-35's matgrå struktur af titanium, aluminium og avancerede kompositter, er et helt ny og meget avanceret system af seks statiske infrarøde megapixel-videokameraer kaldet DAS, Digital Aperture System. DAS er en passiv sensor, der modsat en radar ikke afslører sin position, når den er aktiv. JSF er det eneste fly, der har det system.

»DAS kan for eksempel bruges til at advare mod infrarøde missiler, der ellers skal spores med øjnene og til at spore egne og fremmede fly samt mål på jorden. Alt sammen i en 360 graders sfære omkring flyet,« forklarer Pel.

Alle videobilleder 'smeltes sammen' i realtid og projiceres på visiret på pilotens hjelm. Hjelmen er en vigtig del af cockpittet og afløser det traditionelle head-up display på tidligere kampfly.

Hjelmen kobles til et målesystem i cockpitet, der konstant vurderer pilotens synsvinkel og justerer billederne efterfølgende, så piloten får et præcist blik på den omgivende verden alt efter, hvor han kigger. Piloten ser altså gennem disse sensorer og kan for eksempel se gennem flyets krop og egne ben, hvis han kigger ned på sine lår.

»Andre flytyper har slet ikke den mulighed, de har kun traditionelt 'night vision' i hjelmen,« siger Pel.

I gennemsnit er cirka 200 personer involveret i testfasen, men i perioder kræver testene mellem 300 og 400 teknikere, ingeniører og piloter. Derfor skal tingene klappe første gang, og dertil er Edwards placering i Mojave-ørkenen perfekt. Det regner kun cirka fem dage om året, og der er plads. Masser af plads.

»Vi kan flyve i et område, der er to gange Danmarks areal,« forklarer Pel, mens han viser rundt på basen, der deles mellem Nasas testbase, Dryden og det amerikanske luftvåben.

På jorden står forskellige flytyper fra store tankerfly over de ubemandede Global Hawk til jagerflyet F-22 og det danske F-16. Et hvidt U2 fra Nasa letter fra startbanen og forsvinder op i den blå ørkenhimmel, hvor legendariske Chuck Yeager første gang gennembrød lydmuren. De gamle spionfly bruges dog kun til at måle ozonlaget, fortæller Pel, der er har været i Edwards med familien siden december 2008. Han er stolt over at spille en vigtig rolle i så stort et projekt som JSF:

»Vi er med helt fremme i den teknologiske udvikling i, hvad der bliver det primære kampfly i USA og en række andre lande. Samtidigt er det jo fantastisk at gå rundt her og være en del af et så specielt sted - og hvor der hersker den her særlige ånd, så jo, det er en fantistisk opgave.«