Leder: Klimatopmødet har gode chancer uanset vores lokale dramatik
Fakta
Tema
Der findes i Danmark ikke et problem, der er så stort, at det ikke kan overtrumfes af et manglende bilag på en omgang i diplomatiets tjeneste, fornemmelsen for en spændende personintrige eller spekulative tolkninger af mødeindkaldelser og fremdrømte magtkampe. Ser man weekend-tv kan man være i tvivl om, hvornår et afsnit i fiktionen Forbrydelsen II er slut, og hvornår 21 Søndag begynder. Hver uge byder på et nyt kapitel i klima-dramaet. Vi mangler næsten bare et mord.
Klima-dramaet i mediesfæren handler ikke meget om de reelle udfordringer med at skabe en forhåbentlig kommende aftale i København, men mere dramaet i de hjemlige kulisser og blandt enkeltpersoner. Så småt kan det blive. En konsekvens heraf er desværre, at det fjerner fokus fra, hvordan vi forhindrer opvarmningen af vores klima, og at man kan observere et tilsyneladende stigende antal opinionsdannere flirter med klimaskeptiske synspunkter - eller falder i den modsatte grøft, hvor klima-angsten kammer helt over i noget, der ligner religion.
Men topmødet er altså stadig på sporet - uanset ambitioner hos embedsværk og politikere i forskellige ministerier. Situationen er, at vi forlader det årelange, strategisk diplomatiske indspil og bevæger os over i en storpolitisk, taktisk fase, hvor klima-problemstillingen helt naturligt flytter sig fra fagministeriet og den tilknyttede minister til statsministre, kanslere og præsidenter. Når Lars Løkke Rasmussen derfor i de sidste uger op til COP15 kommer til at tegne topmødet, er det en konsekvens af, at det er Jintao, Singh, Obama, Merkel og Putin, der taler i den anden ende af telefonen nu. Det er ikke en desavouering af vores klimaminister.
Op til mødet vil vi i stigende omfang blive præsenteret for meldinger, der peger i forskellige retninger - den ene dag optimistisk, den anden dag negativ. Og det kan være vanskeligt at gennemskue, hvor bogstaveligt eller alvorligt vi skal opfatte dem. Senest har chefen for FN's klimasekretariat, Yvo de Boer, sagt, at han ikke tror på en klimatraktat i København, der juridisk forpligter de enkelte lande på en måde som Kyoto-aftalen. Men de Boer har indpiskerrollen til topmødet og hans melding er en del af det taktiske spil, der skal lægge pres på statsoverhovederne.
I øvrigt er amerikanerne ikke glade for Kyoto-grundlaget, der jo heller ikke har virket (og som amerikanerne står udenfor) og vil derfor have et nyt. Det tager tid og kan helt sikkert ikke nås inden december. Men mødet i København kan blive en succes, selv om slutproduktet kun fylder få A4-sider og ikke er en moppedreng af en traktat. Det afgørende er, at der formuleres en forpligtende og rammeskabende overordnet beslutning, der beskriver:
- Hvordan verden sikrer og kontrollerer, at middeltemperaturen kun stiger 2 grader celsius
- Konkrete og troværdige benchmarks for CO2-udledning - for såvel industrilande som vækstøkonomier
- Finansiel struktur og økonomisk plan for at hjælpe klimaudsatte ulande.
Det i længden vigtige er ikke kapitlerne i det politiske realityshow. Det vigtige er, at topmødet i København fører til at politikerne tager hjem og foretager de (teknologiske) handlinger, som sikrer klimaet.
