Håndklæder bliver fisket op af vasketøjskurven og lagt i foldemaskinen på et industrivaskeri af en helt ny robot fra firmaet Fcons. Robotten vil formentlig koste omkring en million kroner og kunne håndtere 600 håndklæder i timen.
Vaskedamen skal ikke længere bukke sig ned for at hente håndklæder op af vasketøjskurven. Faktisk bliver hun helt overflødig, hvis en ny robot fra det danske firma Fcons bliver en succes.
Robotten er nemlig i stand til at finde hjørnerne på håndklæder i en vasketøjskurv og aflevere håndklædet perfekt til en maskine på et industrivaskeri, der så folder håndklædet pænt sammen.
Direktør i Fcons, Finn Holm Toft, har arbejdet på robotten i to år, og har en prototype færdig, som er udviklet i samarbejde med Berendsen Textil Service, som blandt andet vasker håndklæder, lagner og måtter for hospitaler, hoteller og virksomheder.
Robot kan også folde lagener og dynebetræk
Der er få andre leverandører af industrivaskeriudstyr, der arbejder på en lignende løsning, men ifølge Finn Holm Toft er hans løsning unik.
»Jeg tror på, at det rigtige er at bruge moderne robotteknologi. Løsningen består af en robotarm, en specialgriber og visionsteknologi, hvilket gør den mere simpel og fleksibel. Den opfatter hvert håndklæde som et unikt emne og er fuld skalerbar. Jeg er begyndt med håndklæder, men robotten kan skaleres op til lagener og dynebetræk og gulvmåtter,« siger direktøren.
Selve robotten er fra Universal Robots, mens visionssystemet er fra Omron. Finn Holm Toft har i forbindelse med Handyman-projektet, der er en platform støttet af Højteknologifonden, udviklet en specialgriber, som vil blive patenteret. Et andet patent, Fcons har ansøgt om, er den måde, robotten finder hjørner på ved hjælp af visionsteknologi.
Har fået over en million til videreudvikling
Prototypen forventes at være i drift på et vaskeri i slutningen af året og markedsføringen ventes at ske fra medio 2010.
Parterne fik for kort tid siden tilsagn om 1,2 millioner kroner til den videre udvikling fra Forebyggelsesfonden, som især skal bruges til at arbejde videre med kapaciteten - 600 stk/timen - af robotten.
Finn Holm Toft regner med, at den kommercielle udgave vil komme til at koste i nærheden af en million kroner.
Rank 2009
Interaktivt kort med brancher og topliste »
Alle 800 virksomheder sorteret »