Dansk pille-kur mod høfeber sikrer vækst
Tag en tablet hver dag i tre år og slip af med din høfeber. Det er nu muligt med danske ALK's banebrydende tablet, som blandt andet har givet virksomheden en aftale med amerikansk medicinal gigant.
Fakta
Tema
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Danske ALK står foran et væksteventyr, efter selskabet har vist, at en tablet mod høfeber har vist sig at være en reel kur mod den snue, nys og kløe, som mange oplever hvert år i sæsonen for græspollen.
ALK blev nummer ni på listen over life science-branchen i Ingeniørens Rank 2009 med et primært resultat på 119 mio. kr. Alt tyder på, at den kurerende tablet – Grazax - kan få skubbe virksomheden længere op i fremtiden.
»Det er en kæmpe milepæl for os. I 2006 fik vi godkendt tabletten til at have en effekt i selve behandlingsperioden under pollensæsonen, men nu har vi i Europa også fået dokumenteret og godkendt, at der er en vedvarende effekt, efter at man ophører med at tage tabletten. Det er den første tablet nogensinde, hvor man har registreret det,« siger Tine Beck, som er projektleder på Grazax-projektet hos ALK.
Virksomheden har kørt et klinisk forsøg, hvor patienter med græsallergi har taget en tablet om dagen i tre år. Herefter stoppede de med at tage tabletten, og da pollensæsonen startede, meldte 82 procent af dem tilbage, at de havde det meget bedre, end før de fik tabletten.
700 personer har deltaget i projektet i flere forskellige lande, blandt andet Danmark, Sverige og Tyskland. Halvdelen fik de rigtige tabletter, mens den anden halvdel fik placebo. Studiet kører endnu, så ALK får næste år data på virkningen, to år efter at patienterne er stoppet med at spise tabletterne.
Virksomheden valgte at starte med et forsøg over tre år, da det svarer til den periode, som man traditionelt allergivaccinerer med injektioner. Injektionerne gives som regel hver tredje måned hos lægen, men med tabletterne slipper allergikerne for lægebesøgene.
Tabletten virker ved at ændre på den kaskadereaktion, som patienternes immunsystem normalt sætter i gang, når de bliver udsat for græspollen. Når øjnene løber i vand, man nyser og så videre, skyldes det, at cellerne frigiver histamin. Tabletterne ændrer på dette, så patienterne danner antistoffer, som blokerer for de normale allergiske reaktioner.
Frysetørrede oblater
Selve tabletten er også helt særlig.
»Tabletten er let og ligner en oblat. Man lægger den under tungen, og så går den i opløsning på to sekunder. Vi får den lavet i samarbejde med et engelsk firma, som har en speciel teknologi, hvor tabletten bliver frysetørret,« fortæller Tine Beck.
Udover at de frysetørrede tabletter opløses lynhurtigt, er frysetørring en meget skånsom behandling for proteinerne i de forskellige ekstrakter. Det gør, at tabletterne er meget stabile og har en lang holdbarhed.
Tine Beck fortæller, at ALK har en fransk konkurrent, der ligger i slipstrømmen af danskerne. Men de har indtil videre kun fået en godkendelse i Tyskland, og deres tablet er ikke frysetørret, så den opløses ikke lige så hurtigt i munden.
Tabletten er på vej til USA
I 2007 indgik ALK et partnerskab med Schering-Plough, hvorunder amerikanerne skal markedsføre tabletterne i USA, Canada og Mexico. Der kører således også studier med tabletterne i USA nu med både børn og voksne.
»Som virksomhed har det betydet meget for os at få hele dette nye koncept op at stå og ud på markedet, men også at det har ført til, at vi har kunnet indgå et partnerskab med en kæmpe virksomhed i USA,« siger Tine Beck.
ALK vil ikke oplyse, præcis hvor meget de tjener på aftalen, men den rummer et stort potentiale. Udover at Schering-Plough har betalt for at få rettighederne til det amerikanske marked, får danskerne også betaling, når de når bestemte milepæle og herudover vil der komme royalties, når tabletterne kommer på markedet.
Forebygge astma hos børn
Perspektiverne i tabletterne ser faktisk ud til at være endnu større end en kur mod høfeber, der kan tages i hjemmet. Måske kan de også forebygge udviklingen af astma hos børn.
»Der er en meget stor risiko for, at børn udvikler astma, hvis de har høfeber. Tabletterne kan fjerne deres høfeber, så nu vil vi undersøge om tabletten også kan forebygge astma hos dem,« siger Tine Beck.
Studiet begynder næste år, hvor børn mellem fem og 12 år, der har høfeber men ikke astma, skal tage en daglig tablet. Forsøget skal køre i tre år.
ALK har store forventninger til forsøget, da et tidligere studie med indsprøjtninger i en treårig periode viste gode resultater i forhold til at forebygge astma.
Husstøvmiderne og katte får også en tur
ALK arbejder desuden med at udvikle tabletter mod husstøvmider og bynke. Bynkedelen sker i samarbejde med Schering-Plough, da bynke ikke er så udbredt i Europa, men et stort problem i USA. Tabletterne mod husstøvmiderne er til gengæld både tiltænkt USA og Europa.
På længere sigt har ALK også tænkt sig at lave tabletten med et rekombinant katteallergen mod katteallergi. Det er et samarbejde med Novozymes, men det kræver en hel del yderligere forskning, før det kan sættes i produktion.
Tabletter giver flere medarbejdere
De mange muligheder i tabletterne har stor betydning for virksomheden, der i 2008 havde knap 1500 ansatte.
»Det er et helt nyt koncept at tage sådan en tablet en gang dagligt, og i og med at vi også satser på det her produkt til flere andre allergiformer, er det afgørende for virksomheden. Eksempelvis er medarbejderantallet vokset støt siden 2005 - primært på grund af det her,« siger Tine Beck.
ALK vil endnu ikke komme med konkrete forventninger til indtjeningen på Grazax og lignende produkter, da der endnu er usikkerheder, men for regnskabsåret 2009 forventer ALK fortsat en organisk vækst i salget af allergivacciner på minimum 10 procent blandt andet på grund af tabletterne.







