Eksperimenter redder den fri vilje
Kontroversielle forsøg fra 1980'erne omkring den frie vilje betvivles af nye eksperimenter.
(Tegning: Lars Refn)
Læs også
Læs mere om
Det er ikke af fri vilje, jeg skriver denne artikel. Det er, fordi min ubevidste forkærlighed for mærkelige psykologiske teorier har tvunget mig til det. Helt konkret er det den amerikanske bevidsthedsforsker Benjamin Libets eksperimenter med sine studerende fra 1980'erne, der har fået mig til at skrive denne tekst.
Libet satte i 1983 EEG elektroder på hovederne af sine studerende, og bad dem om at sige, præcis hvornår de ville beslutte sig til at stoppe en kugle, der drejede rundt på en computerskærm, ved at trykke på en knap med deres pegefinger. Desuden skulle de sige, hvor kuglen var, da de bevidst besluttede at ville stoppe den.
Dette simple eksperiment viste, at den del af hjernen, der styrer bevægelser, aktiveres cirka 300-400 millisekunder før de studerende rapporterede, at de har lavet en bevidst beslutning om at bevæge deres pegefinger. Det var pudsigt, mente Libet, og måtte være et tegn på, at bevægelserne initieres ubevidst, og at bevidstheden om dem blot er en slags efterrationalisering. Altså, konkluderede Libet, er den frie vilje blot en illusion, eller i hvert fald en instans, der fortolker kropslige beslutninger i stedet for at bestemme dem. Han gav dog lidt rum til den fri viljes eksistens, men kun som en slags veto - dvs. som en bevidst undertrykkelse af en ubevidst kropslig impuls.
Libets konklusion har været meget kontroversiel, fordi den kræver, at det tidlige elektrofysiologiske signal (kaldt readiness-potentialet, RP) kun relaterer sig til en slags forberedelse til at bevæge fingeren.
Men nu de har to bevidsthedsforskere Jeff Miller og Judy Trevena fra University of Otago i New Zealand gået Libets eksperimenter efter i sømmene og konkluderet, at det ubevidste slet ikke beslutter noget. Det anticiperer kun. Den fri vilje er altså reddet i denne omgang.
I Libets eksperiment kunne de studerende selv frit bestemme, hvornår de ville stoppe kuglen. I det nye eksperiment blev de bedt om at vente med at beslutte, om de ville stoppe kuglen eller ej, til efter at en klokke havde ringet. Hvis de faktisk stoppede kuglen, måtte readiness-potentialet være højere, end hvis de ikke stoppede kuglen, idet signalet jo ifølge Libet relaterer sig til fingerbevægelsen.
Men signalet var det samme, om de trykkede på knappen eller ej. Miller og Trevena konkluderer derfor i deres artikel i fagbladet Consciousness and Cognition, at RP bare åbner muligheden for at trykke på knappen, men ikke 'beslutter' det. Hvis de blev bedt om altid at stoppe kuglen efter ringetonen, var RP i gennemsnit 322 ms, mens det var 355 ms, når de selv kunne bestemme.
De New Zealandske forskere mener derfor, at forskellen på 33 ms netop er den tid det tager at beslutte sig, og vigtigere endnu: at de studerende evnede at forsinke deres beslutning til efter at ringetonen havde lydt.
Ikke alle forskere er overbeviste. Marcel Brass fra universitetet i Ghent i Belgien siger for eksempel i en kommentar til New Scientist, at de to eksperimenter ikke kan sammenlignes, og at Libets konklusion derfor stadig holder. Det afviser Jeff Miller:
»Det ville jo betyde, at vi har fri vilje med en klokke, og ingen fri vilje uden en klokke.«
»Det giver ingen mening. Vores resultater peger på, at der er fri vilje, og derfor må jeg antage, at der også har været fri vilje til stede i Libets forsøg,« siger Miller.
Det er ganske sikkert, ufrivilligt sikkert, at de nye resultater ikke vil være det sidste, der er blevet sagt om den sag, og at der vil blive udtænkt nye eksperimenter til at forstå forholdet mellem hjerneaktivitet og bevidsthedsprocesser. Til gengæld stopper disse fingre nu helt frivilligt med at skrive.
