Bølge- og vindkraft rykker ind i Lindøværftet med ny fond
Skibsbyggeriet bliver udskiftet med forskning i vedvarende energi på Lindøværftet, der bliver nyt center med tilknyttet fond, hvor Poul Nyrup Rasmussen skal være formand.
Læs også
-
Nyt forslag: Lindø skal være centrum for grøn teknologi til skibe
Læs mere om
Dokumentation
Det bliver efter al sandsynlighed den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der bliver formand for ny fond, "Lindø offshore-center ", der vil omdanne det lukningstruede Lindøværft på Fyn til forsknings- og videnscenter for vedvarende energi. Det skriver Børsen.
Fonden har blandt andet deltagelse af formand for Lindø-værftet Lars-Erik Brenøe, rektor på SDU Jens Oddershede, og Jørgen Mads Clausen, der er formand for Danfoss samt Jesper Øhlenschlæger, der er direktør for vindmølleselskabet Skykon.
Ifølge Fyens.dk lovede økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) allerede i sidste uge borgmestrene fra Kerteminde og Odense, at der ville komme statspenge til formålet. Og senest har regeringen afsat 600 millioner kroner til en erhvervsklimastrategi
Der er dog ikke tale om en lukket fest, fastslår Jesper Øhlenschlæger fra Skykon.
»Der er yderligere pladser for nye aktører i Fonden,« siger han til Børsen.
Formålet med det nye center er at samle forskningsaktiviteter inden for forskellige former for vedvarende energi som havvindmøller og bølgeenergi.
Jørgen Mads Clausen, der blandt andet står bag bølgekraftselskabet Wave Star, har også store forventninger til det nye center:
»Det skal være verdensklasse,« siger han til DR.
Borgmester: Pas på med konkurrence om VE
Initiativet om etablering af VE-center på Fyn vækker dog bekymring i Esbjerg, der i forvejen har et center for offshore-aktiviteter.
»Jeg synes, man skulle være lidt mere originale i sin tankegang for Lindø i stedet for at begynde at konkurrere på tværs af vores lille land. Man risikerer at udvande de kompetencer, der for længst er opbygget i Esbjerg. Ekspertisen her er jo ikke kun til glæde for os, men for hele landet,« siger Esbjergs borgmester, Johnny Søttrup (V) til Børsen.






