Guide til Kulturnatten: Se verdens største dieselmotor starte
Prøv en tur i en lastbilsimulator eller tag et kig ind i Banedanmarks kommandocentral, når Kulturnatten starter klokken 18 i aften, fredag. Her får du vores guide til de ingeniørfaglige indslag.
På Kulturnatten viser Niels Bohr-instituttet laboratorierne frem. Foto: Niels Bohr Insituttet. (Foto: Foto©Heine Pedersen)
Læs mere om
Dokumentation
Traditionen tro indledes skolernes efterårsferie i København med Kulturnatten. Fra ca. 18-24 åbner byens museer og øvrige forsknings- og kulturinstitutioner dørene for massen, og der er bestemt masser at komme efter for nuværende eller måske kommende små ingeniører.
Klima:
Optakt til klimatopmødet
Klimatopmødet bliver så småt varmet op på kulturnatten med utallige arrangementer, der sætter fokus på netop energi og CO2, og Klima- og Energiministeriet går selvfølgelig i front.
Minister Connie Hedegaard (K) fortæller om topmødet og de indledende forhandlinger, og meteorolog Jesper Theilgaard fortæller om vejret, mens børnene kan lege med Lego-robotter eller lave skraldekunst. Kl. 18-24.
Elbiler i designcentret
På Dansk Design Centers udstilling om elbiler, vil det blive muligt at se en Tesla-sportsvogn. Også her når Connie Hedegaard en tur forbi. Kl. 18-24.
Bliv klimakøbenhavner
Københavns Rådhus giver den gas med et stort klimatema. Blandt andet kan man melde sig som klimakøbenhavner og gratis få en klimakonsulent forbi sin bolig. Kl. 18-24.
It og elektronik:
Overvågningens dilemma
Post & Tele Museum på Købmagergade sætter fokus på, hvilken rolle kommunikationsteknologier og overvågning spiller i terrorfrygtens tidsalder. Lær desuden at kryptere på gammeldags manér med kodehjul og kodenøgler. I nutidens ånd byder museet på en ny udstilling om Kommunikation & Klima. Kl. 18-24.
Transport:
Mød ministeren og prøv et signalanlæg
Transportministeriet inviterer indenfor til et ’hands-on’-arrangement, hvor man kan prøve et signalanlæg eller en lastbilsimulator. Minister Lars Barfoed (K) vil være til stede, og der er ristede skumfiduser over bålfade. Kl. 17-22.
Se hvordan S-togene styres
Igen i år er der mulighed for at besøge Banedanmark på Hovedbanegården og se trafikstyringens kommandocentral. Kl. 18.30-22.30
Life science og fødevarer:
Is, øl og gensplejsning på KU Life
Det biovidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, KU Life, ved nok, hvordan de tiltrækker sig opmærksomhed. Igen i år er der gratis softice på menuen, men det er også muligt at få sig en tår vin og øl samt en forklaring på drikkevarernes tilblivelse. På mejeriudstillingen kan du smage fremtidens mad, eller kast dig i stedet over at gensplejse en plante.
Besøg desuden instituttets misfostersamling, der bl.a. indebærer mødet med en firbenet ælling, en enøjet kalv og et tohovedet grisefoster. Kl. 18-22.
Pilletrilleri på Farmaceutisk
Det Farmaceutiske Fakultet på Københavns Universitet er gået skridtet videre og har slået sig ned som brygmester på Kulturnatten. Vær med til at brygge øl eller trille piller eller hør i stedet et foredrag om EPO. Kl. 18-23.30.
Fysik:
Holger Bech, sorte huller og LHC
Niels Bohr-instituttet på Københavns Universitet er vært for et langt program af foredrag om bl.a. CERNs partikelaccelerator LHC, teleportation og strengteori. Se desuden laboratorierne og hør om nye dimensioner for sorte huller. Sidst på aftenen kommer den altid entusiastiske professor Holger Bech Nielsen forbi og fortæller om brudte symmetrier, der sikrer verdens eksistens. Kl. 18-23.30.
Produktion:
Metaltryk på Bryggen
Besøg en del af AFA Metalvarefabrik på Islands Brygges Lokalhistoriske Forening. AFA producerer metaltryk i kobber, messing, jern og aluminium, f.eks. til ventilationsskærme. Kl. 16-17.
Motor:
Verdens største dieselmotor
Man Diesels DieselHouse i Københavns Sydhavn starter verdens største dieselmotor samt B&W’s motor. Det sker skiftevis hele aftenen. Kl. 18-24.
Byggeri:
Byg et hus i 3D
Er du ikke selv en af dem, har du måske alligevel en lille entreprenør eller arkitekt i maven. Kunstakademiets Designskole giver dig mulighed for at prøve arkitekternes 3D-programmer, så du kan bygge dit eget hus. Kl. 18-24.
Økohus i alternativ stil
På Allégade 7-9 er det muligt at se Det Økologiske Inspirationshus, som indeholder både masseovn, solceller, kompost-wc og et rodzoneanlæg. Kl. 18-23.





