Selv om byggeriet katastrofebremsede i 2008, så var det kun 4 ud af de 13 største entreprenører, der faktisk oplevede fald i det primære resultat.
Byggestop og finanskrise var overraskende ikke nok til at tvinge entreprenørbranchen i knæ i 2008.
Blandt de store entreprenører med en omsætning over en milliard kroner havde kun 4 ud af 13 et mindre primært resultat i 2008 end i 2007. Og samlet voksede de største entreprenørers primære resultat med 357 millioner kroner - en vækst på knapt 40 procent.
Krone for krone var væksten størst hos listens nummer 1, MT Højgaard, der øgede det primære resultat med 120 millioner kroner til rekordhøje 314 millioner - 62 procent højere end i 2007. Det kunne endda have været endnu bedre, hvis MTH ikke skulle skyde 60 millioner kroner ind i datterselskabet Promecon, der tabte hele sin egenkapital.
Procentvis overgås væksten dog af Per Aarsleff på andenpladsen. Resultatet voksede 64 procent til 289 millioner kroner, mens omsætningen steg fra 4,3 til 5,3 milliarder kroner, hovedsageligt båret af indenlandsk vækst. Aarsleff måtte i årets løb betale cirka 45 millioner kroner til et forlig i en sag om licenser, men Aarsleff havde løbende hensat penge til forliget, så det gjorde kun driftsresultatet 10 millioner kroner lavere.
På fjerdepladsen rejste E. Pihl & Søn sig oven på katastrofeåret 2007, hvor det primære resultat styrtede fra 149 til 34 millioner kroner. I 2008 kom der 151 millioner kroner. Pihl arbejdede meget på Island, så vulkanøens kollaps gjorde ondt i Kgs. Lyngby.
Kun én af de store entreprenører, norsk-ejede Hoffmann, kom ud med et negativt primært resultat.
I branchen som helhed steg antallet af konkurser dog med 40 procent, men det var mest de mindre entreprenører, der bukkede under. Så noget tyder på, at de seneste års økonomiske øretæver og mange fejlramte projekter, virkelig har fået de store entreprenører til at fokuserer benhårdt på risikostyring, udvælgelse af projekter og på at reducere antallet af fejl i deres kerneforretning: byggeriet. Men der er stadig stor forskel på, hvor godt entreprenørerne klarer sig som developere.
NCC Construction måtte nedskrive værdien af sine handelsejendomme med 69 millioner kroner, men de bedste eksempler på faren ved developerrollen finder vi i bunden af listen.
Hoffmann endte 2008 med underskud på 11 millioner kroner. Det er 100 millioner bedre end året før, men de fortsatte røde tal skyldes Hoffmanns developerdel, der endte 2008 med et underskud på 19 millioner kroner, mens entreprenørdelen fik overskud.
Hoffmann overgås dog af Skanskas entreprenørselskab. Efter store tab har Skanska valgt at sælge sin byggeridel fra, så selskabet nu kun afvikler garantiforpligtigelserne på koncernens tidligere byggerier. Det gav i 2008 et minus på 201 millioner kroner. Desuden forsvandt 200 millioner af egenkapitalen.
Nordjyske Enggaard, derimod, kom endnu en gang ud med branchens bedste overskudsgrad på 16 procent - båret oppe af en meget betydelig developerforretning.
Blandt teknikentreprenørerne klarede Kemp & Lauritzen sig bedst. Omsætningsvæksten på 37 procent er den højeste blandt de store entreprenører. Til gengæld led asfaltentreprenørerne Arkil og NCC Roads under stigende energipriser og faldende markeder.på grund af finanskrisen.
Fakta: Vinder på færre fejl
MT Højgaard sætter sig solidt på entreprenørnes trone for andet år i træk med et primært resultat, der er vokset med 62 procent i 2008. Rekordresultatet skyldes projektsalg, bedre økonomistyring og færre fejl, men kunne have været endnu bedre, hvis datterselskabet Promecon ikke var havareret.
Rank 2009
Interaktivt kort med brancher og topliste »
Alle 800 virksomheder sorteret »