Fremtidens Fjernvarme
Fjernvarmen er et godt socialdemokratisk projekt. Billig varme til arbejderne, nettet er centralt, og som i en anden sovjetstat er kunderne tvunget til at betale.
Når jeg læser herinde, kan jeg indimellem se Dansk Fjernvarme Forening og andre skrive om at fjervarmen skal udvides. Selv mener jeg at vi skal gøre op med den stavnsbinding, fordi kundernes ufrie valg bestemt ikke er samfundsøkonomisk fornuftigt og specielt ikke privatøkonomisk fornuftigt.
I tætbebyggelse giver det mening at have fjernvarme, men i villakvarterer er det en anden sag, da der i dag er andre løsninger. Nye lavenergihuse/passivhuse skal heller ikke bruge så meget varme.
Det slog mig lidt at Anders Dyrelund skrev følgende i et svar omkring geotermi:
”I en fremtidsby, hvor alle bygninger er tilsluttet fjernvarmen og udstyret med moderne gulvvarme mv., som kan levere 25 grader tilbage til nettet ved en fremløbstemperatur på 65 grader størstedelen af året, vil geotermien kunne udnyttes direkte til grundlast uden varmepumpe og forsyne op til 90% af det årlige varmebehov."
"Ved direkte geotermisk produktion uden varmepumpe, vil den variable produktionspris være nogle få kr/MWh.”
Fordelen ved fjernvarme er højere effektivitet og at det nemmere kan håndtere energikilder som geotermi og biomasse, men ulempen er tabet i nettet.
Så har Anders fat i det rigtige her, at fremløbstemperaturen skal sænkes til 65 grader? Og hvilke områder skal i fremtiden have fjernvarme? Kan vi med den eksisterende boligmasse sænke fremløbstemperaturen om f.eks. 5 år og så bare sige at det er øv for de kunder, som ikke har gulvvarme eller tilsvarende? Kort sagt, hvordan skal fremtidens fjernvarmenet se ud for at være samfundsøkonomisk effektivt og bidrage til at nedsætte energiforbruget og forbruget af fossile brændsler?
Vh Troels











