Ikke tid til mere tvivl - nu gælder det fairness i klimaforhandlingerne
Af gæsteblogger Erik Appel,
tirsdag 27. okt 2009 kl. 19:43
Aldrig har så mange videnskabsfolk været så enige om så svære spørgsmål, som når det gælder klimaspørgs-målet. Og alligevel er der stadig højrøstede personer, der krampagtigt klynger sig til den overbevisning, at når ikke alle forskere er enige, så er der nok ikke noget problem. Eller begrunder det med, at det vi ser er klimaets naturlige svingninger gennem tiderne, og det kan vi små mennesker alligevel ikke gøre noget ved.
I USA er klimaskeptikerne steget fra 29 % til hele 64 % i takt med en intensiv lobbykampagne mod forslag til en ny klimalov. I Danmark står det ikke meget bedre til, på trods af, at befolkningen tilsyneladende har viljen til at gøre noget for klimaet, hvis man ellers skal tro den sidste opinionsundersøgelse (82 % er indstillet på at gøre noget).
Men det rykker ikke før politikerne får taget sig samme til at skabe rammerne (stille krav) for den indsats, der skal til for at det skal rykke. Det er fantastisk, at der stadig er MF’ere og vildfarende statistikere, der bruger tid og energi på at så tvivl om det, som videnskaben i skikkelse af FN’s nobelpristildelte klimapanel har slået fast som et videnskabeligt faktum: At klimaændringerne, takket være menneskehedens omgang med fossile brændstoffer hastigt er på vej i den gale retning og, at det er på høje tid at gøre noget ved det.
Politkernes uansvarlighed
Et af de seneste tegn på den brutale uansvarlighed så vi for ikke så længe siden på Dansk Folkepartis årsmøde med indlæg fra prominente (!) medlemmer om, at den globale temperatur er faldende med reference til at gennemsnitstemperaturen i 2008 var den laveste i ti år, og at vi derfor er på vej mod en koldere tid! At det er grov manipulation skal jeg senere komme tilbage til.
Den herskende klasses brutale ligegyldighed overfor klimatruslen, når det kommer til at skulle tage beslutninger, er direkte skræmmende. Vi har midlerne og vi har den nødvendige viden, vi mangler det politiske mod til at tage de nødvendige beslutninger. Forhalingerne, usikkerheden og manipulationen må slutte nu. Der er ikke mere tid til tvivl (mangel på handlekraft), der skal handles nu.
Ignorering af klimatruslen i den nuværende situation – med al den viden - må næsten kunne sidestilles med landsforræderi.
Situationen svarer til, at du i dit hus eller lejlighed opdager, at dit relæ slår ud flere gange, hvorved strømmen afbrydes. Du griber straks til handling og får en elektriker til at gennemgå huset og komme med et godt råd. Elektrikeren slår fast, at hele den elektriske installation skal udskiftes, fordi der er fare for at kortslutning kan sætte hele huset i brand. Der foreligger nu 4 muligheder:
1. At følge elektrikerens råd og lade installationerne udskifte med det samme, så faren for afbrydelser og ildløs fjernes.
2. Du har ikke tillid til rapporten og beder derfor en anden elektriker om en ny undersøgelse – naboens hus er lige så gammelt, og de gør ingenting, så hvorfor mig …
3. At tegne en bedre brandforsikring
4. Helt at lade som ingenting og håbe, at det snart går over – man kan jo bare flytte hvis hytten brænder ned…
Overført på klimasagen, er det kun de to første muligheder der reelt står åbne. Alternativ 4 duer ikke. Vi har kun én klode at gøre godt med og kan derfor ikke flytte eller flygte andre steder hen. Alternativ 3 duer heller ikke - spørg bare i Stormrådet. Det er ganske tankevækkende, at vi allerede er nået så langt ud i klimaforandringerne, at vi på nuværende tidspunkt ikke mere kan forsikre os ud af problemet – forsikringsselskaberne kræver nemlig handling før der kan forsikres!
Der er altså kun enten at få det fikset, eller alternativ 2, stædigt at holde fast ved tvivlen og bede om flere undersøgelser, eller måske at ignorerer faren og foretage sig noget helt andet (den lomborgske løsning) trods elektrikerens klare advarsel.
Ingen ny istid
Jamen er det da ikke rigtigt, at en ny istid er på vej, at de manglende solpletter peger i samme retning, at temperaturen i 2008 var den laveste i 10 år, og det med skydannelsen og den kosmiske stråling? Og andre fænomener, der hver for sig trækker i en bestemt retning.
Alt sammen noget der bidrager til forvirring, hvis fænomenerne ikke bliver sat i perspektiv og vurderet i de rette indbyrdes proportioner. Vi høre så mange løsrevne usaglige udsagn til støtte for eller imod forudfattede meninger om klimaudviklingen, som bliver brugt til at manipulere sig frem til forudindtagne holdninger.
Det er rigtigt at vi ville bevæge os mod en ny istid (over århundreder), hvis ikke drivhusgasserne i atmosfæren var eksploderet i de sidste 100 år, blandt andet med det resultat, at de sidste 10 års gennemsnitstemperatur har slået alle rekorder i forhold til alle tidligere års målinger. Blot med den detalje at temperaturen sidste år (2008) var den relativ laveste (pga. El Niño effekten) af de sidste 8 års registrerede alle tiders høje gennemsnitstemperaturer. Den langsigtede tendensen klokkeklar: Den globale temperatur stiger.
Undersøgelse fra NASA’s GISS (Goddard Institute for Space Studies), viser dette med overbevisende tydelighed. Selvom solpletteorierne holder vand, og selvom der er en årtusind lang tendens mod koldere klima, så dominere de sidste 100 års menneskepåvirkning totalt disse såkaldte naturlige svingninger, der er foregået regelmæssigt over de sidste mange millioner år, og som kan forklares ud fra tektoniske forhold og ud fra uregelmæssigheder i jordens bane omkring solen.
NASA’s undersøgelser viser, at sammenlignes ændringstakten i CO2-indholdet i atmosfæren og temperaturen over de sidste 100 år med ændringstakten over tidligere ikke-menneskepåvirkede perioder (istider og mellemistider og tidligere tider) kan der drages to helt afgørende konklusioner:
1. Ændringstakten i koncentrationen af CO2 og temperatur i nyere tid (sidste 100 år) er af størrelsesorden 20.000 gange større end ændringstakten i de tidligere perioder med såkaldt naturlig variationer (bort set fra enkeltstående vulkanudbryd). Altså at den menneskeskabte påvirkning er helt dominerende i forhold til den samlede naturlige variation (inklusive usikkerheden omkring skydannelsens betydning) set over årtusinder og frem til nu. Se figuren over CO2 koncentrationens udvikling over de sidste 2000 år.
2. Klodens permanente is ved polerne blev dannet da CO2-indholdet i atmosfæren for omkring knapt 40 millioner år siden faldt til under ca. 450 ppm. CO2-udledningen til atmosfæren skal derfor begrænses mest muligt, så koncentrationen ikke kommer i nærheden af denne grænse. Lige nu er koncentrationen af CO2 i atmosfæren (den globale gennemsnitskoncentration) 388 ppm og stigende med 2 ppm per år !
Nu må den snak høre op
Heraf kan drages nogle helt afgørende slutninger, nemlig at al den snak om, at det hele er drevet af naturlig variation må høre op, fordi det – som ovenfor nævnt – har vist sig, at den naturlige variation bliver kørt over af den menneskeskabte påvirkning som en vejtrumle, der kører over en sommerfugl. Altså at den menneskeskabte påvirkning er fantastisk meget hurtigere og voldsommere end den der kan forklares ud fra de naturlige variationer, der er foregået over ufattelig lange tidsperioder.
Fordi ændringerne sker så hurtigt, skal emissionen af CO2 til atmosfæren stoppes. Om bare ca. 31 år vil vi passerer 450 ppm CO2 i atmosfæren ved 'business-as-usual' i vores omgang med fossile ressourcer. Herved vil al is på sigt smelte og temperaturen stige yderligere. Hvis al is på jorden smelter' vil verdenshavene stige omkring 75 m. Selvom det antageligt vil tage flere århundreder (de seneste iskerneundersøgelser tyder på, at det kan gå meget hurtigere, end vi bryder os om at tænke på) er tanken ikke behagelig – og ansvaret stærkt belastende.
Helt ærligt, hvem tør tage ansvaret for ikke at gøre noget, når risikoen vitterligt er de kommende generationers helt grundlæggende levevilkår, der er på spil.
Fairness i klimaforhandlingerne
Derfor skal der handles og det så hurtigt som muligt. Derfor er COP15 mødet så vigtigt - antagelig det vigtigste internationale møde nogensinde, fordi det kommer til at berøre alle mennesker på jorden på forskellig vis. Hvis ikke der træffes beslutninger om at få CO2-kurven knækket, men bare snak om gode hensigter, vil vi ikke kunne se vore børnebørn i øjnene mere i forhold til klimaspørgsmålet.
Vi må håbe, at præsident Obama prioritere COP15 mødet ligeså højt som han prioriterede et møde i en vis sportsklub bestående af mere eller mindre korrupte medlemmer her i København. Han bør dukke op -uanset bøvlet med Kongressen - og tage ansvar for klimaet. For han holder nøglen til succes for COP15-mødet og fremtidens klimaudvikling. Uden forpligtende handling fra USA vil udviklingslande som Kina eller Indien, meget forståeligt heller ikke forpligte sig. Det har de tydeligt markeret ved flere lejligheder. Og rimeligt nok. USA står sammen med de vestlige industrilande, som de klart største CO2-forurenerer i verden.
Lidt statistik: USA har i perioden 1751-2006 udledt 27,2 % af al menneskeskabt CO2 på jorden. Kina tilsvarende kun 8,5 %. Per indbygger svarer det til 310 tons for USA og kun 18 tons for Kina. Den nuværende årlige CO2-udledning er på ca. 19 tons/indb. for USA og ikke stigende.
For Kina ligger den årlige CO2-emission per indbygger på ca.4,6 tons med en stigningstakst på ca. 12 % pr år i takt med Kinas voldsomt stigende materielle standard og BNP For Indien ligger de tilsvarende tal på omkring 9 tons/indb. for den samlede periode og ca. 1,3 tons/indb/år med en svagere stigningstakt.
Det bemærkes til sammenligning, at hver dansker for tiden skønnes at udlede ca. 10 tons per år. Det er meget relevant at se på de akkumulerede udledninger, fordi CO2 nedbrydes meget langsomt i atmosfæren. Efter 100 år er der stadig 33 % tilbage.
Det er på denne baggrund udtryk for procentregningens tyranni og indlysende uretfærdighed, når G8-landene som diskussionsoplæg har krævet de samme procentvise reduktioner (50 % i 2050) af udviklingslandene som af dem selv, når det betænkes, hvor meget de samme G8 land har svinet gennem årene jf. ovenstående statistik.
Også selvom Kina i dag totalt udleder mere end USA om året – fordi der er fire gange så mange kinesere som amerikanere. Udviklingslandene (G5) har spillet ud med at G8-landene skulle reducere 90 % i 2050 og dem selv 10 %, hvilket ikke er helt urimeligt, når man ser på de samlede emissioner over lang tid.
Vi må finde et rimeligt kompromis
Det er indlysende, at man bliver nød til at finde et kompromis, der forpligter alle i rimelig grad. De rige lande må bidrage mest og de fattige skal have rum og hjælp fra de rige lande, til at udvikle sig ansvarligt også i forhold til klimaet. Det er uomgængeligt nødvendigt at udviklingslandene fremover udvikler sig mere ansvarligt, end de rige lande har hidtil udviklet sig.
Der må findes en retfærdig måde at tilgodese udviklingslandenes uundgåelige behov for en vis udvidelse af CO2-emissionen både totalt og per indbygger i erkendelse af, at det ikke er hverken teknisk eller økonomisk muligt at indføre tilstrækkelige energibesparelser eller vedvarende energi fra dag ét, heller ikke i et udviklingsland.
Hvis vi gør forsøg på at forhindre udviklingslandene i at få de samme materielle muligheder som os får vi ballade. Men vilkårene skal være restriktive og målet skal være at knække kurven så hurtigt som muligt og, at alle i denne verden på sigt indretter sig efter at begrænse udledningen af drivhusgasser mest muligt til forpligtende grænseværdier.
Fair konvergens
Hvorfor ikke indføre et begreb, der passende kunne kaldes fair konvergens – ud fra målet om at vi alle skal nærme os et fælles mål for udledningen af drivhusgasser. Hvis vi, for at illustrerer princippet om fair konvergens, gør følgende forudsætninger for henholdsvis de rige landes og de fattige landes emission af drivhusgasser, så kan konvergensen illustreres ud fra nogle eksempler fra udvalgte lande i de to grupper, se nedenstående figur.
Den grundlæggende forudsætning for CO2-reduktion for de to landegrupper er følgende:
De rige lande: CO2-emissionen pr indbygger skal reduceres med 20 % inden udgangen af 2020. Herefter skal CO2-emissionen år for år reduceres ned til max. 2 tons/indbygger/år i 2050.
De fattige lande: Øgede emissioner tillades i begrænset omfang i en overgangsperiode frem til 2020. Stigningstakten i CO2-emission skal frem til år 2020 begrænses med 20 % (Kina skal således i denne periode ned på max. +8,6 %/år i en overgangsperiode). Hvis der ikke har været en væsentlig stigning i emissionen i de sidste år, bør det nuværende emissionsniveau så vidt muligt holdes med kraftig støtte fra de rige lande i alle årene frem til 2020.
Med støtte fra de rige lande skal emissionen år for år nedbringes til max. 2 tons/år/indb. i 2050 eller det fortsatte lave niveau bibeholdes eller reduceres endnu mere.
Alle verdens lande: Der skal lægges en plan for alle lande i verden for nedbringelse af emissionen i perioden til max. 1 tons/pers/år i år 2080.
Figur, der illustrerer fair konvergensprincippet med data fra udvalgte lande som repræsentanter for henholdsvis de rige lande (USA, Japan, Tyskland og Danmark) og de fattige lande (Kina og Indien). Der er af praktiske grunde forudsat konstant befolkningstal over perioden.
Af figuren fremgår, at udviklingslandene vil have en dæmpet (set i forhold til de mest forurenende lande) mulighed for at øge CO2-udledningen frem til 2020, hvorved der tages hensyn til udviklingslandenes udvikling i materiel standard.Men at alle lande fra 2020 skal reducere med en tilpasset konvergens frem mod det fælles mål om 2 tons/indb./år eller mindre i 2050.
Hvor stor dæmpningstakten skal være i de konkrete tilfælde (lande) må afhænge af det enkelte lands stade, materielt og rent CO2-udledning målt per indbygger. Pointen er at få forståelse - særligt fra de rige lande - for en fair konvergens frem mod et meget ambitiøst mål i 2050. Holder man stædigt fast på ensartede reduktionsprocenter kommer man aldrig i mål i fællesskab.
Hvis en sådan model gennemføre skønnes de samlede årlige CO2-emissioner i verden at blive reduceres med ca 20 % i 2020 og med mere end 80 % i 2050, hvorved IPCCs mål for en maksimal temperaturforøgelse på 2 C kan opfyldes. Så må vi bare håbe det er tilstrækkeligt – ellers må vi have bud efter elektrikeren igen!
Lad os krydse fingrene for Connie, Barack og alle de andre til december 2009!
88
