Som underviser på DTU var han berygtet for at kigge de studerende over skulderen. I 42 år har han sørget for, at ingeniørerne i hans firma er ekstra nøjeregnende. Mød den 73-årige leder af ISC Rådgivende Ingeniører, Kjeld Thomsen, som er branchens bedste til at tjene penge.
»Hemmeligheden bag en god økonomi er, at der kun er råd til at lave tingene én gang. Hvis man skal lave tingene to gange, så er pengene tabt.«
Sådan lyder opskriften på en succes ifølge Kjeld Thomsen. Den 73-årige stifter af og direktør for ISC Rådgivende Ingeniører har noget at have det i.
Siden han stiftede ISC i 1967, har firmaet ikke haft underskud, og de seneste tre år har de cirka 200 medarbejdere hos ISC ligget suverænt i top, når Ingeniørens Rank-magasin har undersøgt rådgivernes evne til at tjene penge.
Han er ikke i medierne hverken hver dag eller hver uge, men han formår at skabe en god forretning. ISC's overskudsgrad er vokset fra 15,9 procent i 2006 til 17,6 sidste år. Det er markant højere end gennemsnittet blandt tilsvarende virksomheder i resten af branchen. Det viser brancheforeningen FRI’s konkjunkturundersøgelser.
I samme periode er overskudsgraden blandt rådgivere med 51-200 medarbejdere faldet fra 6,7 til 4,3 procent sidste år. Blandt de største rådgivere har overskudsgraden ligget omkring 6 i perioden.
Kjeld 'kig over skulderen"-Thomsen
Før Kjeld Thomsen stiftede ISC, var han underviser på DTU. Dengang var han blandt de studerende kendt som Kjeld 'kig over skulderen'-Thomsen, fordi han gik rundt bag de studerende og holdt øje med deres udregninger. Hvis der var den mindste fejl, kunne de være sikre på, at den blev opdaget.
Det er evnen til at opdage fejl tidligt, der er hemmeligheden bag ISC’s ekseptionelt gode økonomi, mener Kjeld Thomsen. Derfor sætter ISC sine dygtigste folk til at gennemgå projekterne på et meget tidligt tidspunkt.
»Mange ser fejlfinding som noget, man laver, når projektet ellers er klart. Men du kan ikke kontrollere dig til den rigtige konstruktion. Et forkert design bliver ikke bedre af at blive kontrolleret. Vi er måske anderledes på den måde, at vi aldrig overlader valget af konstruktivt system til tilfældet. I stedet sammensætter vi et hold af eksperter fra starten, så vi er sikre på, at vi går ud ad den rigtige vej.«
Man kan ikke købe sig større
De høje ambitioner med hensyn til fejl og kvalitet har også medført en meget konservativ vækststrategi. Efter 42 års drift er der i dag lidt over 200 medarbejdere i ISC.
»Vi er kun vokset organisk. Det gør, at både økonomien og mentaliteten kan følge med. Jeg tror ikke på, at man kan købe sig større, for risikoen for, at de gode medarbejdere forsvinder, når der kommer en ny ejer til med anden firmafilosofi, er meget stor.«
Den langsomme vækst har gjort nul-fejl-kulturen til en indgroet del hos ISC's medarbejdere. Så selv om ingeniørerne sidder spredt over fem byer, og stifterens vagtsomme blik derfor ikke kan nå deres skærme, så har de ifølge Kjeld Thomsen meget få ansvarspådragende fejl.
»Vi undgik helt at bruge vores rådgiveransvarsforsikring i 25 år, men så kom der nogle småsager. Vi har dog aldrig lavet noget, der faldt ned. Og på vores udenlandske projekter i over 70 lande har vi aldrig måttet bruge forsikringen.«
De store kunder vender tilbage
Tilsyneladende kan metodikken i ISC´s måde at løse opgaver på betale sig. I hvert fald har ISC i dag en betydelig del af sin omsætning inden for sektorer, hvor fejl både er dyre og potentielt livsfarlige, som i olie, gas og offshoresektoren.
Kunderne vender tilbage. ISC har årtier lange samarbejder med virksomheder som Mærsk Olie og Gas, Dong, FL Schmidt, MAN B&W og Københavns Lufthavne for at nævne nogle af de største.
»Det er de store kunder, der trækker læsset for os. Vi kan sagtens have én stor opgave, hvor honoraret svarer til en sjettedel af vores årsomsætning, men så tager den som regel også mere end et år at udføre. Men så er der selvfølgelig også en masse større og mindre opgaver indimellem.«
Prioriteringen af de ingeniørtunge opgaver afspejles i ISC’s medarbejdersammensætning. Mens ingeniører i branchen som helhed kun udgør 55 procent af de ansatte, så udgør de ca. 70 procent af stillingerne hos ISC. Det giver høje lønudgifter, men også gode indtjeningsmuligheder.
»Vores forskellige kontorer er gode til at samarbejde om projekter. Vi har mange topkvalificerede projektledere med polyteknisk indsigt. Det betyder, at vi har mange medarbejdere, som konstruktivt bidrager positivt til bundlinjen,« fortæller Kjeld Thomsen.
Ingen planer om at trække sig tilbage
Men hvad skal der ske fremover, når den 73-årige stifter på et eller andet tidspunkt stopper? Vil ISC kunne blive ved med at holde fejlraten nede og overskudsgraden i top, uden at blive kigget over skulderen?
»Det betyder meget for medarbejderne, at de har en ledelse, der er teknisk velfunderet. Jeg tror, de føler, at vi har et stort engagement i dem og i det, de laver. Men vi har sørget for, at hvis jeg får en sten i hovedet, så er der nogen til at tage sig af forretningen.«
Kjeld Thomsen har ikke offentliggjort sin efterfølger, og han har ingen planer om at trække sig tilbage til tennisbanen eller sejlbåden. ISC’s logo sidder solidt fast både på hans slipsenål og manchetknapper og viser, at han stadig er firmaets mand, lige så meget som ISC er mandens firma.
hmm... Nu kender jeg ikke ret meget til ISC eller det projekt du taler om, men den ydelse du beskriver ligger normalt hos arkitekter!
Hvis det er den eneste negative kritik så er det usædvanligt godt gået.
Man siger at ingeniører typisk lider af et aspergersyndrom. Det tyder denne artikel på.
Det er samtidigt et stærkt kvalificerende kvalitetsstempel.
Evnen til at gøre tingene rigtigt første gang er absolut agtværdig.
ISC burde have den viden at "hver gang man laver en aftale, så skal man også aftale en konsekvens hvis aftalen brydes".
ISC burde have den viden at "hver gang man laver en aftale, så skal man også aftale en konsekvens hvis aftalen brydes".
Øhhhhhh.....................
Konsekvenserne af at bryde en kontrakt er halvdelen af kontraktsforholdet.......
Det burde være børnelærdom....
Rank 2009
Interaktivt kort med brancher og topliste »
Alle 800 virksomheder sorteret »