Industrien kan spare enormt på eksisterende løsninger
Fakta
Tema
Læs mere om
Industrien er præget af alt for meget snak og alt for lidt ‘action’. Sådan siger direktøren i Danfoss Solution, der er en af de energikonsulenter, der hjælper produktionsvirksomheder med at reducere energiforbruget.
»Man bliver overrasket over, hvor lidt der egentlig bliver gjort. Industrien har i mange år haft fokus på energieffektivisering, men praksis viser, at der stadigvæk er rigtigt meget at komme efter. Vi laver typisk projekter, der giver kunden 10-20 procent besparelser på energiforbruget – og med en tilbagebetalingstid på tre år,« siger direktør Johnnie Rask Jensen.
Han tror, den manglende handling i virksomhederne skyldes den banale forklaring, at forslag til energieffektivisering kommer fra en miljøafdeling, der tænker i enkeltprojekter.
Hvis man i stedet sælger effektiviseringerne som en strategi, der sparer virksomhen flere millioner kroner, begynder det at batte noget.
Johnnie Rask Jensen er ikke sikker på, at lovgivning vil være det mest effektive pressionsmiddel over for industrien. Til gengæld vil det hjælpe at skrue op for energipriserne, mener han.
Statistik fra Energistyrelsen viser, at produktionserhvervene brugte 2,4 procent mindre energi i 2008 end i 2007, men Danfoss Solutions ser et endnu større potentiale.
Johnnie Rask Jensen peger på, at der kan hentes besparelser i Europa og Nordamerika på 750 milliarder euro ved blot at bruge de teknologier og metoder, der allerede findes. Han peger på bedre styring og kontrol, frekvensomformere, opgradering af pumper, varmegenvinding, trykluftssystemer, køleanlæg og isolering som nogle af de mest oplagte steder at optimere.
Branchedirektør i DI Energibranchen Anders Stouge er enig i, at teknologierne i høj grad findes allerede, og blot skal ydnyttes.
»Energieffektivisering har længe været interessant i virksomhederne, men der er stadig besparelser at hente. Typisk skal de have hjælp til det, fordi de koncentrerer sig om kerneforretning, og har en grænse for, hvor mange ressourcer, de vil bruge på det,« siger han.











