Hvis man bruger mit forslag med to ligestore moduler i f.eks 1 km afstand forbundne med et kabel og sat i fælles rotation omkring tyngdepunktet tror jeg ikke corioliskraften er mærkbar.
Løse tanker: Ovenstående må være det rigtige princip, at undgå lejer, altså at lade alt rotere, og at lade skalaen være så tilstrækkelig stor, at rumskibe kan koble sig til i midten uden problemer. Jo større skala, jo bedre. Det er dog næppe realistisk at bygge en stor konstruktion, medmindre at byggematerialerne ankommer fra Månen, parat til montering, sendt af en elektromagnetisk slynge og styret på plads af små raketter.
Hvis, så mangler vi at løse problemer med stabilitet, dvs. inertimomenterne overalt i forhold til det fælles omdrejningspunkt, korrektioner som skal ske non-stop for at bevare en balance. Sådanne korrektioner vil medføre endnu et problem: vibrationer, bølgesvingninger i den samlede konstruktion. Disse kan meget let blive utålelige og endda ødelægge konstruktionen, fordi rummet omkring konstruktion ingen dæmpning giver. Man kender det fra fjedre, og omtrentligt også fra sejlsport, at visse meget lette master og deres wirer kan opføre sig kaotisk og ødelægge sig selv, hvis en konstruktion indeholder resonanser.
Jeg ville forsøgsvis i et design vælge et ulige antal rum, et antal som helst skal være et slags resonansmæssigt primtal (færrest mulige indbyrdes fælles vibrationer alle vegne, og som vil afhænge af hele konstruktionen). Disse rum skal forbindes til en fælles midte, hver forbindelse et stift rør, med en diameter stor nok til at udstyr og mennesker kan bevæge sig igennem rørene, imellem midten og et rum, allerhelst med en elevator, fordi det giver største kontrol med flytninger af vægte pr. tidsenhed. Desuden skal hver rumt forbindes direkte med dets nærmeste naboer, altså tilsammen et kantet hjul, næppe rundt, fx en 11-kant. Bøjede rumligheder, som vi har set det i science fiction, vil være psykologisk skadelige for mennesker, det er min mistanke, fordi sådant er verdensfremmed for mennesker at leve i, på tydeligt bøjede flader. Eller: Man vil behøve at gøre hjulets diameter enorm, for at skjule bøjningen i praksis. Hvis hjulet er kun lille, vil linieære gulve dog også give psykologiske problemer, fordi man da vil kunne mærke forskel i tyngdekraften mens man vandrer.
Uanset: Hvis vi bygger et hjul, da mangler vi i så fald at kunne korrigere for ustabilitet, og kun én løsning er mulig: Der skal være nogle skinner eller rør på alle de stive forbindelsesrør, og derpå skal der være mange små uafhængige vægte, og disse skal kunne flyttes vilkårligt hurtigt og præcist af en computer, så hele hjulet altid er i balance og altid oplever færrest mulige vibrationer, uanset hvad mennesker og maskiner foretager sig af bevægelser i hjulet. Og, når en af disse mange vægte ikke længere kan forskydes i en nødvendig retning, da skal en robot afmontere vægten fra hjulet, og flytte vægten ved hjælp af en lille raket, tilbage til et midterpunkt på et af forbindelsesrørene. Jeg forudser, at hjulet behøver at have nogle ekstra rør der fx stikker skråt ud fra midten i forhold til hjulets plan, for at gøre det muligt at korrigere for ubalancer i alle rummets tre dimensioner. Det vil kræve en avanceret geometrisk model, programmeret, at kunne sikre stabilitet, men det bør være muligt at lave.
Funktionelle polymerer vil ændre medicin og industri
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?
