Forskere slår alarm: Beholderne til det værste atomskrot korroderer
Et internationalt forskerhold vil stoppe udviklingen af kobberbeholdere til opbevaring af atomskrot. Kobber korroderer meget hurtigere end antaget, viser undersøgelser af mønter hentet fra skibet Wasa, der sank ved Stockholm i 1628.
Kobbermønterne fra Wasa lå på bunden af Stockholm Havn i et miljø, hvor iltindholdet var ubetydeligt lille. Alligevel er flere af kobbermønterne korroderet mærkbart på 333 år. (Foto hentet fra rapporten Water corrodes copper).
Fakta
Læs også
-
Sådan bygges sarkofagen, der skal beskytte verden mod Tjernobyls stråling
-
Sarkofag på 18.000 ton skal beskytte verden mod Tjernobyls stråling
Læs mere om
Dokumentation
Orlogsskibet Wasa, der sank på sin jomfrurejse i 1628, nåede ikke at udrette meget i sin tid, men kan vise sig at være nøglen til at forhindre en miljøkatastrofe i vores tid.
Et hold forskere fra Sverige, Canada og Rusland har kigget nærmere på de kobbermønter, som skibet tog med sig i døden, og som i 333 år har ligget gemt under ler i et iltfrit miljø på bunden af Stockholms Havn.
Mønterne har vist tydelige tegn på korrosion, og det får nu forskerne til at anbefale de svenske myndigheder at droppe kobberbeholdere til opbevaring af radioaktivt affald fra atmokraftværker.
Svensk Kernebrændselshåndtering (SKB) har ellers planlagt at anbringe affald fra atomkraftværket Forsmark i kobbercylindere, hvor væggene er fem centimeter tykke. Ifølge SKB skulle det være muligt at anbringe cylindrene i underjordiske grotter fyldt med ler i 100.000 år, før de tærer igennem. Men det er fuldstændigt forkert, mener forskerne.
»Det er nødvendigt med mindst en meter tykke kobbervægge, eller at man beklæder kobberbeholdere med et andet korrosionsresistent metal som for eksempel højlegeret titan eller det bedste rustfri stål, der kan skaffes. Nu er SKB's kobberkapsler nøgne,« siger korrosionsforsker Peter Szakaios fra Kungliga Tekniske Högskola til Ny Teknik.
Kobber producerer brint i laboratoriet
Mønterne fra Wasa er ikke det eneste bevis forskerne har på, at kobber korroderer under iltfri forhold.
I laboratoriet har forskerne blandt andet nedsænket kobberprøver i destilleret vand og vurderet korrosionen ved at måle antallet af brintmolekyler, som blev produceret. Det har været muligt ved at bruge en palladium-membran, der netop fungerer ved at separere brint og vand.
I alt har forskerne undersøgt kobberkorrosion over 20 timer, syv uger, 15 år og 333 år, og deres konklusion er entydig:
»Vores opdagelser sår ny tvivl om brugen af kobber til opbevaring af atomkraftaffald. Formodningen om at kun 0,05 meter er nødvendig til opbevaring af atomkraftaffald, er baseret på den eksisterende viden om nuværende kobberprodukter og en tro på, at vands korrosion af kobber er umulig eller ubetydelig,« skriver forskerne i deres rapport.
Rapporter om kobberkorrosion vækker bekymring
Svensk Kernebrændselshåndtering (SKB) har tidligere afvist lignende rapporter om korrosion af kobber, som var udarbejdet af forskere fra Kungliga Tekniske Högskola. Men faktisk har SKB selv undersøgt problemet helt tilbage i 2006. Undersøgelsen er dog ikke blevet offentliggjort endnu.
»Vi har lidt arbejde endnu med at analysere en del af testene,« siger forskningschef Peter Wickberg fra SKB til Sveriges Radio P1.
I sidste ende er det strålesikkerhedsmyndighederne og den svenske regerings såkaldte Kerneaffaldsråd, der skal vurdere SKB's planer om opbevaring af affaldet.
Willis Forsling, der er professor i kemi ved Leleå Tekniske Universitet og medlem af kerneaffaldsrådet, er bekymret over teorierne om kobberkorrosion. Men omvendt er han også skeptisk overfor rapporten om kobbermønterne fra Wasa, siger han til Sveriges Radio P1.
