Metrotogene bliver koldere for at banke elforbruget i bund
CO2-udslippet fra metroen skal halveres frem mod 2020, lyder det i en handlingsplan, der blandt andet omfatter koldere tog og lavenergipærer på tunnelstationerne.
Læs også
-
Metrobyggeri kan koste skattekroner efter kæmpeunderskud i By og Havn
Læs mere om
Dokumentation
Om 10 år skal metroens CO2-udledning per personkilometer halveres, og på længere sigt er målet, at metroen skal være helt CO2-neutral.
Udmeldingen kommer fra Metroselskabet i en netop offentliggjort miljørapport. Selskabet vil ikke acceptere, at Københavns metro udleder 17.154 tons CO2 - eller 41 gram pr. personkilometer.
Metroen, der er eldrevet, havde i 2008 et strømforbrug på 39.894 MWh. Eftersom elforsyningen i Danmark især stammer fra kulfyrede kraftværker, udgør gasser og partikler fra kraftværkerne en væsentlig miljøbelastning.
I 2008 var metroen skyld i en et udslip på 17.154 tons CO2, 24.336 kg NOx'er og 399 kg partikler.
Midlerne til at få strømforbruget ned er blandt andet at sænke minimumstemperaturen i togene. Den ryger allerede inden årsskiftet 18 ned til 16 grader, hvilket sparer 45 MWh årligt.
Desuden er belysningen på tunnelstationerne ved at blive udskiftet med lavenergipærer. Og inden årsskiftet bistår Dong Energy med et energitjek af metroen for at finde nye energispare-tiltag.
Flere ideer fra metroens passagerer er også under overvejelse:
- Ifølge handlingsplanen er metroselskabet i dialog om at opstille vindmøller til at dække hele metroens strømforbrug.
- Solpaneler på tagene af Metroselskabets domicil, kontrol- og vedligeholdelsescentret samt nogle af de overjordiske stationer.
- Afkøling af teknikrum ved i højere grad at benytte kold luft udefra, når udeluften er kold.
- Erstatning af togenes belysning med dioder, som bruger meget mindre strøm.
Læs om miljøkravene til anlægsarbejdet på Metrocityringen i Nyhedsmagasinet Ingeniøren fredag.






