Skuffelse efter rumsondes styrt mod Månen
Ingen støvsky viste sig på Månen, efter Nasa smadrede rumsonde mod overfladen. Kun en sonde har fundet tegn på opslynget materiale.
Amatørastronomer og Nasa-forskere kiggede forgæves efter den 10 kilometer høje støvsky, som de havde håbet ville rejse sig fra Månens overflade efter en rumsonde blev styret ind i Månen.
Den 395 millioner kroner dyre Månesonde Lcross og dens medbragte Centaur-trin ramte ellers fredag Månen som planlagt og præcist på det planlagte sted. Og Nasa havde startet et ambitiøst program for at aktivere almindelige mennesker så de ville følge nedslagte med deres amatørteleskoper, men Centaur-trinnets nedslag på Månen klokken 13.31 fredag blev blot et kort usynligt lysglimt.
Nasa oplyser, at Månensonden Lunar Reconnaissance Orbiter’s Lamp ultraviolette spectrometer har set tegn på en sky kort efter nedslaget.
Forskerne ved nu med sikkerhed, at der blev slynget noget materiale op ved nedslaget, men spørgsmålet er, hvorfor der ikke kom en stor sky som forventet. Mulige forklaringer kan være, at Centaur-trinnet har ramt en skråning eller et klippefyldt område, hvilket kan have begrænset den opadgående bevægelse.
»Vi har de data, som vi behøver for at kunne undersøge spørgsmålet om vand, og det er det vigtigste. Vi forventede overraskelser fra nedslaget, da det skulle finde sted i et uudforsket område af Månen. Men man ved aldrig hvordan disse ting forløber,«” siger Tony Colaprete, der er den ledende forsker på Lcross-satellitten til Spaceflightnow.com.
Styrt har efterladt lille krater
Lcross-rumsonden fulgte 640 kilometer efter Centaur-trinnet og registrede et kort glimt på de termiske billeder ved nedslaget. Nogle minutter efter fangede Lcross’ kameraer en kort glimt af et lille krater, som var blevet efterladt på Månen ved nedslaget. Lcross’ mission endte klokken 13.35 efter fire minutters intens dataindsamling, da Lcross selv blev smadret mod Månen.
»Jeg er dybt imponeret over, hvor længe denne lille rumsonde holdt. Det bliver sjovt at se, hor tæt vi var på Månen da vi mistede kontakten med den stakkels fyr,« siger Tony Colaprete.
Selv ikke kraftige teleskoper så støvsky
Det har i løbet af weekenden vist sig, at ingen af de mange teleskoper på jorden som fulgte nedslagt kunne se noget, selv ikke de kraftige Keck- og Gemini-observatorier på Hawaii. Manglen på spektakulære billeder fra nedslaget i Cabeus-krateret er en skuffelse for offentligheden, men det får ikke forskerne til at tvivle på Missionens primære mål.
»Vores primære formål er at finde tegn på brint. Dette kan man alligevel ikke få besvaret med de optiske billeder. Det er spektrografdata, som kan afsløre det. De første data fra spektrograferne er lovende,«” oplyser Tony Colaprete.






