Farvel til den falske ingeniør
Cowi sendte Hanna Snorradottir på efteruddannelse i projektledelse, men hun fandt sit helt eget projekt. Miljøingeniøren skiftede lossepladser ud med historiefortælling.
Før Hanna Snorradottir tog det store karrierespring, var hverdagen præget af en indre kamp mellem den kritiske analytiker og en kreativ sjæl, der havde langt mere lyst til at arbejde med mennesker. (Foto: Das Büro)
Læs også
Selv om Hanna Snorradottir altid har fået høje karakterer i matematik, har hun alligevel følt sig som en dårlig matematiker, der udelukkende har overlevet på hårdt arbejde. En ubehagelig fornemmelse, når man som miljøingeniør dagligt bokser med at beregne affaldsvolumener, fortæller den kvindelige ingeniør, der i dag har forladt et fast job i Cowi til fordel for et liv som professionel historiefortæller og coach.
»Jeg kan huske et tilsynsmøde med en kunde, hvor jeg skulle foretage en udregning foran de andre deltagere. Det tog lang tid og var pinligt. Jeg frygtede hele tiden, at de skulle afsløre mig som den falske ingeniør,« fortæller Hanna Snorradottir.
Alligevel var det først efter tre år hos Cowi, at hun fik mod til at tage det store karrierespring. Forinden havde hverdagen været præget af en indre kamp mellem den kritiske analytiker og en kreativ sjæl, der havde langt mere lyst til noget så diffust som at "arbejde med mennesker". En interesse hun for alvor fornemmede under et internt efteruddannelsesforløb i projektledelse hos Cowi.
»Alt det, der handlede om ledelse, gruppedynamik og kundehåndtering, talte lige til mig. Til gengæld fandt jeg økonomistyring decideret kedeligt. Hver gang vi nåede til økonomien, foretog jeg altid 100 overspringshandlinger.«
Tidligere havde hun selv finansieret et kursus inden for NLP og vidste, at arbejdet med personlig udvikling lå hendes hjerte langt nærmere end regneark og VVM-redegørelser.
Men som barn af forældre, der værdsatte en god akademisk uddannelse, gjorde hun sig ingen forestillinger om at kunne leve af et kreativt arbejde. Derfor foretog hun et sikkert karrierevalg og fik umiddelbart efter endt studie det, hun troede var et drømmejob hos Cowi. Men følelsen af at være havnet på den forkerte hylde blev stærkere, som årene gik.
»Jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke var tilfreds. Jeg havde jo alt. Et udfordrende job med udenlandsrejser, søde kolleger og en sikker indkomst. Jeg følte, at jeg ville svigte min arbejdsplads, hvis jeg sprang fra,« siger Hanna Snorradottir.
En kritisk periode på hjemmefronten med skilsmisse satte imidlertid skub i refleksionerne. Hanna Snorradottir gik ned med stress og flyttede ind hos en kvindelig bekendt, der levede som skuespiller og historiefortæller.
Sammen tog de på et rekreativt ophold i Grækenland med historiefortælling og rituelle danse. For Hanna Snorradottir var det en stor forløsning at kunne udleve sine kreative sider, men allerede efter to dage tilbage på kontoret, meldte meningsløsheden sig igen.
»Jeg prøvede at være den ingeniør, jeg dybest set ikke var. Det krævede en enorm energi at opretholde facaden.«
For eksempel kunne hun ikke fortælle åbenhjertigt om sit ophold i Grækenland, men måtte nedtone oplevelserne med rituelle danse og fortælling, så det blev spiseligt for ingeniørkollegerne.
Det blev rejsefællen, der i sidste ende pressede Hanna Snorradottir til at tage det afgørende skridt.
»Hun sagde til mig, at det var mit eget valg, hvis jeg forblev i offerrollen som den, der ikke kan udleve sin passion. Men jeg skulle vide, at det ikke alene drænede mig - men også mine omgivelser - for energi.«
Kort efter sagde Hanna Snorradottir op hos Cowi uden andre planer end at ville begynde på Teaterskolen Scene 1.
Siden har hun desuden taget kurser inden for historiefortælling og coaching. I dag lever hun som coach for akademikerkvinder, afholder foredrag om stressforebyggelse og kurser om visioner og personligt lederskab.
Og selv om hun i dag synes, hun lever det liv, hun i bund og grund altid har drømt om, har det ikke været uden kampe at skulle opbygge nye kompetencer. De første mange gange på scenen slap hun ikke den kritiske ingeniørtilgang og stoppede konsekvent sig selv efter første strofe, fordi hun syntes, det kunne gøres bedre. Hun har måttet lære at være "mindre i hovedet, men mere i kroppen", som hun selv formulerer det.
Alligevel fortryder hun ikke sin ingeniøruddannelse.
»Jeg kunne ikke have valgt anderledes dengang, og mine år som ingeniør har givet mig en vigtigt indsigt i arbejdsmarkedet og i en tankegang, jeg trækker på i dag i mit arbejde som coach.«





