I Nürnberg i Tyskland har kommunalbestyrelsen besluttet et af EU's mest ambitiøse klimamål. I 2020 skal CO2-udledningen være reduceret med 40 procent, sammenlignet med 1990-niveauet. Derfor er en række initiativer i gang i byen i et samarbejde mellem private og offentlige parter. Eksempelvis har man i et boligkompleks med 200 lejligheder installeret et såkaldt CHP-anlæg med en brændselscelle, der skal producere både elektricitet og varme. I et andet boligkompleks er installeret en dansk Stirlingmotor.

Problemet er bare, at begge installationer står stille - for de virker ikke. Snart vil man modtage en ny udgave af Stirling-motoren, 'og så må vi jo vente og se, om den virker', lød det fra diplomingeniør Erich Maurer på en EU-konference i sidste uge i Bruxelles, hvor 7.000 lokalmyndigheder og eksperter var samlet.

Begge eksempler er et varsel om, hvad der kan ske de næste mange år, når stat, kommuner og regioner vil investere i klimateknologi. Det sker både for at matche vælgernes bekymring for klimaforandringerne, men også fordi investeringer i cleantech kan give store besparelser på f.eks. el- og varmeregningen.

Det er ikke småpenge, det offentlige har til rådighed til cleantech. Herhjemme vil der i de kommende år blive investeret et tocifret milliardbeløb i kommunerne, og en meget stor del vil gå til cleantech. Og EU-Kommissionen signalerer netop nu, at den ønsker at øge mængden af penge til energiudvikling fra tre til otte milliarder euro om året.

Men sporene skræmmer. Når det offentlige går i gang med at udvikle og implementere ny miljøteknologi, går det ofte galt: I Helsingør har et kommunalt biogasanlæg til 90 millioner kroner stået stille i årevis, og i Århus kommune kuldsejlede et affaldssystem fuldstændigt - det forkromede System 2000, hvor affald skulle sorteres, så alle borgernes kartoffelskræller kunne komposteres.

I alt har en række kommuner i 1990'erne spildt op imod en halv milliard kroner på diverse forsøg med ny affaldsteknologi, har Jyllands-Posten tidligere dokumenteret.

Det kan gå an, hvis en kommune køber en enkelt brintbil som pilotforsøg, og den viser sig ikke at fungere. Men det går ikke, hvis kommunerne bruger store skatteyderfinansierede anlægssummer på klimaprojekter uden at sikre sig mod fejl og fadæser. Derfor kan det undre, at man på kommunalt plan ikke er bedre til at udveksle erfaringer om cleantech-indkøb. Projektmagerne erkender blankt, at Nordfyn ikke ved meget om, hvad der foregår i Næstved og da slet ikke i Nürnberg. Både positive erfaringer og fejlindkøb skal frem i lyset, selv om det kan give pletter i politikernes karakterbog. Samtidig er det bekymrende, at kommunerne ikke i højere grad involverer leverandørerne af teknologi økonomisk med den såkaldte ESCO-ordning, hvor kommunen får garanteret en besparelse. Og det er decideret kritisabelt, når en borgmester som Klaus Bondam i København for at promovere sig selv går på storindkøb af brintbiler i et maskeret og risikabelt udviklingsprojekt. Vel at mærke med en teknologi, der er både dyrere og forurener mere end andre, langt mere afprøvede teknologier.

Prisen for et fejlslagent klimaindkøb betales ikke bare af borgerne, men også af klimaet. Enhver teknologi kræver energi at producere, transportere og implementere. Så hvis det aldrig kommer til at køre, ville det have været bedre ingenting at gøre.