EnvoTherm renser svært spildevand til superpris
EnvoTherm så muligheden i en teknologi, udviklet til gylleseparation. Nu renser anlægget besværligt industri-spildevand, som ellers skulle behandles som kemikalieaffald.
Læs også
Historien om EnvoTherm er historien om tre innovative ingeniører, som i 2006 så et potentiale i små rensningsanlæg til industri-spildevand - og som samtidig kendte til en smart patenteret fordamper-teknologi, der tilfældigvis var til salg.
Med denne teknologi udviklede de - via praktisk støtte fra Danfoss' entrepeneur-park - et lille plug and play-rensningsanlæg, som kan skaffe virksomheder af med 80-90 procent af det spildevand, der indeholder tungmetaller, brugte køle-smøremidler eller affedtnings- og vaskemidler med vand som hovedbestanddel - og som ellers skulle skaffes bort som kemikalieaffald i dyre domme. Anlægget kunne vel at mærke gøre det med et meget lavt energiforbrug og korte tilbagebetalingstider:
»Helt fra starten har det været vores mål, at anlæggene ikke måtte koste mere end, at de kunne betales tilbage på under to år - ellers kan man ikke sælge det til virksomhederne,« forklarer kemiingeniør Richard Dines Schmidt.
Hemmeligheden ved den meget effektive proces ligger i den særlige varmeveksler, hvor inddampningen af spildevandet foregår. Det er en åben pladevarmeveksler, hvor spildevandet ledes ned over veksleren i en bestemt filmtykkelse. Denne metode sikrer en meget effektiv fordampning af vandet på overfladen af væsken og ikke på overfladen af metallet. Ved denne lille tekniske krølle forhindres udfældninger på hedefladerne, og man kan garantere en konstant varmeoverførsel til fordampningen.
»Vi afdestillerer simpelthen bare vandet, så kun tungmetallerne og urenhederne opkoncenteres til en meget lille del, typisk to til fem procent af den oprindelige spildevandsmængde,« forklarer Richard Schmidt.
Hvis der også er brug for at rense ammonium ud af spildevandet, køres dampen yderligere gennem en absorber, hvor ammonium indgår i forskellige syrebase-reaktioner og derved fastholdes i vandfasen, mens den rene vanddamp fortsætter gennem systemet.
Den patenterede fordamper genbruger energien fra den damp, som den selv genererer og har derved kun brug for 1/80 af den energi, det ellers ville koste at fordampe vandet. Et standard Envotherm-anlæg bruger, målt på vand, kun 10 kWh pr. kubikmeter inddampet vand.
Nu er produktet så udviklet og testet, og man er begyndt at sælge de små anlæg og så småt at ansætte flere folk til at samle anlæggene. Ifølge direktør Vibeke Svendsen, som gik ind i firmaet i 2007, har man nu solgt fem anlæg - heraf et til Tyskland og et til flyvestation Karup, hvor man gerne vil genbruge det cadmium-holdige vaskevand fra helikopterne og således både spare penge og pleje det grønne image.
»Tyskland er et attraktivt marked for os, fordi det er meget dyrt at komme af med tungmetalholdigt affald, så hos vor tyske kunde var anlægget betalt tilbage på seks måneder,« forklarer hun.
Processen var oprindelig udviklet til gylle-separation, men fordi gylle er meget uens fra dag til dag, lykkedes det ikke at få processen til at fungere. Og selvom spildevand er mere ensartet, så er sammensætningen ikke ens fra virksomhed til virksomhed. Derfor lejer EnvoTherm et anlæg ud, så virksomhederne kan få lov at teste deres eget spildevand i processen og se, om anlægget kan magte opgaven.
»Vi ved, at teknikken kan rense spildevand fra metalbearbejdende og overfladebehandlende virksomheder og spildevand fra kemikalie-modtagestationer, men efterhånden ser vi og vores kunder mange andre muligheder - for eksempel at rense spildevand fra fjernvarmeværker og farmaceutiske industrier,« siger Vibeke Svendsen.
Renseanlæggene findes i fire størrelser, som kan behandle henholdsvis 350, 500, 1.000 og 2.500 liter i timen. Virksomheden udvikler nu på et anlæg, der er velegnet til endnu mindre virksomheder og kan rense mellem 25 og 150 liter spildevand i timen.
Fakta: Vandbalancen
Hvert år falder der 90.000-120.000 kubik-kilometer vand på klodens kontinenter og øer.
To tredjedele fordamper direkte op i atmosfæren igen.
Af den sidste tredjedel strømmer to tredjedele ud i diverse vandløb, og kun den sidste tredjedel - 9.000-12.000 kubik-kilometer vand - kan udnyttes til drikkevand, landbrug og i industrien.
Det fordeler sig med ti procent til brug i husholdningerne, 70 procent til landbrug og 20 procent til industriel produktion.





