Nyt instrument tester kvanteteori om evige, elektriske strømme
Et ekstremt følsomt måleinstrument skal nu undersøge mystiske strømme i ikke-superledende metaller efter tidligere målinger har slået fejl.
Ifølge kvanteteorien vil der altid gå nogle ganske svage strømme i sådan en ring, selv om den ikke er superledende. Men indtil nu har ingen måleinstrumenter været følsomme nok til at påvise dem. Bittesmå bladfjedre med pålimede ringe på den løse ende sætter nu en ny grænse for, hvad der kan måles. Og dermed baner instrumentet vej for en ny forståelse for strøm. (Foto: Yale University)
Læs også
-
Ny kvanteteori om tyngdekraften: Universet og rumtiden opstod ved selvorganisering
Læs mere om
Dokumentation
Forskere fra Yale University i Connecticut, USA, mener nu, at de med et nyt måleinstrument kan påvise en kontroversiel teori om evige, elektriske strømme i små metalringe, som vel at mærke ikke er superledende. Ringene har altså en elektrisk modstand, som kan fastslås.
Ideen om den vedvarende strøm kommer fra kvanteteorien. Men strømmen er meget lille og derfor svær at måle. Almindelige amperemetre er helt ude af billedet, og hidtidige forsøg med ekstremt følsomme måleinstrumenter - SQUID (Superconducting Qantum Interference Device) - er også slået fejl.
Men det, der ifølge forskerne vil gøre det muligt, er en ny måleteknik, som er 100 gange mere følsom end SQUID-apparaterne.
Forskerholdet, ledet af Ania Bleszynski-Jayich, har brugt en ganske lille bladfjeder, faktisk i nanostørrelse. På spidsen af fjederen anbragte de en eller flere af de små metalringe, cirka 600 nm i diameter.
Fjederens mekaniske egenskaber, stivhed og vægt, får den til at svinge, når der løber strøm i ringene. Selv uhyrligt små, magnetiske kræfter på fjederen kan måles ved at måle på svingningsfrekvensen.
Resultatet er, at forskerne med denne metode mener at kunne vise de supersvage, konstante strømme, som er forudsagt i kvanteteorien. Dermed håber man at få en bedre forståelse af, hvordan strømme bevæger sig i metaller.
Målemetoden og fremstillingen af den superfølsomme sensor er beskrevet i Science Magasine fra 9. oktober 2009 og på Yales egen hjemmeside.






