Kritik af officielle tal for radon i nye boliger
SBI-rapport om radon i nybyggeri er baseret på tal fra den forkerter årstid, mener flere eksperter.
Læs også
-
Sundhedsorganisation: Danmark tillader alt for meget radon i boliger
-
Boligejere kan få op til 25.000 kroner i støtte til renovering
Læs mere om
En rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) er grundlaget, når Erhvervs- og Byggestyrelsen hævder, at radon ikke er et problem i nyt byggeri. Rapporten viser, at der kun i syv pct. af nybyggeriet er radonniveauer over 100 Bq/m3. Rapportens målinger er dog foretaget om sommeren, og det kritiseres af flere eksperter:
»Det er meget lidt videnskabeligt at gennemføre målinger i sommer-perioden - selvom der er korrigeret med en faktor 1,5,« siger akademiingeniør og indehaver af Dansk Radon Analyse, Michael T. Pedersen.
Den svenske leverandør af radonmåleudstyr, Gammadata, oplyser, at man i Sverige ikke bruger sommermålinger til at dokumentere et årsgennemsnit. Ligeledes skriver de fællesnordiske myndigheder, at målinger skal foretages i vinterhalvåret. Det skyldes, at radon suges ind i bygninger, når trykket som følge af opvarmning er lavere inde end ude.
Medforfatter til SBI-rapporten, civilingeniør Lars Gunnarsen, er enig i, at det er usikkert at måle om sommeren men overrasket over de nye tal, der er fire gange højere:
»Forskellen kan skyldes, at Dansk Radon Analyses undersøgelse ikke er repræsentativ,« siger han.
På trods af uenigheden mener han dog ikke, at den rapport, han har været med til at udarbejde, kan bruges som en sovepude af Erhvervs- og Byggestyrelsen.
»Den viser, at der er problemer i syv pct. af nybyggeriet, hvis man bruger de nye anbefalinger fra WHO. Det er frustrerende,« siger han og foreslår i lighed med andre eksperter, at man indfører krav til radonniveauet i nye boliger.






