Hvidovre: Nyt it-system vælger antibiotika og kan redde 100 liv
Hospitalet i Hvidovre har som de første valgt at købe dansk it-system, der kan hjælpe læger med at vælge den rette antibiotikabehandling. Alene på Hvidovre vil det redde 100 liv om året.
Bakterierne forsvarer sig mod antibiotika på mange forskellige måder. Blandt andre dem, der er illustreret i bakterien her. (Grafik: Lasse G. Jensen)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Hvidovre Hospital skrev i sidste uge endelig under på en kontrakt om at bruge it-systemet Treat, der kan hjælpe lægerne med at afgøre hvilke antibiotika, de enkelte patienter skal behandles med.
Hospitalet er de første, der satser på det danske it-system, der både kan redde menneskeliv og hjælpe med at bremse bakteriernes truende udvikling af resistens mod antibiotika.
Systemet kan nemlig udregne sandsynligheden for bakteriearten og risikoen for, at den er resistent over for bestemte antibiotika, mere præcist end lægen kan, da der er mange faktorer der skal indregnes. Systemet har desuden alle de seneste informationer om bakterier og resistens i lokalområdet, samt patientens symptomer, historik og blodprøver.
Herudover afvejer systemet risikoen for udvikling af resistens ved brugen af de forskellige typer af antibiotika i forhold til patientens tilstand.
Direktør i Judex, Erling Henningsen, fortæller glad, at virksomheden ser store perspektiver i salget af Treat.
»Det er vores første kommercielle salg, og vi forventer helt klart, at det er en døråbner til markedet og flere aftaler,« siger han til Ing.dk
F.eks. forhandler de med det hospital i Israel, hvor de også har afprøvet systemet. Der er dog ingen underskrift på papirerne endnu. Herudover viser sygehusene i Vejle og Horsens også interesse.
»Det er meget spændende i og med, at det er første gang, vi får det ud at køre klinisk og alle oplysninger om patienten automatisk vil komme ind i Treat,« siger han.
Det forventes, at Hvidovre Hospital vil kunne tage Treat i brug omkring årsskiftet – i første omgang på tre afdelinger.
De årlige driftsomkostninger til Treat er cirka 750.000 kr. for et sygehus. Men ifølge Judex kan det tjenes ind to gange om året alene på færre udgifter til antibiotika. Oveni kommer så færre sengedage, dødsfald osv.
Sparer 3.000 sengedage på Hvidovre Hospital
Hvidovre Hospital har tidligere fortalt om deres gode erfaringer fra afprøvninger af Treat til Ingeniøren. Dengang forventede hospitalet at kunne tage Treat i brug dette efterår.
Ved at bruge Treat kan der skønsmæssigt reddes 100 liv og samtidig spares næsten 3.000 sengedage hvert år alene på Hvidovre Hospital, vurderer ledelsen.
Bl.a. viste et forsøg med Treat og hospitalets behandlingsdatabase, at omkring 34 procent af patienterne, der bliver behandlet med antibiotika på Hvidovre Hospital, får virkningsløs behandling. Det er ikke dårligere end andre steder i verden, men det kunne reduceres til 14 procent, hvis lægerne brugte Treat.
Første eksempel på beslutningsstøtte
Treat er i alt blevet testet på over 5.000 patienter i Danmark, Tyskland, Israel og Italien og har i gennemsnit forbedret antibiotikavalget med 31 pct.
»Forsøgene viser entydigt, at Treat er væsentlig bedre end lægerne til at vælge behandling. Alene i Europa kan brugen af Treat spare 60.000 liv om året og reducere udviklingen af antibiotikaresistens med 50 procent,« siger Erling Henningsen.
Han understreger samtidig, at Treat blot er første eksempel på en lang række værktøjer inden for beslutningsstøtte – også fra den lille Aalborg-virksomhed. Bl.a. er der også muligheder inden for diabetes og HIV.






