Britisk rapport: Verdens olieproduktion topper inden 2020
Det meget omstridte vendepunkt for verdens olieproduktion, vil formentlig allerede finde sted inden 2020, mener britiske forskere. Men produktionen vil falde langsomt.
Peak oil, øjeblikket hvor olieproduktionen har nået sit højdepunkt, kan ifølge britiske UK Energy Research Center (UKERC), lure lige om hjørnet.
UKERC konkluderer i en ny rapport, at det sandsynligvis vil ske inden år 2030, men at risikoen for at olieeventyret vender inden 2020, er bemærkelsesværdigt stor.
Højdepunktet vil betyde, at vi går en tid i møde med langsom og dyr olie på grund af, at den resterende olie bliver sværere at finde, udvinde og producere.
Teorien om Peak oil har vist sig at holde stik, hvad angår flere landes vendepunkter for olieproduktion, men usikkerheden om hvornår det globale Peak oil nås, præger stadig debatten. Fra UKERCs side bliver der heller ikke ligefrem meldt en specifik dato ud.
Rapportens hovedforfatter, Steve Sorell er seniorforsker hos UKERC. Han siger:
»Som vi ser det, er prognoser, der udsætter kulminationspunktet for konventionel olieproduktion til efter 2030 i bedste fald optimistiske og i værste fald usandsynlige«
Ifølge UKERC er der dog både usikkerhed i de politiske og økonomiske aspekter og i de rent geologiske fakta der skal til for at forudsige mulighederne for fremtidens olieproduktion.
Når kulminationspunktet kommer, vil det næppe føre til et pludseligt styrtdyk i oliemængden, men snarere til en periode, Steve Sorell beskriver som et ’ ujævnt plateau’ inden mængden af udvundet olie vil falde.
Fremtidens oliemarked er ustabilt
Selv om nye store oliefund kan udskyde Peak oil, er effekten begrænset, påpeger forskerne bag rapporten. Som eksempel vurderer de, at de nylige fund i Den Mexicanske Golf kun vil udskyde højdepunktet med enkelte dage eller uger. Det skyldes verdens høje olieforbrug på omkring 80 millioner tønder om dagen, skriver The Guardian.
Et fald i produktionen vil medføre højere og mere ustabile priser, ligesom det vil fremme investeringer i endnu mere forurenende fossile brændstoffer som olie i sand, hvor udvindingen kræver store mængder energi.





