Fagfolk: Vælg passivhuse – huslejen er jo billigere
Bruxelles: De ekstra omkostninger ved at bygge 100 procent CO2-neutrale huse er tjent ind på mellem en måned og tre år, lyder det fra europæiske fagfolk. De understreger, at huslejen er lavere end ved almindelige huse.
Læs også
-
For første gang får et nedslidt parcelhus den helt store energi-renovering
Læs mere om
Passivhuse skåner ikke alene miljøet men også pengepungen. Ganske vist er passivhuse dyrere at opføre end traditionelle huse, men inkluderer man opvarmning, ejendomsservice mv. vil den årlige udgift ved at bo i et passivhus være lavere.
Det fremgik af en præsentation, som miljøchef Staffan Bolminger fra udviklingsselskabet Älvstranden i Gøteborg holdt på arrangementet ”Open Days” i Bruxelles i dag, tirsdag.
Og spørger man den tyske arkitekt Burkhard Schulze Darup, så er passivhusene snart helt almindelige.
»Byggebranchen er enormt konservativ. De har endnu ikke opdaget, at passivhuse vil være standard om bare 4-5 år,« lyder det fra Burkhard Schulze Darup, der er blandt de 7.000 deltagere, især fra EU's kommuner og amter, der er samlet for blandt andet at diskutere, hvordan man lokalt kan bidrage til klimaindsatsen.
»Det er slet ikke vanskeligt at bygge et energieffektivt hus – og selv om det er to procent dyrere at bygge et passivhus, så vil de samlede udgifter pr. år være lavere,« sagde Staffan Bolminger.
Merprisen for opførelsen går bl.a. til bedre isolering, større tæthed og ventilation med varmegenvinding, som er et krav i Sverige.
»Det er imidlertid betalt tilbage på én måned, hvis man sammenligner med et almindeligt hus, der er varmet op med olie og på tre år, hvis man sammenligner med fjernvarmeopvarmede huse,« sagde Staffan Bolminger.
Göteborg på vej med 1600 energirigtige boliger
Älvstranden er involveret i et nyt boligprojekt, Kvillebäcken, i et nedlagt industriområde i Gøteborg, hvor man i sommeren 2010 vil tage det første spadestik til opførelsen af 1.600 nye lejligheder.
Projektet udmærker sig ved at gå videre end blot at være ambitiøst i forhold til en klimarigtig opvarmning, men omfatter også en reduktion af beboernes CO2-udledning fra deres transportforbrug.
»For at reducere indbyggernes behov for mobilitet omfatter boligområdet indkøbs- og servicefaciliteter og caféer, og desuden vil der være offentlig transport, delebiler og -cykler til rådighed. Sammenlagt betyder det, at der kun vil være en halv parkeringsplads pr. lejlighed mod normalt én,« fortæller Staffan Bolminger til Ingeniøren og understreger, at Kvillebäcken ikke bliver en lukket enklave, men at samspillet med nabokvartererne er vigtig.
Forventningen er, at de 1.600 boliger med plads til ca. 3.200-3.500 beboere i alt vil udlede 2.000 ton CO2 pr. år. Normalt udleder en svensk beboerklynge på den størrelse 8.000 ton CO2 om året. Om få år forventes det, at man kan komme ned på 2-300 ton CO2 pr. år.
»Det er en dramatisk reduktion,« siger Staffan Bolminger.
Svenskerne ventes at skrotte folkevognen
Den nye bydel vil gøre brug af spildvarme fra Gøteborgs industri, bl.a. raffinaderierne, og man har netop fået sikret, at varmeforsyningen vil være 100 procent CO2-neutral. Man regner også med, at indbyggerne vil erstatte svenskernes 'folkevogn' Volvo V50 med de mest CO2-rigtige biler.
»Vi forventer, at det bliver en meget kreativ og miljøbevidst klasse, som vil etablere sig i Kvillebäcken,« siger Steffan Bolminger.
Også andre byer end Gøteborg er solidt involveret i klimakampen. Kommunalbestyrelsen i Nürnberg i Tyskland har besluttet et klimamål om at reducere CO2-udledningen fra regionens 3,5 mio. indbyggere med 40 procent frem til 2020 (sammenlignet med 1990-niveauet) og i Haag vil man reducere med 30 procent frem til 2020. Redskaberne er bl.a. mere fjernvarme, bedre isolerede huse, opvarmning fra vind, sol, jord og biomasse og brændselceller.
Fagfolkene var enige om, at byggebranchen i Europa dog halter bagud i forhold til at bygge energieffektive huse.
Præciseret onsdag: Merprisen for et passivhus skal økonomisk sammenlignes med omkostningen for olie/fjernvame til et traditionelt hus.






