Danmarks største anlæg for farligt affald er solgt til kapitalfond
Kommunekemi, der årligt kan behandle 185.000 ton farligt affald, er solgt til den nye kapitalfond EQT Infrastructures.
Kommunekemi A/S i Nyborg er blevet solgt for 260 millioner kroner til den bare et år gamle kapitalfond, EQT Infrastructure, der regner med at beholde virksomheden i maksimalt syv år.
Baggrunden for salget er, at både regler og marked har ændret sig. Affaldshåndteringen er blevet liberaliseret, og fra årsskiftet er det ikke længere kommunernes opgave at håndtere farligt affald fra erhvervslivet.
I fjor omsatte Kommunekemi for 318 millioner kroner og havde et overskud efter skat på 43 millioner.
At kapitalfonden betragter købet af Kommunekemi som et scoop, understreges af, at overtagelsen af Kommunekemi er EQT Infrastructure's anden og den første skandinaviske.
EQT hæfter sig både ved Kommunekemis placering som den største på markedet og dens kundekreds af internationale offentlige og private virksomheder:
»Vi opfatter Kommunekemi som en meget lovende investering. Den er en integreret del af dansk miljøinfrastruktur og har samtidig en fremtrædende europæisk placering. Der er både et godt potentiale i Danmark og resten af Europa, og vi ser frem til at etablere Europas førende virksomhed på området,« siger Lennart Blecher, partner i EQT Partners og rådgiver for EQT Infrastructure.
Det var landets kommuner, som i 1971 åbnede Danmarks første behandlingsanlæg for farligt affald. I dag er det ikke det eneste, men det største med sin årlige kapacitet på 185.000 ton.
Erik Fabrin (V), formand for Kommunernes Landsforening, mener, at salget sikrer Kommunekemi en international placering:
»Med salget fremtidssikrer vi Kommunekemi som en førende, globalt orienteret virksomhed på affaldsområdet med fokus på kvalitet, sikkerhed og bæredygtighed,« siger Erik Fabrin til Danske Kommuner, efter at forhandlingerne nu er kronet med held.
»Nu er udfordringen, at Kommunekemi skal bibeholde og styrke sin status som en anerkendt miljøvirksomhed med en unik international placering på det globale marked. Det kræver investeringer og udvikling, og det har den nye ejer bedre mulighed for at sikre end de danske kommuner,« siger han.






