Det er uhyre interessante udmeldinger, der i disse dage kommer fra den kinesiske leder Hu Jintao. En gedigen indsats fra et dansk udvik-lingsprogram kan vise sig at blive hemmeligheden bag en succesfuld kinesisk satsning på vindkraft.

Kina vil reducere CO2-udled-ningen betydeligt frem til 2020, godt nok målt i forhold til bruttonationalproduktet, men alligevel. Det er nye toner i klimadebatten – og så på det mest velvalgte tidspunkt i forhold til klimatopmødet i København.

Hu Jintao’s udsagn understøttes af nye analyser fra Det Internationale Energiagentur, som offentliggøres her i oktober. IEA konkluderer, at Kina vil overtage førertrøjen i kampen mod klimaforandringerne, hvis det lykkes at leve op til de ambitiøse målsætninger.

En del af den kinesiske strategi er en voldsom indsats for udbygningen med vindkraft, og det er her den danske indsats i det skjulte kan risikere at få meget stor betydning.

Men hvilke problemstillinger står den kinesiske vindkraft-udbygning står over for?

Målene for udbygningen af el-produktionskapaciteten fastsættes gennem de forskellige femårsplaner, og i øjeblikket er man i gang med den elvte af slagsen. Men på vindkraftområdet har virkeligheden overhalet planerne, og målene er derfor revideret af den nationale udviklings- og reformkomite (kaldet NDRC på engelsk), som har fastsat et mål på 100.000 MW i 2020.

Til at realisere målene er de store statslige el-produktionsselskaber forpligtet til at otte procent af deres produktionskapacitet er vindkraftanlæg og at mere end tre procent af deres el-produktion kommer fra vindkraftanlæg i 2020.

Elselskaberne arbejder i øjeblikket med at udvikle meget store vindkraftparker fra 10.000 MW og opefter, som skal placeres i de mest vindrige provinser i Kina. Herudover er der mulighed for at udviklingsselskaber kan etablere vindkraftparker under 50 MW under et andet regelsæt end de store vindkraftparker.

Der er altså solide interessenter bag opførelsen af nye vindkraftparker. På den anden side er der modstand mod parkerne fra især de statslige selskaber, som ejer og driver transmissionsnettene, og som også aftager el-produktionen og sælger den til forbrugerne. Selskaberne er bekymret for af få store mængder vindkraft på nettet i provinser, hvor nettet er dårligt udbygget, og hvor elektriciteten skal transporteres langt.

Samtidig er kravene til vindkraftanlæggenes evne til at håndtere hændelser i el-nettet meget lave – for lave efter distributionsselskabernes opfattelse. Det skaber usikkerhed om, hvor store mængder vindkraft, det er muligt at håndtere i det kinesiske el-system. Hertil kommer, at planlægningen af de nye vindkraftparker ofte sker på et for spinkelt grundlag, hvilket efterfølgende kan risikere at give overraskelser i form af for dårlige ydelser og deraf følgende dårlig økonomi for parkerne.

Et sidste aspekt i problemkomplekset er, at kineserne ønsker en meget høj andel af kinesisk produktion i de vindmøller, som stilles op.
I praksis betyder det, at det er næsten umuligt for udenlandske vindmølleproducenter ’at komme til fadet’ i de store projekter, også selv om vindmøllen rent faktisk produceres i Kina. Kun i de mindre projekter under 50 MW er firmaer som Vestas med om bordet. En medvirkende årsag hertil er, at vindmøllerne hidtil er blevet valgt efter den rene produktionspris og ikke efter andre parametre så som ydelse og holdbarhed.

Dette system er ved at blive lavet om, men indtil videre ikke med de store konsekvenser for de udenlandske vindkraftproducenter. Og selv om de største kinesiske vindmølleproducenter er ved at komme på niveau med de internationalt erfarne konkurrencer fra eksempelvis Danmark, Spanien og USA, er kvaliteten af de kinesiske vindmøller fortsat en del lavere end den internationale standard.

Den store fremgang for vindkraft i Kina risikerer således at løbe ind i voldsomme problemer i takt med, at andelen af vindkraft stiger i de mest fremgangsrige provinser. Man kan frygte, at der i de kommende år bliver investeret milliarder i vindmøller, som er for dårlige, som er placeret de forkerte steder, og som ikke kan komme på nettet uden at risikere at ødelægge forsyningssikkerheden i det samlede el-system.

Det er her, den danske indsats kommer ind. Danmark og Kina igangsatte nemlig i 2006 et fælles udviklingsprogram for vindkraft, som – efter en ikke helt smertefri start – fik gang i tre vigtige udviklingsspor. Vindmøllernes tilslutning til nettet skal sættes i fokus, der skal udvikles bedre metoder til kortlægning af vindressourcerne og der skal udvikles nye værktøjer til planlægning af konkrete vindmølleprojekter.

Nu i 2009 er resultaterne fra udviklingsprogrammet ved at være på plads. En række kinesiske institutter har været igennem en omfattende træning hos danske virksomheder og videncentre, og resultatet er, at de kinesiske eksperter nu har en ganske imponerende viden om, hvad der skal til for en succes-fuld udbygning med vindkraft i Kina.

Og hvad mere er, denne viden er omsat til praktiske eksempler på, hvordan man planlægger for vindkraft, hvordan man kortlægger vindressourcerne og – ikke mindst – forslag til standarder for tilslutning af vindmøller til nettet. Disse standarder er stort set på højde med de tilsvarende europæiske standarder, og vil, hvis de bliver accepteret og gennemført, kunne løse mange af de problemer, der i dag truer den kinesiske udbygning med vindkraft.

Det er dog ikke gjort med de gode eksempler og den vel gennemførte overførsel af viden fra Danmark til Kina. Der er fortsat modstand mod vindkraft hos de store distributionsselskaber, og ikke mindst er der fortsat en tendens til at beskytte underskoven af kinesiske vindkraftproducenter, som ikke kan leve op til de fremadrettede krav til net-tilslutning. Derfor er udviklingsprogrammets sidste fase fokuseret på at få resultaterne af arbejdet accepteret hos de forskellige beslutningstagere i det kinesiske system. Og et nyt udviklingsprogram for vedvarende energi står parat til at fortsætte indsatsen, når det nuværende program stopper ved udgangen af 2009.

Men bundlinjen er klar: Det dansk-kinesiske udviklingsprogram har øget chancerne for succes med vindkraftudbygningen i Kina betydeligt gennem en kombination af stædige danske embedsmænd og engagerede vindeksperter i både Danmark og Kina. Og i en tid, hvor det ofte mest handler om at få ting til at se ud, mere end at være, er det ganske befriende og opløftende, at en dansk indsats kan sætte sig afgørende spor i det stille.
- - -
Note:
Det dansk-kinesiske udviklingsprogram WED er finansieret af en treårig bevilling fra finansudvalget på 45 mio. kr. Læse mere om programmet på Udenrigsministeriets hjemmeside og på programmets egen hjemmeside. Se også mere om de kinesiske udmeldinger om CO2 her og desuden IEAs vurdering .