Leder: Held og lykke til nyt nordjysk mobileventyr

Aalborg Universitet, Infineon og Agilent er gået sammen om 4G telefoni - med Højteknologifonden som sponsor. Det tyder på, at noget stort er under opsejling i Nordjylland.

Af Rolf Ask Clausen, onsdag 14. okt 2009 kl. 08:03

"Det Nordjyske Mobileventyr" ser ud til at være på vej ind i et helt nyt kapitel med mandagens støtte fra Højteknologifonden.

Støttebeløbet er på 45 mio. kr. og er Højteknologifondens hidtil største check. Projektpartnerne indskyder yderligere 45 mio, så projektet i alt står med 90 mio. kr. Det er mange penge, også selv om det ikke er på højde med det hedengangne forskningsminister-støttede nordjyske IT-fyrtårn, som havde et tilskud på 170 mio. kr.

Til gengæld er Højteknologifondens projekt af en noget højere lødighed. Det ses ikke mindst af de tre projektpartnere:

* Aalborg Universitet, som har en solid styrkeposition på mobilområdet.

* Agilent Technologies, som engang i forhistorien bar det for instrumentforbrugere hæderkronede navn HP – indtil HP-navnet skulle bruges på computere. Agilent er ubestrideligt en af verdens førende leverandører af test og måleudstyr.

* Infineon, som er en betydelig spiller på chipmarkedet, blandt andet inden for højfrekvensområdet.

Selve projektets emne er udvikling af 4G-telefoni – såkaldt LTE (Long Term Evolution) – den teknologi, som skal tage over efter de nuværende 3G. Set med forbrugerøjne vil denne teknologi kunne bringe båndbredden op med noget i retning af en faktor ti i forhold til de nuværende 3G-net. Det er noget, der vil kunne mærkes, når man sætter den bærbare online i toget.

LTE-teknologien ikke på plads endnu, men vil tage form i de kommende år. Parallelt med udvikling af selve teknologien skal udvikles test og måleudstyr og de apparater, som forbrugerne forventes at købe.

Paralleliteten mellem teknologi, måling og forbrugerprodukter er meget væsentlig, for gøres det på den rigtige måde, kan produkterne bringes frem på markedet konkurrencedygtigt hurtigt. Hvilket er helt afgørende i det særdeles utålmodige telemarked.

I det lys er det særlig interessant, at projektet indebærer, at Agilent etablerer en udviklingsafdeling i Aalborg. Det er i høj grad en cadeau til de ingeniørkompetencer, som findes i området og som blandt andet var medvirkende til at Motorola havde en stor afdeling dér.

Der er derfor al mulig grund til at ønske nordjyderne og projektdeltagerne tillykke med samarbejdet. Og held og lykke i et marked, hvor det blæser, og hvor det derfor er afgørende at samle de rigtige kompetencer – som det sker her.



14. okt 2009 kl 12:02

Bente-ingrid Bruun

den trådløse orkan

Ja, det blæser med trådløse vinde over landet. Der er tale om mikrobølger, og det nærmer sig en orkan.
Der er dokumenteret biologiske skadevirkninger ved EMF
Kig her www.emf2009.no


15. okt 2009 kl 14:54

Stephan Engberg

Gavn for Danmark?

Umiddelbart er det vanskeligt at se hvilken gavn Danmark får at at finansiere udenlandske virksomheders produktudvikling?

Tidligere betød en udviklingsafdeling at man også etablere produktion, dvs. skabte arbejdspladser, underleverandører og eksport.

Sådan er det ikke længere. Nu fører udenlandsk opkøb af danske virksomheder til at de IPR-strippes og isoleres til en one-stribed-zebra der taber dumpes når de ikke længere kan bruges. De taber dermed konkurrenceevne over tid fordi de bliver for specialiserede i en enkelt funktion så de står uden konkurrenceevne, når det ben falder.

Der er ganske enkelt behov for grundliggende nytænkning og forståelse for spillerreglerne i den digitale verdens globale konkurrencelogik.



Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.