Sander vil bruge 700 mio. kr på grøn forskning
Regeringen vil bruge 700 mio. kr fra globaliseringspuljen til at styrke den grønne forskning over de næste tre år.
Dokumentation
Over de næste tre år bruger vi 700 millioner kroner på at styrke den grønne lød det fra videnskabsminister Helge Sander (V), da han i dag, fredag, præsenterede sin nyeste plan.
Udspillet kommer i kølvandet på Anders Fogh Rasmussens (V) ide om, at Danmark skal være et internationalt center for grøn forskning.
»Regeringen foreslår en massiv offentlig satsning, som jeg forventer, kan modsvares af en tilsvarende prioritering blandt private virksomheder og fonde. Der synes heldigvis at være enighed om regeringens målsætninger om at gøre Danmark til en grøn vækstnation,« siger Helge Sander i en pressemeddelelse.
Pengene vil falde på et tørt sted, for ifølge rapporten, Grøn forskning – Status og perspektiver, som også præsenteres i dag, så halter Danmark langt efter lande som Japan, Finland, Spanien, Frankrig og Tyskland, når man måler på, hvor stor en del af de offentlige forskningsmidler, der går til energi og miljø. I Japan er det 16 procent, mens de europæiske lande bruger mellem 9,4 og 6,7 procent af forskningskronerne til området. I Danmark er det kun 4,9 procent.
Rapporten bemærker dog, at den lave andel i Danmark til dels skyldes, at de danske forskningsmidler sjældent øremærkes til bestemte områder.
Godt 200 mio kr. skal ifølge Regeringen gå til Green Lab DK – et testcenter for klimateknologier, som regeringen foreslog oprettet i forbindelse med den erhvervsklimastrategi, som blev præsenteret for to uger siden.
Men derudover er Videnskabsministeren ikke særlig konkret med, hvad de resterende penge egentlig skal bruges på. I statusrapporten nævnes fem områder, hvor der bør være mere fokus: Udover investeringer i grøn forskning og innovation, så er det på at styrke sammenhæng og koordination i indsatsen og sikre det internationale engagement. Samtidigt vil Regeringen have private virksomheder til at spytte flere forskningskroner i kassen.
»Vi skal styrke det offentlig-private samarbejde, også på det grønne område. Derfor har jeg taget initiativ til en dialog med i første omgang Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation for at skabe større sammenhæng mellem grøn forskning og innovation,«
Tidligere i år kortlagde Erhvervs- og Byggestyrelsens forsknings- og analyseenhed 720 virksomheder, som udvikler og sælger miljø-, klima- og energieffektive teknologier. Men selv om de omsætter for over 300 mia. kr, så bruger de ifølge rapporten meget mindre på forskning end virksomheder indenfor eksempelvis sundhed og it.
S-ordfører: Regeringen kalder jo alt for grønt i øjeblikket
Pengene til satsningen skal komme fra globaliseringspuljen, så det kræver enighed mellem regeringspartierne og forligspartnerne hos Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Men i Socialdemokratiet er forskningsordfører Kirsten Brosbøl mere mystificeret og forarget end imponeret over Videnskabsministerens planer.
»Umiddelbart er det svært at gennemskue, hvad Regeringen egentlig vil bruge de 700 mio, kr. på. Og noget af det, som de nu kalder grøn forskning, som eksempelvis støtte til forskningsinfrastruktur er jo ikke nødvendigvis grøn forskning. Det lader til, at de bare hæfter grøn på alt, som de præsenterer for tiden.«
Brosbøl savner blandt andet et klart fokus på miljøteknologi, som hun mener, at Regeringen har overset i alt snakken om energi og klima. En af de kommende dage præsenterer Socialdemokraterne deres eget oplæg.






