Elektronik
Energi
Entreprenører
Finans og service
Fødevarer
IT, Kommunikation & Tele
Life Science
Offentlig
Produktion
Rådgivere
Smalle tider har tvunget os til at tænke nyt og etablere en ny udviklingsenhed, forklarer kommunikationsdirektør Thorkild Diness Jensen, Rockwool.
Et fald i salget på 22 pct. Det er, hvad isoleringsgiganten Rockwool forventer i 2009.
Sammen med et dårligt 2008-regnskab har det betydet lukninger af flere fabrikker, og at virksomheden i dag vender hver en femøre. Men ikke desto mindre mener Rockwools ledelse, at krisen også har åbnet for nye muligheder.
»Krisen har fået os til at accelerere udviklingen af organisationen og geare den til kravene om komplette, energibesparende bygningsløsninger i stedet for enkeltprodukter og til de nye måder at samarbejde på med andre virksomheder,« forklarer kommunikationsdirektør Thorkild Diness Jensen.
Rockwool har etableret en ny enhed, som skal se på nye forretningsområder, produktudvikle løsninger og tænke i samarbejdskoncepter og kommunikation.
Selvom Rockwool fortsat vil have primær fokus på klimaskærmen, så kan Thorkild Diness Jensen sagtens forestille sig, at koncernen fremover for eksempel vil gå ind i udvikling af hele tag- eller facadeløsninger. Og at man indgår partnerskaber med forskellige virksomheder om at sælge hele cleantech-løsninger.
»Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt blive mere konkret omkring, hvilke løsninger vi vil satse på,« siger han.
Kommunikationsdirektøren tilføjer, at etablering af den nye enhed vil betyde, at koncernen fremover kommer til at anvende flere penge til forskning og produktudvikling end i de gyldne tider før krisen.
En anden ting, som kan bringe Rockwool styrket gennem krisen, er opkøb - enten af konkurrenter eller af virksomheder, som kan tilføre Rockwool nogle andre kompetencer. Rockwool er i øjeblikket på udkik efter opkøbs-kandidater, men endnu er der ikke handlet.
»Vi er heldigvis i den situation, at vi stadig kan generere overskud. At vi har penge på kistebunden sætter os i stand til at handle og på den måde ruste os til fremtiden,« forklarer Diness Jensen.
Når Rockwool kan få plus på bundlinjen, så hænger det sammen med, at virksomheden ikke udelukkende baserer sig på at levere til det kriseramte nybyggeri, men har en stor del af omsætningen inden for renoverings-området, som ikke er så hårdt ramt at krisen.
Rockwool forventer, at diverse klima-hjælpepakker, primært i udlandet, snart vil give renoveringsmarkedet en ekstra spand kul:
»Vores produkter har en positiv klima-effekt. Derfor vil det aldrig gå helt galt for os,« siger Diness Jensen.