GMO er ingen revolution - men en del af løsningen
Genmodificerede majs kan stå på danske marker om tre år, men hvad kan genteknologien reelt levere, og hvor tæt er det på virkeligheden?
Med genteknologi kan planter "designes" så de indeholder gift mod skadedyr. Det betyder, at landmanden slipper for at sprøjte sin markk.
Fakta om GMO
Siden 2002 er der sket en fordobling af de arealer, der anvendes til GMO.
USA er med 57,7 millioner hektar det land i verden, der har det største areal udlagt til GMO. Nummer to og tre på listen er Argentina og Brasilien med henholdsvis 19,1 millioner og 15 millioner hektar.
Spanien er med 100.000 hektar det land i EU, der har det største areal udlagt til GMO.
Dokumentation
I 2012 vil der højst sandsynligt stå genmodificerede majs på de danske marker. Og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) opfordrer danskerne til at tage imod de nye planter med et åbent sind i forbindelse med, at hun har fået udgivet en ny vidensyntese med overskriften 'GMO - hvad kan vi bruge det til?'
Men vi skal ikke forvente, at GMO er løsningen på alt fra klimaudfordringer til sult og fejlernæring, som det tidligere er blevet udråbt til af industri og optimister. Derimod skal vi vænne os til GMO, fordi det er en del af løsningen, mener eksperter.
»GMO er ligesom f.eks. nanoteknologi blevet blæst vildt meget op. Men GMO er helt sikkert en del af løsningen, for det er et rigtig godt instrument til at løse problemer, hvor vi ellers ikke kan komme videre,« siger Henrik Brinch-Pedersen, seniorforsker ved Institut for Genetik og Bioteknologi på Aarhus Universitet.
Han understreger, at mange GM-afgrøder nu er tæt på virkeligheden.
»Inden for rigtig mange genmodificerede afgrødetyper er den nødvendige viden og teknologi udviklet, så det er kun et spørgsmål om timing og økonomi, før de bliver kommercialiseret og vi f.eks. ser afgrøder med omega-3-fedtsyrer og majs, hvis fosforindhold kan optages af dyrene, så det ikke ender i vandmiljøet.«
Bruno Sander Nielsen, chefkonsulent i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer, er enig.
»De store perspektiver i GMO er noget forsinkede i forhold til det, som de mest optimistiske havde regnet med. Men kigger man på 'pipelinen', så kommer de nu. Og med de store udfordringer, vi står over for med klimaforandringer, der vil betyde ændringer i forhold til skadedyr og plantesygdomme samt risiko for tørke, er vi nødt til at have nye redskaber for at kunne stabilisere udbyttet.«
Peter Sandøe, professor i bioetik ved Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet, mener dog, at GMO er blevet oversolgt:
»Helt banalt er der endnu ikke kommet noget på markedet, der har vist den helt store nytteværdi set med forbrugernes øjne. Når man spørger, hvad forbrugerne konkret får ud af at købe GMO-fødevarer, er der ingen, der har noget fornuftigt at svare. Så det er klart, at forbrugerne ikke ser positivt på den slags produkter.«
Han påpeger dog, at 'de gyldne ris', der er genmodificeret til at indeholde A-vitamin, er udviklet til et punkt, så de kan have en meget stor nytteværdi i den tredje verden, hvor folk i dag dør pga. af mangel på A-vitamin.
International chef hos Folkekirkens Nødhjælp samt adjungeret professor ved Institut for Plantebiologi og Bioteknologi på KU, Christian Friis Bach, ser også muligheder i GMO:
»GMO er ikke en revolution, men et af de redskaber, der kan bruges til at løse den største udfordring i verden: at op mod en milliard mennesker ikke får nok mad eller fejlernæres. Og vi skal bruge alle teknologier til at løse den udfordring.«
Han påpeger, at store områder i Afrika de næste 10-20 år skønnes at miste 50 pct. af landbrugsudbyttet pga. tørke, og dermed vil yderligere 500 millioner blive ramt af sult.
»Der er brug for en kæmpe teknologisk revolution, og her er GMO en af mulighederne. Der er f.eks. allerede en tørkeresistent majs på markedet, der giver langt bedre udbytte. GMO er dog indtil nu en teknologisk succes, men en institutionel fiasko, for de nye afgrøder lover en masse, men det snævre ejerskab gør det svært at få dem ud til landmændene, og implementeringen går galt på grund af manglende vejledning.«
Seks eksepler på GMO-planter:
Giftige GMO
Afgrøder kan også genmodificeres til at indeholde en gift, så skadedyr dør, hvis de angriber planten. På den måde rammes kun skadedyrene og ikke andre, da hele marken ikke sprøjtes.
GM-afgrøder kan for eksempel være "podet" med en proteinstreng fra Bacillus thuringiensis (Bt), der betyder, at planten producerer gift mod majsborer, der er et stort problem i f.eks. Spanien, hvor GM-majs med giften bruges. Giften ødelægger larvernes tarmkanal, så de dør, hvis de angriber planterne. Monsantos majs 810 med Bt-gift er den eneste GM-afgrøde, der er godkendt til dyrkning i EU.
Metoden har dog været kritiseret, og der er fundet eksempler på larver, der er resistente over for Bt-toxinet.
Bt er ud over majs blandt andet også anvendt i bomuld og kartofler. Der er ikke eksempler på, at Bt-toxinet er giftigt for hverken mennesker eller dyr ud over de uønskede larver ved normale doser.
GMO til biobrændstof
Udvikling af biobrændsel kan få et kærkomment tilskud fra GMO. I Danmark forskes der først og fremmest i udnyttelsen af halm til biobrændsel. I hvedestænglen indarbejdes et bestemt enzym, der er hentet fra bakterier i varme kilder, og som nedbryder halmen indefra ved temperaturer over 50 grader C, så sukkeret i planten nemmere frigives.
Miljøvenligt foder
På det seneste er helt nye problemstillinger dukket op i forbindelse med behovet for genmodificering af afgrøder. Klimadebatten har blandt andet sat fokus på køernes udledning af methan, der er en 20 gange så farlig drivhusgas som CO2. Derfor sker der i øjeblikket en del forskning i at udvikle GMO, der har et højt indhold af mellemkædede umættede fedtsyrer.
GMO-planter til tørke og saltvand
Udsigten til ni milliarder mennesker på jorden i 2050 sætter yderligere pres på udviklingen af nytteplanter, der kan vokse på marker, der i dag ikke udnyttes til landbrug - eksempelvis på grund af tørke. Hidtil har der dog været begrænset succes med denne type planter.
GMO-selskabet Monsanto er dog i gang med udviklingen af både tørketolerante majs og en tørketolerant bomuld. Den tørketolerante majs er længst fremme og forventes, hvis de amerikanske miljømyndigheder (EPA) godkender den, at komme på markedet i 2010 eller 2012.
Forskerne prøver også at gøre planterne bedre til at modstå salt. For eksempel en ris, der vokser ekstremt hurtigt, når den oversvømmes. Ved at vokse ekstremt hurtigt kommer stænglen op i fri luft og kan som en snorkel trække vejret for planten, så den ikke drukner.
Herbicidtolerante GMO
En af de mest udbredte GMO-varianter er planter, der er modstandsdygtige over for sprøjtegifte. GM-planten kan overleve sprøjtning, mens naboplanterne - ukrudtet - vil bukke under.
Fordelen ved denne type ukrudtsbekæmpelse er, at landmanden kan udskyde sprøjtningen til senere på sæsonen og anvende mindre sprøjtegift, hvilket skulle være bedre for miljøet.
Et eksempel er Monsanto, der har udviklet planter, der er modstandsdygtige over for selskabets bekæmpelsesmiddel Roundup. Det er denne GM-afgrøde, der er på vej til danske marker
Sundhedsfremmende GMO
Der udvikles også GM-afgrøder, der er særligt sunde. F.eks. er arbejdet med den såkaldt "gyldne ris", der har et større indhold af A-vitamin, så langt fremme, at den forventes snart at få en større betydning i tredjeverdenslande. De første udgaver indeholdt ikke nok A-vitamin til at gøre en forskel, men inden 2012 forventes der at være bedre versioner på markedet. Også jernindholdet i ris, hvede og majs øges. Ligeledes boostes C- og E-vitamin.
Et andet projekt går på at udvikle planter, der producerer et protein, der er nødvendigt for genudnyttelse af B12-vitaminet. Forskere i Europa har desuden udviklet en lilla tomat, der indeholder et bestemt protein fra brombær, der har vist sig at være hæmmende for udvikling af kræft. Der er desuden forskellige planter med de sunde omega-3-fedtsyrer. Genmodificering kan desuden bruges til for eksempel at fjerne allergener.






