Elektronikvirksomhederne slap nådigt igennem 2008, for finanskrisen bevægede sig tilpas langsomt ned gennem forsyningskæderne, til at den ikke slog igennem i regnskaberne.
Bunden er nået, lyder det fra brancheorganisationer og analytikere. Nu kan det kun gå fremad.
Og ser man på elektronikvirksomhedernes regnskaber for 2008, kunne man også foranlediges til at tro, at vi ser en branche, der klarer skærene uden alvorlige mén.
Sandheden er desværre bare, at krisen endnu ikke har slået igennem i mange af disse regnskaber.
Hvor de amerikanske banker allerede begyndte at ryste i bukserne for to år siden, nåede ringene i vandet først for alvor de danske underleverandører i begyndelsen af 2009. Og sammen med det evigteksisterende behov for at kunne levere bedre og billigere produkter, har flere virksomheder også måttet slås med at skabe mere fleksible forhold for kunderne, der nu kun har råd til små varelagre - hvis de overhovedet køber ind.
2008-tallene ser dog stadigvæk fornuftige ud over det meste af linjen. Samlet set har det gennemsnitlige niveau for det primære resultat ikke ændret sig i forhold til året før. Der er heller ikke virksomheder, der står med minus på bundlinjen.
Traditionelt klarer de stærke, danske høreapparatvirksomheder sig fremragende, og der er i det hele taget ikke de store udskiftninger at spore i Top 10.
Dog har det danske superbrand B&O taget sig lidt af en rutsjetur i løbet af de senere år og er røget ned på en 74. plads på den samlede liste. Sidste år lå B&O som nr. 41, og tidligere har de ligget endnu højere oppe. Og så har vi endda her fat i 07/08-regnskabet, der blev til, før koncernen tabte endnu en milliard kroner i omsætning. Et resultat, der sendte årsresultatet ned i det røde felt.
Analytikere peger på en for sløv tilgang af nye produkter til for høje priser. Pusten er gået af fornyelsen, og B&O er samtidig løbet panden mod muren, da de valgte at lægge software-opgaver til Indien. Opgaver, der ikke lykkedes helt.
Desuden går kritikken på, at for mange ressourcer er blevet lagt i at levere systemer til dyre biler, heriblandt Audi og Aston Martin.
Men hvor luksusbilerne måske er sat lidt på standby og ikke just får B&O's regnskaber til at blomstre igen, så er der nye knopskud fra energivirksomhederne. Klima er 'hot stuff', og flere virksomheder definerer i år sig selv som energivirksomheder - en kategori, vi slet ikke havde med i elektronikopgørelsen for 2007. Men virksomhederne ser ud til at klare sig godt i 2008-tal.
Kamstrup er skudt i vejret fra plads nr. 258 til nr. 138 på grund af en fordobling af det primære resultat.
Kk-electronics, der har solgt en del af printdivisionen fra og nu koncentrerer sig om elektronik til vedvarende energi, er hoppet fra plads nr. 380 til nr. 190 med en tredobling af det primære resultat, selv om også vindmølleindustrien svinger lidt langsommere end tidligere.
Dog lyder det fra flere virksomheder, at ordrebøgerne er fundet frem igen og optimismen ligeså. Om dette vil afspejle sig allerede i 2009-regnskaberne er dog tvivlsomt.
Fakta: Høreapparater på toppen - igen
Igen i år står Oticon på toppen af skamlen - på trods af en faldende indtjening. Ved udgangen af 2008 kunne koncernen fremvise et primært resultat på 695 millioner kroner ud af en omsætning på 2.518 millioner kroner. Faldet i omsætning har været marginalt, 58 millioner kroner, mens det primære resultat er faldet med 127 millioner kroner. På andenpladsen finder man også en høreapparatproducent, Widex, med et primært resultat på 471 millioner kroner.
Få Ingeniørens nyhedsbrev med nyheder, blogs og internationale historier om elektronik. Udsendes hver mandag
Rank 2009
Interaktivt kort med brancher og topliste »
Alle 800 virksomheder sorteret »