Storbritannien på vej med landets første geotermiske kraftværk
I 2013 begynder Storbritanniens første geotermiske anlæg på 65 MW at producere fjernevarme og elektricitet. Ekspert hos Dong Energy er skeptisk over økonomien i projektet.
Fakta
Tema
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Det britiske selskab Geothermal Engineering har offentliggjort planer om at opføre Storbritanniens første kommercielle geotermiske kraftværk, der skal ligge i Cornwall i det sydvestlige England.
Kraftværket kommer til at producere 65 MW samlet, hvoraf 55 MW bliver brugt til fjernvarme, og 10 MW bliver omdannet til elektricitet.
Værket bliver et såkaldt ’hot dry rock’ anlæg, hvor man 'sprænger' revner i klipperne ved at pumpe vand under højt tryk ned i dem.
Planerne er at bore to 4,5 km dybe brønde for at få gavn af temperaturer, som man håber ligger på 170 grader celsius.
»Der er en væsentlig økonomisk anlægsomkostning, så tilbagebetalingen skal være det værd, og vi bliver nødt til at være i stand til at pumpe vand ned i stenene og pumpe det tilbage, uden det bruger for meget energi,« siger Ryan Law, direktør i Geothermal Engineering, til det britiske website nce.co.uk
Dong Energy: Det virker lige lovligt optimistisk
Prisen bliver på omkring 325 mio. kr., hvoraf selskabet der står bag, håber på at modtage godt 50 mio. kr. i støttekroner til opførelsen.
Jesper Magtengaard, forretningsansvarlig for geotermi hos Dong Energy, er uden at kende meget til Cornwall-værket umiddelbart en smule skeptisk over for det regnestykke.
Han fortæller, at man også i Tyskland har ’kommercielle’ værker, der dog kun løber rundt, fordi de modtager offentlig støtte, og indtil videre mener han ikke, at 'hot dry rock' teknikken er attraktiv kommercielt:
»Umiddelbart lyder det meget billigt for et 65 MW værk. Det virker optimistisk,« siger han.
Boringerne af de to 4,5 km dybe brønde påbegyndes i 2010, og værket forventes at være klar i 2013.






