Test af den første godkendte mini-mølle: Den duer ikke i byen
Skive har testet den første husstandsvindmølle, der er typegodkendt herhjemme. Konklusionen er, at den ikke fungerer i byen. Nu er byen på jagt efter en vertikal minimølle, uanset om den er godkendt eller ej.
Møllen 'Vindy Vertikal' på 3 kW fra danske Vindby. Vertikale vindmøller kan klare langt højere turbulens end horisontale vindmøller, og derfor er de mere velegnede i byer.
Fakta
Læs også
Læs mere om
Skive, der sammen med Kolding og København er udråbt af klimaministeriet til at gå forrest i kampen mod CO2-udslippet, har testet den første typegodkendte danske minivindmølle på toppen af byens rådhus. Resultatet har været dårligt.
På grund af bebyggelse er luften alt for turbulent for den lille 1-kW-vindmølle fra firmaet Vindby, så møllen har stået og flakket fra side til side. Det har betydet, at produktionen har været ujævn, da den lille mølle er hoppet ind og ud af elnettet. Konklusionen er klar:
»Lige meget om man er tilhænger af minivindmøller eller ej, så fungerer de ikke i byen. Man skal ikke opgejle og forherlige noget, hvis det ikke duer. Møllerne skal stå frit, ud til vandet eller på landet. Vores har været på en af de højeste bygninger i Skive, og alligevel er det alt for turbulent,« siger Michael Petersen, uddannet maskinmester og ansvarlig for energitiltagene i Skive Kommune.
Før 1-kW-møllen testede Limfjordskommunen en endnu mindre 400-W-mølle, men begge er af den klassiske mølletype, der roterer om den horisontale akse. Og begge møller har vist, at de ikke fungerer i byen.
Tredje gang er lykkens gang
I stedet for at lade sig slå ud er Skive i gang med at kigge efter en ny, vertikal vindmølletype, som roterer rundt om sin vertikale akse. Ifølge den danske producent Vindby er det mere velegnet i byer, men indtil videre findes der ingen typegodkendt vertikal vindmølle.
Risø DTU, der står for godkendelsen, arbejder på ændre de danske regler, så de også passer til vertikale vindmøller, mens man i Skive bare gerne snart vil i gang.
»Jeg sætter min lid til den sidste vindmølle, vi afprøver. Det bliver en vertikal mølle. Den er måske ikke typegodkendt eller CE-mærket, men vi skal have testet den alligevel,« siger Michael Petersen.
Selv om minivindmøllen på Skives rådhus har været en fiasko på grund af placeringen, så regner han med, den kan hjælpe byen med at leve op til sin klimamålsætning om at være CO2-neutral i 2029. Den bliver nemlig flyttet ned på havnen, hvor den vil kunne arbejde under langt bedre betingelser.
Vind vinder over sol
I Skive, der er i gang med at få installeret de sidste af i alt 1 MW solceller, er der ingen tvivl om, at vindenergi giver mest for pengene. Der er bare mest økonomi i det, når det bliver skaleret op. Derfor har kommunen planer om at opstille to vindmøller på i alt 6 MW.
»Vores 10.000 kvadratmeter solceller kan producere en MW for 45 millioner kroner, mens vores vindmøller kommer til at koste 60 millioner kroner og kan producere seks MW. Der er ingen sammenligning, når vi kommer op i de gode møller. Solceller er fine, men de kan satme ikke slå vindmøller,« siger Michael Petersen.
Modsat solceller, hvor elmåleren løber baglæns, når man ikke selv bruger strømmen, så forærer man som privat ejer af en husstandsmølle sin overskydende strøm væk gratis.






