/rumfart

USA's nye superraket: Forsinket og for dyr

Rumfærgernes afløsere, Ares-raketten og Orion-kapslen, kan ikke nå at blive færdige, inden rumfærgerne går på pension, og der er slet ikke penge nok til udviklingen, konkluderer ny rapport.

Af Thomas A. E. Andersen, fredag 23. okt 2009 kl. 10:24

Ude på opsendelsesrampen på Kennedy-rumcentret i Florida holder en 800 tons tung og 100 meter høj raket klar til sin første opsendelse i næste uge.

Men hvis man skal tro den kommission, som præsident Barack Obama nedsatte i sommer for at gennemgå Nasas bemandede rumprogram, er det umuligt at færdigudvikle Ares-raketten til tiden, så den kan afløse de pensionsmodne rumfærger.

Prøveopsendelsen benytter en dummy af Orion-kapslen, som skal fragte astronauter til Den Internationale Rumstation.

Selve prøveopsendelsen har formanden for kommissionen, den tidligere direktør for rumfirmaet Lockheed Martin, Norman Augustine, ikke noget imod, selv om den koster 2,2 milliarder kroner.

»Nasa kan lære mange vigtige ting fra opsendelsen som vil hjælpe det bemandede rumprogram,« sagde han ved præsentationen af kommissionens rapport tirsdag.

Han har også stor forståelse for, at der stadig er tekniske problemer med den nye Ares-raketten.

»De tekniske problemer er naturlige i så avancerede aktiviteter. Det er vores overbevisning at med tilstrækkelig tid og midler, så kan Nasa og rumfirmaerne løse problemerne. Så programmet har gode chancer for at lykkedes,« sagde Norman Augustine.

Så problemet for Ares er ganske enkelt. Den bliver udviklet for sent, og der er ikke penge til den. Eller som kommissionensformanden formulerede det:

»Problemet med Ares-I er misforholdet mellem, hvornår den kan være klart, og hvornår der er brug for den - samt de omkostninger, der skal til for at få de to ender til at mødes.«

»Den primære konklusion fra kommissionen er, at USA i øjeblikket er i gang med et nyt bemandet rumprogram med Ares-raketterne og rejser til Månen, som ikke finansielt kan holde, som det ser ud i dag. Vi mener, at der er et misforhold mellem programmet indhold og dets bevillinger. Det er vores store bekymring, for i bemandet rumfart, hvor sikkerheden betyder alt, er det en utaknemmelig opgave,« sagde Norman Augustine.

Efter rumfærgen Columbias forlis i 2003 beordrede Bush-administrationen Nasa til at færdiggøre rumstationen, sende rumfærgerne på pension i 2010 og udvikle nye raketter og fartøjer så astronauter kan vende tilbage til Månen i 2020.

Nasas svar var Constellation-programmet med Ares-I-raketter til opsendelse af astronauter i Orion-kapsler og en kraftigere Ares-V-raket til opsendelse af forsyninger og Månelandingsfartøjet Altair.



23. okt 2009 kl 11:16

Michael Eriksen

Alternativ?

»Problemet med Ares-I er misforholdet mellem, hvornår den kan være klart, og hvornår der er brug for den - samt de omkostninger, der skal til for at få de to ender til at mødes.«

Jo, men hjælper det at skrotte Constellation og starte med et stykke blankt papir?

Alternativet er vel at satse på SpaceXs Falcon 9 med en Dragon kapsel til personopsendelse og Delta 4 til gods (eller købe adgang hos russerne eller ESA). Men Falcon 9 har end ikke fløjet endnu og Dragon er ikke færdigdesignet endnu. Fejler første opsendelse af Falcon 9 (som Falcon 1 gjorde) er tidsplanen gået op i røg...


23. okt 2009 kl 15:42

Børge Truelsen

Re: Alternativ?

nej hjælper helt sikker ikke, men må håbe at de tage sig sammen og smider lidt flere penge i den... så de ikke ender med et halvfærdig produkt som rumfærgen... eller at ISS styrter ned lige som skylab gjord i sin tid fordi rumfærgem ikke blive færdig


24. okt 2009 kl 10:34

Claus Pedersen

Re: Re: Alternativ?

nej hjælper helt sikker ikke, men må håbe at de tage sig sammen og smider lidt flere penge i den... så de ikke ender med et halvfærdig produkt som rumfærgen... eller at ISS styrter ned lige som skylab gjord i sin tid fordi rumfærgem ikke blive færdig

Det sker næppe eftersom russerne stadig kan sende bemandede kapsler til ISS og ESA med ATV kan sende forsyninger og booste dens kredsløb.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.