/energi

Politikere vil nedbryde barrierer for geotermi

Mange fjernvarmeværker vil gerne i gang med geotermiprojekter, men den økonomiske risiko er for høj for selskaberne. Derfor vil Socialdemokraterne have kortlagt barriererne for mere geotermi i Danmark. Venstre bakker op.

Af Ulrik Andersen, tirsdag 06. okt 2009 kl. 15:24

Hvis fjernvarmeforsyningen i Danmark skal blive mere grøn, så skal varmen fra undergrunden udnyttes i langt højere grad end i dag. Men geotermiprojekter er for dyre og risikofyldte for langt de fleste fjernvarmeselskaber, fordi de er nødt til at lave meget dyre boringer, før de ved, om undergrunden indeholder nok varmt vand.

Det vil socialdemokraterne lave om på, siger energiordfører Ole Hækkerup.

»Vi har et mål om en CO2-fri energiproduktion, og hvis vi skal nå det, så kan vi ikke bare satse på de måder at producere energi, som vi kender godt i dag. Vi skal have mere geotermi med, og hvis der er barrierer for, at der kommer flere anlæg, så skal vi have ryddet dem af vejen.«

Derfor er Socialdemokraterne på vej med et lovforslag om, at Folketinget over 2010-2011 bruger 25 mio. kr. på at få lavet en handlingsplan for mere geotermi i Danmark. Herunder skal det kortlægges hvilke barrierer, der er både lovgivningsmæssigt og markedsmæssigt.

Tre store barrierer er åbenlyse

Ifølge konsulent Mads Keller fra brancheforeningen Dansk Fjernvarme så er der tre store problemer for geotermi i Danmark.

»Det største problem er den usikkerhed der er, når man prøver at komme i gang med geotermi. Man skal bruge rigtig mange penge, før man ved, om anlægget kan blive til noget. Hvis anlægget ikke bliver til noget, så kommer kunderne til at hænge på en stor udgift, som de ikke har fået noget for.«

Det andet problem er, at når man borer i Danmark, skal stille med en stor forsikringssum, der garanterer, at hvis noget går galt under boringen, så er man i stand til at rydde op.

»Danske forsikringsselskaber er ikke vant til at håndtere og vurdere den type risiko, så derfor sætter de præmien så højt, at det reelt forhindrer at projektet kommer i gang.«

Og det sidste problem er detaljeret viden om undergrunden.

»Vurderingerne af potentialet i undergrunden kommer hovedsageligt fra efterforskning og boringer efter olie og gas. Det er kun i København og Sønderborg at man har lavet seismiske undersøgelser, hvis hovedformål var geotermi. Den viden mangler andre steder i landet.«

V: Varmekunderne skal ikke bære risikoen

En af de måder man i andre lande mindsker risikoen for fjernvarmeværker er gennem statslige garantiordninger. Det samme skal man bruge i Danmark, mener Mads Keller.

Garantiordningen møder opbakning på Christiansborg.

»Hvis branchen kan vise os det konkrete problem, så vil vi meget gerne se på det,« siger Ole Hækkerup (S).

Samme melding kommer fra Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt.

»Vi har brug for mere geotermi, men det må ikke ende med at, varmekunderne skal bære et tab, hvis et projekt går galt. Så vi må finde en anden måde at afdække den økonomiske risiko på.«



06. okt 2009 kl 22:23

Søren Rasmussen

Hvad leder vi efter?

Jeg ved ikke meget om geotermi, men hvor stor er risikoen for at man ikke finder noget varme når man borer tilstrækkelig langt ned i undergrunden og hvad er det egentlig man leder efter?

Hvis det er varmt vand kan man vel sende noget ned ovenfra og hente det op i varm tilstand eller hvad?

Måske nogen ved noget mere om dette emne, jeg synes at vi mangler at få at vide hvad risikoen mere præcist er ved at starte en boring efter geotermi.


06. okt 2009 kl 22:59

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Hvad leder vi efter?

Jeg ved ikke meget om geotermi, men hvor stor er risikoen for at man ikke finder noget varme når man borer tilstrækkelig langt ned i undergrunden og hvad er det egentlig man leder efter?

Du skal have to boringer til at ramme samme prorøse lag.

Laget skal være porøst nok til at du kan trykke vandet igennem og varmt nok til at vandet stadig er varmt når det kommer op.

Laget må ikke være vandopløseligt.

Poul-Henning


07. okt 2009 kl 07:52

Søren Rasmussen

Re: Re: Hvad leder vi efter?

Tak for svaret, men lige da jeg havde sendt spørgsmålet faldt jeg denne, som giver svar på mange af spørgsmålene: http://ing.dk/artikel/102878-r...fase

Sorry for min dovenskab i første omgang....


07. okt 2009 kl 14:58

Boe Jørgensen

En meget mere grøn fjernvarme fra rensningsanlæggene

Den geotermiske løsning vil ofte være den mest kostbare.
Hvorfor ikke gøre som vore nabolande der henter masser af energi fra kloakvandet.
Eksempelvis henter Fjernvarmen i OSlo ca. 25%
af energien fra fejernvarmen via varmepumper.
Jeg har sendt details herom til ialt 15 danske kommuner .
Boe Jørgensen


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk