blogs kategori-billede

Protonkrigen IV: Fredsduer over Storebælt?

Af Klaus Seiersen,  onsdag 14. okt 2009 kl. 22:19

Så er der muligvis ved at være enighed i den verserende Protonkrig. I torsdags anerkendte medlem af Region Hovedstaden Nina Berrig i Jyllands-Posten, at "et tilbud, som skal dække hele Danmarks og måske nabolandenes behov - bør placeres efter faglige kriterier og ikke som en politisk fjer i hatten til en 'vinderregion'".

Dermed tyder det altså på, at københavnske politikere kommer kollegerne i Midtjylland i møde, så der bliver mulighed for, at placeringen af et kommende dansk protoncenter udpeges af faglige eksperter og ikke politikere.

I går bakkede formanden for Overlægeforeningen, Erik Kristensen, også op om dette synspunkt: "Overlægeforeningen kan selvsagt ikke afgøre, hvilken by der er bedst egnet. Problemet er, at der ikke findes uvildige eksperter herhjemme, som kan vurdere det. ... Derfor opfordrer Overlægeforeningen regeringen til at nedsætte en gruppe af internationale eksperter, som skal vurdere de to regioners egnethed."

Tilsvarende udtaler adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Arne Rolighed, at et eventuelt kommende partikelanlæg skal placeres der i landet, hvor lægerne og forskerne er de bedste til at håndtere opgaven: "Et sådant stort anlæg bør gå i udbud, og i sidste ende bør man lade de bedste vinde. Kræftpatienterne er villige til at rejse efter den bedste ekspertise".

Og det skulle vel så være det...

Ikke nødvendigvis. Som en general, der har mistet kommunikationslinjerne til hovedkvarteret, kæmper hovedstadens regionsformand Vibeke Storm alene videre med pinlige og usaglige argumenter. Til Jyllands-Posten udtaler hun for eksempel:

"Man kan ikke placere efter, hvor der er en dygtig læge. Skal man så også flytte det, hvis han gifter sig med en nordjysk pige og flytter? Og hvad, når han skifter konen ud? Nej, det er altså for tilfældigt".

Hun fortsætter: "Hvis Jylland har brug for noget egnsudvikling, så giv dem dog det. Det handler om  atomfysik og acceleratorer, og det nytter altså ikke at flytte Niels Bohr Instituttet til Jylland".

Vibeke Storms indlæg har skabt vrede på Institut for Fysik og Astronomi i Århus. I weekenden skrev to af stedets tunge professorer derfor et læserbrev, hvor man stærkt kritiserede Vibeke Storms indsigt i den danske forskningsverden.

Til hendes kommentar om at flytte Niels Bohr Instituttet til Jylland svarer man: "Ironisk nok er det angående atomfysik og acceleratorer præcis, hvad der skete midt i det forrige århundrede. Flere unge atomfysikere fra Niels Bohr Instituttet blev ansat som professorer i Århus, og tyngdepunktet for atomfysik ved acceleratorer flyttede dermed til Århus. ... Konklusionen er klar: Med al respekt for Niels Bohr Instituttets fremragende forskning på en række områder er Aarhus Universitet landets førende kompetencecenter inden for atomfysik og acceleratorer".

Måske skulle Vibeke Storm nøjes med at bruge sine kræfter på at overbevise Sundhedsministeren om, at vi overhovedet skal have et partikelterapi-center i Danmark, og så lade eksperterne udtale sig om, hvor i landet det er bedst at placere det.



14. okt 2009 kl 23:14

avatar

John Seiersen

Re: Protonkrigen IV

Der findes talrige eksempler i historien på generaler, der afskåret fra kommunikation med foresatte, har kæmpet heroisk, intelligent, med overbevisning og ikke mindst med succes. Jeg er derfor lidt ked af, at du sammenligner generaler med en socialdemokratisk regionspolitiker. Det er ikke rimeligt over for militæret.


15. okt 2009 kl 07:22

avatar

Klaus Seiersen

Re: Re: Protonkrigen IV

Jeg er derfor lidt ked af, at du sammenligner generaler med en socialdemokratisk regionspolitiker. Det er ikke rimeligt over for militæret.

Jeg beklager.

---Klaus


15. okt 2009 kl 11:06

Philip Kuhlmann

Kan vi ikke flytte

Kan vi ikke flytte Vibeke Storm til Aarhus?
Så kan hun jo kun lave storm - derovre - i et glas vand! ;-)


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.