/elektronik

Standardmoduler med Linux-kerne skal redde B&O

Til sommer lancerer B&O det første lydanlæg, som er baseret på et nyt standardmodul. Den nye fælles platform er forudsætningen for de teknologiske tigerspring, der skal sikre koncernens fremtid.

Af Mie Stage, mandag 26. okt 2009 kl. 07:17

B&O's nye fladskærms-tv, Beovision 10, der blev lanceret sidste mandag, var det formentlig sidste skud på stammen af produkter, der ikke er baseret på en fælles B&O-platform.

Næste år kommer platformen nemlig, som skal sikre, at B&O får langt flere produkter på markedet.

Som led i den Pole Position-strategi, som den dengang nye direktør Kalle Hvidt Nielsen lancerede sidste efterår, skal det være slut med at lade B&O-ingeniører sidde i hvert deres hjørne af koncernen og udvikle produkter, der på den måde kan være flere år undervejs.

I stedet er det planen, at alle kommende produkter fra B&O skal udspringe af blot to platforme – en for audio og en for video. På den måde regner koncernen med at halvere udviklingstiden fra "et par år" til måske godt et år.

»På den korte bane skal vi have teknologiplatformen på plads og hurtigt have accelereret mængden af nye produkter. Vi var på vej til at gå i stå produktudviklingsmæssigt, men nu vil vi ikke længere bruge energi på et skulle opfinde dybe tallerkner igen og igen,« siger Kalle Hvidt Nielsen.

»Desuden skal vi være skarpere på, hvad vi gerne vil, noget tidligere i udviklingsprocessen, så vi ikke skal lave så mange dyre og tidskrævende ændringer undervejs,« tilføjer han.

Brug for at speede lanceringerne op
Det bliver formentlig også nødvendigt at speede processerne op, for strategiplanen foreskriver, at 25 procent af omsætningen fremover skal komme fra nye produkter, og tidligere har det været helt uhørt for koncernen at leve op til sådan en målsætning. I 2008 kom der ingen væsentlige produktlanceringer, ej heller i 2007, erkender direktøren.

»Problemet var, at vi havde fire tv’er på markedet med fire forskellige teknologiplatforme. Dem havde vi brugt mange penge på, og når de hver især skulle vedligeholdes med nye komponenter og teknologier fra 70 forskellige partnere, så blev det sværere og sværere at følge med,« siger Kalle Hvidt Nielsen, der blandt andet har skåret antallet af partnere ned til 25.

Nyt lydanlæg til sommer
Allerede til sommer skal audiodelen dog være på plads, når B&O løfter sløret for et nyt Beosound-lydanlæg, der dels vil fungere som supplement til Beosound 5-anlægget, som kom på markedet sidste år, dels skal det sælges som et selvstændigt produkt.

Tricket i det nye anlæg er, at det i langt højere grad giver mulighed for opkobling til nettet, men hvordan det helt konkret skal foregå, og hvilke services der bliver tale om, kan Kalle Hvidt Nielsen ikke sige så meget om endnu.

Hvad der derimod bliver nyt, set med de interne briller, bliver den platform, som det nye anlæg er skabt ud fra. Kalle Hvidt Nielsen fortæller, at der bliver tale om en printplade på 9x12 cm til audioprodukterne med en slagkraftig grafikprocessor og signalprocessor baseret på en Linux-kerne og et Wifi 802.11n-modul.

B&O har ikke udviklet nye komponenter til modulet, men arbejder i stedet med forskellige programmerbare chips i form af FPGA’er til konvertering af videosignaler til displays, mv.

Øget integration med nettet
Videomodulet anslår Kalle Hvidt Nielsen til at finde sit første produkt i 2011 eller 2012, og selv om dette vil få større fokus på billedbehandlingsdelen, vil det sandsynligvis komme til at ligne audiomodulet.

»Fremtidens audio- og videosystemer kommer til at minde mere og mere om hinanden. De vil begge være koblet op til nettet, og lydanlæg bliver i virkeligheden blot et tv, hvor man slukker for skærmen. Det ekstra i tv vil blive mere surroundsound og flere opkoblingsmuligheder – og så selvfølgelig billedbehandlingen,« siger Kalle Hvidt Nielsen.

»Man kunne godt forestille sig situationer, hvor vi ville lave et basisprodukt, hvortil man kunne købe ekstra ydelser over nettet, men det kan vi ikke sige så meget om endnu,« siger han.

FPGA'en giver nye muligheder
Ifølge aktieanalytiker i Sydbank Jacob Pedersen er der ingen tvivl om, at platformstanken bliver af stor betydning for B&O’s fremtidige økonomi, og at det ikke er Beovision 10, det alene står og falder med nu.

»Uden en succes med Beovision 10 når de ikke omsætningen for i år, så det betyder noget. Men det er denne platform, der vil give dem et teknologisk tigerspring. Platformen vil nok ikke hive dem hele vejen alene, der skal også justeres andre steder og skabes volumen i produkterne, men dette vil være et skridt i den rigtige retning,« vurderer Jacob Pedersen.

Teknisk chef i udviklingshuset Prevas, Rune Domsten, er enig i, at det er nu B&O for alvor skal på banen, og at det handler om at få udnyttet FPGA’ens muligheder bedst muligt.

»Det er det eneste rigtige at gøre og en god chance for at kunne føre deres strategi ud i livet. Uden en FPGA ville de ikke kunne gøre det. B&O har brugt FPGA’er før, men ikke i platforme, så det er nu, de har mulighed for at få innovative løsninger på banen,« siger Rune Domsten.

»De handler fuldstændig i tråd med vores platformstanke, og det giver god mening at lave to forskellige platforme, fordi en mindre audiodel kan laves mindre og billigere. Video kræver meget signalbehandling, men nu kan de lave "blød hardware", der kan genbruges og tilpasses,« forklarer han.

Mulighed for videokonference
Rune Domsten forventer, at B&O vil bruge en del af den store FPGA-kapacitet på at arbejde med tidssynkronisering over netværk, så alt udstyr i hjemmet spiller helt synkront uden ekkoer. Dette ville slet ikke kunne lade sig gøre uden FPGA’er, siger han.

»Vil man lave særlige billedforbedringer, er FPGA’en også det rigtige sted at gøre det. Her kan man gøre det i realtid og for eksempel tænke farvekorrektioner eller et kamera ind til videokonference, fordi FPGA’en arbejder parallelt og minimerer tidsforskydninger,« siger Rune Domsten.

Han mener desuden, at på den længere bane kan FPGA’en åbne op for nye fjernbetjeningsmuligheder.

»Måske kan man fjernbetjene ved at række hånden op til et kamera. Hvis de vil, kan de sagtens blive førende på det felt. Med de platforme har de mulighederne for at bringe nye ting frem, som andre ikke har,« siger Rune Domsten.



26. okt 2009 kl 08:09

avatar

Karl Kaas Laursen

Sød musik

Jeg tror, ingeniørerne i Struer går en spændende tid i møde nu, hvor genskabelsen af dybe tallerkner hvert andet år hører op. En god, kraftig computer-platform med tilhørende programmerbare interfaces og co-processorer giver alletiders mulighed for at fokusere på de tre vigtigste ting i hjemme-elektronik nu om dage: Applikationer, design og signalintegritet (mindre Brum & Overstyring).

B&O har været suveræne på alle tre felter i mange år, men indførelse af større standardkomponenter på tværs af produktlinier lyder bestemt som en idé, der kan hjælpe lidt på profitten...


26. okt 2009 kl 08:46

Jørgen Hansen

GNU

Spændingen er det om B&O vil overholde GNU licensen.


26. okt 2009 kl 11:40

Lars Juul

Re: GNU

Jeg havde samme tanke. Se hvor "elegant" KISS Technology (pføj over begge skuldre *) klarede det.

*) Jeg ejer et af deres produkter, en DP-600. Aldrig mere...


26. okt 2009 kl 15:54

avatar

Lars Lundin

Hvorfor Linux ?

Overskriften nævner Linux, men artiklen forklarer ikke dette valg, og om andre kandidater indgik i overvejelserne . Det synes jeg ærlig talt godt kunne være gjort lidt bedre.


26. okt 2009 kl 21:25

Lasse Lorenzen

Re: Re: GNU

Hvorfor skulle B&O dog ikke overholde GNU Licensen bare fordi at KISS ikke kunne finde ud af det?

Der er mange firmaer som bruger GNU software, uden at have problemer med licenser.


27. okt 2009 kl 11:41

Lars Juul

Re: Re: Re: GNU

Hvorfor skulle B&O dog ikke overholde GNU Licensen bare fordi at KISS ikke kunne finde ud af det?

Skal det nu være tabu at mistro et dansk nationalklenodie? Inkompetence er jo ikke udelukkende et udenlandsk fænomen.

Jeg kan ikke forestille mig de skulle være mere hellige end Cisco, Sony og Tomtom, der før har jokket i GPL-spinaten .


27. okt 2009 kl 15:25

Robert Jørgensgaard Engdahl

Re: Re: Re: Re: GNU

Det ville passe mig fint hvis vi kunne udgive alt B&O software som GPL. Jeg er dog ret sikker på at der vil være langt imellem dem som kan bruge den til noget. B&O-software er typisk noget produktspecifikt GUI og noget produktspecifikt kontrol af hardware. Det er der cirka ingen PC-brugere der kan have noget ud af.

I øvrigt synes jeg nok at overskriften til artiklen er ganske misvisende; artiklen handler jo overhovedet ikke om hvad B&O bruger Linux til.


27. okt 2009 kl 15:41

Michael Eriksen

Re: GNU

Intet forhindrer B&O i at lave egne "Linux-programmer" fra grunden af og ikke open source dem. Det er fuldt legalt.

Men ve dem hvis de piller ved et eksisterende program under GNU licens og ikke offentliggør rub og stub.


27. okt 2009 kl 18:27

Lasse Lorenzen

Re: Re: Re: Re: GNU


Skal det nu være tabu at mistro et dansk nationalklenodie? Inkompetence er jo ikke udelukkende et udenlandsk fænomen.

Jeg kan ikke forestille mig de skulle være mere hellige end Cisco, Sony og Tomtom, der før har jokket i GPL-spinaten .

Det er da absolut ikke tabu at mistro B&O, det må du da gerne for min skyld. Men mistro for mistroens skyld kommer man nu ikke langt med. Og det virker jo ikke ikke til at B&O tidligere har lavet rav i den på den facon, derfor jeg finder mistroen (og dermed den indirekte anklage) fejlagtig.

Men mistro du da bare løs, jeg forstår ikke at man vælger den vinkel på det, fremfor i stedet for at glæde sig over at endnu en virksomhed har taget Opensource til sig.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.