Dansk fabrik skal producere 4.000 batterier til elbiler om måneden
Om to år begynder produktionen af mellem 3.000 og 4.000 batterier på en ny fabrik i Danmark. Den taiwanske batterigigant Amita står bag fabrikken, der hovedsageligt retter sig mod elbiler.
Læs mere om
Dokumentation
Den taiwanske batterikoncern Amita etablerer en batterifabrik i Danmark, som allerede i 2011 vil producere 3.000-4.000 batterier hver måned. Batterierne skal primært bruges til elbiler, skriver Børsen.
Batterierne bliver af typen lithium-ion og dermed er den type batteriproduktion tilbage på dansk jord, efter at Danionics i 2005 lukkede og flyttede produktionen til Asien.
Den nye batterifabrik bliver skabt i samarbejde med de to danske iværksættere Brian Hoehl og Lars Munksø og deres selskab Positive Energies. Begge har tidligere har arbejdet sammen med Amita omkring batterier til elcykler- og scootere.
Til Børsen oplyser Amitas adm. direktør, at en fabrik i Danmark vil kunne producere batterierne 20-25 procent billigere, end hvis de skulle være produceret i Taiwan og derefter transporteret til Europa. Det skyldes, at lithium-ion-batterier skal betragtes som farligt gods, når det transporteres.
Fabrikken bliver en kopi af en tilsvarende fabrik fra Taiwan og baseret på patenter stillet til rådighed af Amita.






