Anmoder om helikopter-assistance
Af Kristian von Bengtson og Peter Madsen ,
tirsdag 20. okt 2009 kl. 10:08
Rumkapslen Tycho Brahe er konstant under udvikling. Sædets hovedkonstruktion er ved at være på plads, der skal snart foretages pyrotests af skærme og jeg har langt om længe fundet min crash test dukke... Inden foråret skal der gerne være en fuld operationel kapsel, der lever op til vores krav om første opsendelse til ca 30 km.
Men før skibet skal sidde på toppen af HEAT til sommer 2010, agter jeg at gennemføre en droptest af skibet, fra ca 3 til 4 km´s højde. Formålet er at teste grundlæggende kommunikation til kapslen fra jorden, samt faldskærmssystemerne, så vi får en god landing på vand.
Jeg vil så forfærdelig gerne benytte en helikopter til droptesten, som kan bringe den op i højden og derefter give slip på den. Igennem de sidste 6 måneder har der været flere helikopter-"leverandører" på banen, men det har ikke rigtig været muligt at komme helt igennem. Det er dog mit indtryk at der er flere end man umiddelbart tror som besidder en helikopter...
Så derfor vil jeg nu tilspørge læserne derude om der er nogle som tilfældigvis har en god maskine stående i baghaven, eller adgang til een, som kan løfte en kapsel med længde 3 meter, diameter 65 cm, ca 300 kg til 3-4 km højde?
Da operationen jo kræver at der smides et objekt fra luften, vil det kræve en tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen. SLV har vi allerede et godt forhold til og de behandler os så smukt som det kan blive. Men, det betyder at der ligger en del administrativt arbejde forude for testen, som du gerne skal tage del i.
Er man interesseret i at bruge sin tid og maskine på denne herlige droptest, så skriv til mig på : kristian@copenhagensuborbitals.com
Jeg har et droptest-skriv klar til de interesserede.
På forhånd tak!
p.s Der betales naturligvis for brændstof og hvad vi ellers finder rimelig for sådan et samarbejde..
Mvh
Kristian von Bengtson