Intel-nøl: Det varer længe, inden din pc får super-USB
Bundkortproducenter på Taiwan beskylder Intel for at sylte integrationen af Superspeed-USB på sine chipsæt. Konsekvensen er, at standarden på fem gigabit/s kommer i færre computere
Læs også
De første produkter, der arbejder med den nye, tredje udgave af USB-standarden, er så småt på vej ud på markedet, men det kan vare længe, inden de rigtige stik bliver almindelige i computerne.
Flere taiwanske bundkortproducenter har over for Ing.dk besværet sig over, at Intel først planlægger en integration i firmaets chipsæt i 2011.
Det betyder, at producenterne af computernes bundkort er nyt til at sætte separate chip på bundkortet, hvis de vil tilbyde Superspeed USB, der arbejder med op til fem gigabit per sekund. Det giver både højere pris og mere besværligt design af bundkortene.
Da der er skarp konkurrence på prisen for bundkort, vil kun et fåtal af bundkortene få super-USB-standarden. Det vil smitte af på salget af periferiudstyr, hvor især eksterne harddiske og flashdrev kan drage nytte af den øgede hastighed.
Ing.dk har talt med tre bundkortproducenter, der samstemmende fortæller, at de gør, hvad de kan for at få Intel til at fremrykke planerne om mere avancerede chipsæt, men at situationen kompliceres af, at USB langt fra er den eneste funktion, der skal ændres i fremtidens chipsæt. Ingen af de tre bundkortproducenter ønsker at udtale sig til citat.
Blandt andet skal grafikdelen fjernes fra en række chipsæt, da grafikken i fremtiden bliver en del af selve processoren. Det er vigtigere for Intel end lynhurtigt USB.
På grund af weekenden har det ikke været muligt at få en kommentar fra Intel.






