Bioselskab fjerner kontroversiel professor fra direktørposten
Bestyrelsen for Biogasol har udskiftet den kontroversielle professor Birgitte Ahring og sat en erfaren erhvervsmand til at lede selskabet. Biogasol har stadig ikke pengene til at producere 2. generations biobrændstof på Bornholm.
Læs også
-
Ahring: Topmødegæster skal nok få bornholmsk bioethanol at se
-
Dommen: Birgitte Ahring scorer 85 millioner kroner i statstøtte
-
Birgitte Ahring overvejer at droppe bornholmsk biobrændstofanlæg
Læs mere om
Bestyrelsen for Biogasol, der skal udvikle teknologi til at producere biobrændstof af gylle, halm og landbrugsaffald, valgte i sidste uge at udskifte den kontroversielle professor Birgitte K. Ahring med den erfarne erhvervsmand Anders Weber som administrerende direktør.
Det er sket for at intensivere jagten på private investorer og opgradere den administrative ledelse af virksomheden, oplyser projektudviklingsdirektør Thor Gunnar Kofoed, der står for den bornholmske satsning Bornbiofuel, til Bornholms Tidende.
Idekvinden bag selskabet, Birgitte K. Ahring, er også professor ved Aalborg Universitet samt i spidsen for et stort bioethanolprojekt i USA, hvor hun opholder sig.
»Selv om Birgitte er dygtig, så er der kun 24 timer i døgnet. Vi har brug for en administrerende direktør, der kan være til stede i virksomheden i det daglige. Det her skal man se helt internt,« siger Thor Gunnar Kofoed til Bornholms Tidende.
Udvidet frist med tre måneder
Virksomheden har hårdt brug for en direktør, der kan få teknologien til at virke og ikke mindst finde investorer. Det er endnu ikke lykkedes at få skaffet de 150 millioner kroner fra private investorer, som skal sikre, at Biogasol får 114 millioner kroner udbetalt i støtte fra Energistyrelsen.
Pengene skulle have været i hus inden nytår, men Energistyrelsen har forlænget fristen med tre måneder.
»Det er en kæmpe udfordring for alle at rejse kapital for tiden, og ikke mindst for et selskab som Biogasol , der baserer sin forretning på en ny og risikobetonet teknologi. Derfor har vi fundet det rimeligt at give selskabet en forlængelse af tidsfristen. Men det er så også en absolut sidste frist, for EUDP-midlerne skal uddeles inden udgangen af 2010, og hvis ikke Biogasol kan udnytte midlerne, skal vi have tid nok til en ny uddelings-runde,« siger kontorchef Nicolai Zarganis fra Energistyrelsen til Berlingske Tidende.
Biogasol blev under store kontroverser tildelt hele EUDP-puljen på bioethanolområdet i begyndelsen af 2009. Puljen var på 85 millioner kroner, og der var otte ansøgere. Forud for tildeling af de 85 mio. kroner havde Biogasol modtaget 27,5 millioner kroner fra EUDP.
Teknikken driller også
Biogasol har ikke kun problemer med at skaffe kapital. Teknologien driller også, og både Energistyrelsen og mulige investorer vil se dokumenteret, at den tekniske side af anlægget virker, før de er villige til at investere, siger Thor Gunnar Kofoed fra det bornholmske projekt til øens dagblad.
Ifølge Thor Gunnar Kofoed er det dog ikke bioteknologien, men fortsat tekniske vanskeligheder omkring udviklingen af demonstrationsanlægget, der volder problemer.
Thor Gunnar Kofoed understreger, at Biogasol absolut ingen planer har om at droppe Bornbiofuel-projektet.
Ing.dk har uden held forsøgt at få en kommentar fra bl.a. bestyrelsesformand Jens Christian Mathiesen fra hovedinvestoren Bankinvest, Birgitte K. Ahring, Anders Weber og EUDP.
Tilføjelse: Birgitte K. Ahring har efterfølgende oplyst over for Ing.dk, at BioGasol har søgt efter en ny CEO siden sidste efterår, og at det som sker nu intet har med en fjernelse af Birgitte K. Ahring at gøre, men er en naturlig styrkelse af firmaet ledelse.






