Vejbroer i kulfiber erstatter tungt, stålarmeret beton
Udslidte betonbroer i USA bliver udskiftet med lette broer af kulfiberrør, der ankommer til byggepladsen i en slags rygsæk. Broerne er saltbestandige og billige.
De bærende dele af denne nye bro består af kulfiberslanger, som blæses op med trykluft og fikseres i den buede facon med vinylester. Når rørene er på plads, fyldes de med beton, som dermed er sikret mod nedsivende salt fra vejen ovenpå. (Foto: University of Maine)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
En ny og billig type vejbro med støttende buer af kulfiberrør er ved at blive testet i praksis i USA. Hvis den som forventet tåler trafikbelastningen, skal den udbredes som erstatning for utallige små og mellemstore betonbroer, som trænger til udskiftning.
De første to byggerier tyder på, at der kan spares cirka 25 procent eller et par millioner kroner for de mindste broer, der opføres på den nye måde. Men gamle byggetraditioner med stål og beton skal overvindes, inden det nye, stål-fri koncept kan blive almindeligt accepteret blandt vejingeniører.
Der er nu bygget to broer af den nye type, og de kan bygges på få dage, blandt andet fordi der ikke er behov for tunge kraner. Yderligere seks skal opføres i staten Maine i løbet af de næste to år, skriver University of Maine på sin hjemmeside.
Kulfiberslanger blæses op med trykluft
Kulfiberrørene ankommer til byggepladsen som en let pakke med en sammenrullet kulfiberslange. Konceptet har derfor fået navnet "Bro-i-en-rygsæk".
Slangestykker i den rette længde bliver anbragt på en form, som i forvejen har fået den rette, buede facon. Derpå blæses slangen op med trykluft.
Nu sprøjtes en blanding af kulfibre og vinylester ind i slangens skal, og når det resulterende rør er hærdet i løbet af en nat, kan det lægges på plads med håndkraft i fundamenterne på hver side af vandløbet. Til sidst fyldes rørene op med beton gennem et hul i buens øverste del. Rørenes styrke er nu det dobbelte af tilsvarende stålbjælkers.
Når alle rørene er på plads, pålægges et let dæklag af kompositmateriale. Ovenpå fyldes grus og jord op til den højde, hvor vejens asfalt skal påføres. Broens sider er opbygget af kompositmaterialer og præfabrikeret beton.
Vinterens salt skader ikke broen
En af fordelene ved den nye konstruktion er, at den ikke er sart overfor nedsivende salt fra vinterens afisning. Den slags plejer at angribe jernarmeringer og beskadige beton. Men den del af den nye konstruktion, som har styrke, er nu indesluttet i en tæt kappe af kulfibermateriale.
Maine-forskerne skriver i en af universitets pressemeddelelser, at katastrofen 1. august 2007, hvor en stor motorvejsbro over Mississipi brød sammen i Minneapolis, har medført en stærkt forøget opmærksomhed på broers styrke og på muligheden for at overvåge broers tilstand.
De nye broer er fyldt med sensorer, som automatisk bliver aflæst døgnet rundt. Dermed er der mulighed for at gribe ind hurtigt, hvis der opstår uventede spændinger i konstruktionen under den daglige trafikbelastning.
Cowi: Kulfiber til broer kan hurtigt blive dyrt
Direktør Lars Hauge, Cowi's afdeling for broer, siger om brugen af lette fibermaterialer:
»I Danmark har vi gjort forsøg med kulfibre i en halv snes år. For eksempel har vi et projekt i Herning med Vejdirektoratet. Det er en skråstagsbro, hvor alle kabler og traditionelle armeringer er udskiftet med kulfibermaterialer. Det er klart, at vi løbende følger med i udviklingen af nye materialer, og vi kikker over skulderen på for eksempel flyindustrien, som går foran i den udvikling. Det, der bremser udbredelsen af kulfibre i brobyggerier, er typisk prisen, som er noget højere.«
Uden at have set pressemeddelelsen fra University of Maine endnu, er han lidt skeptisk over for påstanden om, at kulfiberbroer skulle kunne bygges med en besparelse på 25 procent i forhold til traditionelle konstruktioner.
»Det vil jeg gerne se først,« siger han.
