/produktion

Vestas udvikler stealth-vindmølle

I samarbejde med en engelsk virksomhed har Vestas ved hjælp af stealth-materialer udviklet en vindmølle, der ikke generer militærets radaranlæg.

Af Kasper Brøndgaard Andersen, tirsdag 27. okt 2009 kl. 15:36

Vestas har sammen med engelske Qinetiq udviklet en vindmølle, der som moderne kampfly besidder stealth-egenskaber.

Det sker, fordi myndighederne i flere lande er afventende med at give tilladelse vindmølle-parker, særligt på havet, fordi de kan forstyrre radar-systemerne.

I Tyskland er planerne om en offshore vindmøllepark til 11 milliarder kroner udsat, fordi de store møller giver militæret problemer med radar-overvågningen af kysten. Militæret vurderer simpelthen, at møllerne kan true landets sikkerhed.

I England er områder, der potentielt kunne dækkes af vindmøller med en kapacitet på ni gigawatt - det svarer til produktionen fra 43 havmølleparker på størrelse med Horns Rev 2 - ifølge Qinetiq sat ud af spillet, fordi radar-operatørerne gør modstand.

Det kan den nye vindmølle fra Vestas og Qinetiq måske lave om på.

I en test i Norfolk, Storbritannien, udskiftede man vingerne på en Vestas V90-mølle med nye, 44 meter lange stealth-vinger, som Vestas har fremstillet.

Målinger foretaget ved hjælp af en MPR-radar fra Qinetiq viste, at radar-signaturen var lavere end ved traditionelle vindmøller. Det skyldes, at stealth-vindmøllen gør brug af en række forskellige radarabsorberende' materialer.

I vinger og nacelle bliver der brugt modificerede kompositter, mens der til tårnet og andre faste genstande bliver brugt en coating, som mindsker radar-signaturen.

Det skal alt sammen være med til at sikre opførelsen af flere vindmøllerparker, som militæret kan leve med.

»Stealth-vindmøller kan fjerne en kæmpe barriere for udviklingen af vedvarende energi,« siger Mark Roberts, direktør for energi og miljø i Qinetiq, i en pressemeddelelse.

Herhjemme mener Forsvaret ikke, at vindmøller er et problem for radarsystemerne.



27. okt 2009 kl 15:50

Morten Larsen

Kan man "se"...

Igennem en vindmøllepark som har stealth egenskaber? Det må vel være muligt at gemme sig bagved parken. Bare fordi radaren ikke kan se møllerne betyder det vel ikke at den kan se forbi dem?

Er der nogen der kan forklare sammenhængen i jævne ord?


27. okt 2009 kl 16:07

avatar

Martin Hundebøll

Re: Kan man "se"...

Min logiske intuition siger mig, at radarsignalerne nok skal se et fartøj bag en vindmøllepark, hvis vindmøllerne er stealth.

Derimod kan jeg forestille mig, at man nemt kan gemme sig blandt vindmøller som ikke er stealth.


27. okt 2009 kl 16:47

Kim Michelsen

Kan skibene så heller ikke se dem?

Så kan skibene vel heller ikke se dem på radaren.


27. okt 2009 kl 16:50

Kamse .

Re: Re: Kan man "se"...

"bag" parken burde da være det samme for både stealth og normal, da begge vil blokere for at radarbølgen kommer længere end dertil. Og hvis vingerne konstant roterer burde din eneste mulighed for at gemme dig vel være præcist i linjen bag et tårn. Men ja, man kan vel sikkert gemme sig "iblandt" de normale møller uden at blive genkendt (hvis et fly ellers skulle ha mod på at bevæge sig derind ;D)


27. okt 2009 kl 16:55

Benny Amorsen

Re: Kan skibene så heller ikke se dem?

Så kan skibene vel heller ikke se dem på radaren.

Det er kun vingerne, der bliver stealth. Mange radarer kan fjerne alle stationære ting og kun vise det, der bevæger sig. Vingerne bevæger sig, og det distraherer på disse radarer.

Hvis radaren er lavet til at se stationære objekter (som en skibsradar vel typisk er) vil mølletårnet stadig blive vist.


27. okt 2009 kl 17:28

Lasse Bo Lumholdt Riisager

Radar overflødig til militære formål?

Jeg undrer mig over, hvad det er som diverse landes forsvare vil bruge radar til i fremtiden? Eftersom både fly og skibe til militære formål kan bygges stealth, så har radaren vel udtjent sit militære formål? Og hvad er det et land som fx Tyskland frygter ved havvindmøller? De har jo altså ikke verdens længste kyststrækning i forhold til landets størrelse. Kan ikke se at man skulle få specielt meget ud af at angribe Tyskland lige netop der.


27. okt 2009 kl 18:44

Søren Fosberg

Re: Re: Kan man "se"...

Derimod kan jeg forestille mig, at man nemt kan gemme sig blandt vindmøller som ikke er stealth.

Jeg har altid troet et vindmøller ikke var dual use technology. Men nu ser jeg er militæret er ved at udvikle et nyt angrebskoncept. Ligesom den vandrende skov i Macbeth kan man gennem bygning af mobile havvindmølleparker snige sig ind på modstandere mens de snuer i alkoverne.

Det er på tide at militæret går ind og financierer vindmølleforskningen.

Mvh Søren


27. okt 2009 kl 19:50

Peter Jørgensen

Usynlige Vindmøller

Jeg har tilbragt ca 13 år i millitæret, bla sejlede jeg Flex-300 da de skulle ha den nye 3D radar indkørt, hvor der blandt andet var automatisk tracking af mål som bevæger sig. Vindmølle vinger genererer Uanede mængder af mål, og en let brise igennem grenene i en skov nær kysten giver om muligt endnu flere. Men der blev alle vindmøller og områder med Kyst skov programeret ind så radaren kunne genkende dem og gøre dem "usynlige" . . inden jeg stoppede i søværnet fungerede dette koncept ganske fornuftigt.

Hvorfor kan tyskerne ik det samme?


MvH Peter Jørgensen


27. okt 2009 kl 19:55

Christoffer Hansson

Re: Re: Re: Kan man "se"...

"bag" parken burde da være det samme for både stealth og normal, da begge vil blokere for at radarbølgen kommer længere end dertil. Og hvis vingerne konstant roterer burde din eneste mulighed for at gemme dig vel være præcist i linjen bag et tårn. Men ja, man kan vel sikkert gemme sig "iblandt" de normale møller uden at blive genkendt (hvis et fly ellers skulle ha mod på at bevæge sig derind ;D)

Hvis man kun benytter sig af én radar, så kan man vel godt snige sig ind på målet ved at gemme sig bag et større, stationært objekt, om det så er et bjerg eller et mølletårn er vel det samme.

Men hvis man bruger flere radarer, så bliver gemmestederne også mindre.

Men mht. møllerne, så lyder det som om det bliver dyrt. Sådan en 10 liters stealth maling er nok lige en tand dyrere end gelcoat.

Og et andet spørgsmål, bliver møllerne så sorte? "V90 Nighthawk"


27. okt 2009 kl 20:41

avatar

Jonas Hansen

Re: Re: Re: Re: Kan man "se"...

Og et andet spørgsmål, bliver møllerne så sorte? "V90 Nighthawk"
... kombineret med denne:
http://xkcd.com/556/
Så kan Vestas og Terma endelig arbejde sammen ;)


28. okt 2009 kl 01:19

Ditlev Andersen

Gad vide...

...om de ikke finder på en anden undskyldning for ikke at sætte møllerne op…


28. okt 2009 kl 01:27

Michael Eriksen

Re: Radar overflødig til militære formål?

Jeg undrer mig over, hvad det er som diverse landes forsvare vil bruge radar til i fremtiden?

Stealthfly osv. er overhovedet ikke usynlige - de er bare lidt sværere at se. Radarteknologi udvikles hurtigere end fly, så...


28. okt 2009 kl 10:07

avatar

Per A. Hansen

Re: Radar overflødig til militære formål?

Nu skulle det vel ikke være svært for militæret at finde ud af, hvor vindmøllerne befinder sig på landkortet, det er jo ret ret begrænset, hvor meget de flytter sig.
Det glædelige er imidlertid, at Vestas er med i front m.h.t. udvikling, det er også nødvendigt, hvis de vil være med i kapløbet om afsætning af deres produkter. Denne nyhed skal nok hive nogle ordrer hjem.
Så finder de dygtige indiske programmører sikkert ud af, hvorledes systemerne skal bortfiltrere evt. reflekser fra radarsignalerne.

Mvh. Per A. Hansen


28. okt 2009 kl 10:09

Daniel Malcus

Usynlig.

I artiklen nævnes at ikke kun vingerene skal have reduceret radar signatur. Også gearhus som tårn skulle dækkes med radar absorberende materialer.

Dette vil betyde, at på en god tåget dag, vil Bundesmarinens Tornado fly forsvinde hurtigt sammen ned nogle mølleblade.

Ligeså vil enhver fordrukken skibsfører fremover have en juridisk gyldig undskyldning, for at kollidere med møllerne ved "nedsat" sigtbarhed.

Radar stealth funger typisk ved at overfladen kan være transparent overfor strålingen - eks. visse polymere. Så kan strålingen absorberes - RAM materialer eller også kan strålingen reflekteres væk fra modtageren.
Normalt bruge alle metoder samlet for at opnå den største usynlighed.
Eks. en flyvende vinge i træ/ polymer med keramiske elementer og plastiksolceller/ polymerbatterier.
Der er ingen nyheder der... .


28. okt 2009 kl 11:04

avatar

Jan E. Sørensen

Hvornår laver de så møller, der ikke generer os, mennesker?

Hvornår laver de så møller, der ikke generer os, mennesker?

Hvorfor skal alle møller være hvide og vingerne reflekterende?

Hvis man nu sløringsmalede dem i en vis grad, og afpasset efter de lokale forhold, ville de ikke skæmme nær så meget, som de gør.

Eksempelvis er Vestforbrændings skorsten malet i varierende blålige farver. Den gør den betydeligt mindre grim at se på.

Ligeså kunne vingerne også tones ned og matteres voldsomt, så de ikke giver så mange reflekterende blink.

En kunstner eller to kunne nok få noget spændende ud af at dekorere en vindmøllepark - og vi andre ville få noget mindre grimt at se på.

MVH
Jan


28. okt 2009 kl 13:31

avatar

Thomas Brodersen

Hvem er man bange for?

Don Quixote? ;-)


28. okt 2009 kl 14:25

Jens-otto Andersen

Re: Re: Re: Re: Re: Kan man "se"...

Og et andet spørgsmål, bliver møllerne så sorte? "V90 Nighthawk"
... kombineret med denne:
http://xkcd.com/556/
Så kan Vestas og Terma endelig arbejde sammen ;)

Min umiddelbare tanke var også: Angrebsmøller? Til økologisk krigsførelse?? - og så for mig vingespidser, der kunne kaste projektiler mod fjenden.

Det til side vil jeg vædde meget på at sagen reelt drejer sig om:
- Parkinsons lov. Positioner i forhold til et nyt sagsområde skal etableres & demonstreres.
- Kassetænkning. En tusse sparet på eget budget er mere værd end milioner på andres.
- Opspil til ekstra-bevillinger. Normalt supplement til kassetænkning.

Der kan selvfølgelig også være noget ideologi indeover. Alle ved jo at møllerne er de rødes seneste påhit. Men jeg tror nu ikke at det aspekt vejer ret meget i det samlede billede.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.