/biotek

Kontroversiel professor bliver i bestyrelsen for bio-selskab

Biobrændstof-professoren Birgitte Ahring ejer fortsat stor del af Biogasol og fortsætter også i bestyrelsen. Den nye direktør forventer at kunne rejse over 100 millioner kroner inden deadline i marts.

Af Mette Buck Jensen, torsdag 22. okt 2009 kl. 12:41

Den nye direktør for biobrændstofselskabet Biogasol, som bestyrelsen i sidste uge valgte at sætte ind på posten i stedet for professor Birgitte Ahring, sætter fokus på at rejse den nødvendige kapital, som skal sikre et prestigeprojekt på Bornholm, der skulle have været klar til klimatopmødet.

Birgitte Ahring ejer fortsat ca. halvdelen af selskabet og sidder i selskabets bestyrelse.

»Birgitte Ahring har valgt at lægge vægt på sin akademiske karriere. Hun vil fortsat arbejde med at videreudvikle teknologierne bag Biogasol, og vi vil samarbejde med hende om at få det kommercialiseret,« siger den nye administrerende direktør, Anders Weber, til ing.dk.

Han har været direktør for en række mellemstore selskaber og tror på, at han kan finde investorer, som vil indskyde de over 100 millioner kr., der er nødvendige for at få støtte fra de offentlige EUDP-midler.

»Sandsynligheden for at vi når at rejse den nødvendige kapital, inden tidsfristen udløber i marts er høj. Min erfaring siger mig, at vi har tid nok, og der er meget stor interesse for selskabet,« siger Anders Weber.

Han ønsker ikke at svare på, hvad der sker, hvis selskabet ikke når målet. I det tilfælde vil det udvikle en ny strategi, konstaterer han.

Anders Weber understreger desuden, at det ikke er nødvendigt at have yderligere dokumentation for, at den tekniske side af anlægget virker, for at skaffe kapital. Han finder den nuværende dokumentation tilstrækkelig.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.