Nyt forbrændingsanlæg skal sluge 70 ton affald i timen
Hvert år kan flammerne i et nyt forbrændingsanlæg fortære over en halv million ton affald i 2015. I dag underskriver Rambøll den første rådgiver-kontrakt på anlægget, der skal erstatte den nuværende Amagerforbrænding.
Læs også
-
Desperat varmeværk: Hvorfor må vi ikke brænde byens affald af?
Læs mere om
Dokumentation
Et nyt, supermoderne forbrændingsanlæg til cirka tre milliarder kroner er under planlægning hos Amagerforbrændingen. I 2015 skal det placeres ved siden af det nu 38 år gamle anlæg, der på længere sigt skal rives ned.
Anlægget skal kunne brænde 70 ton affald i timen fordelt på to store ovne, hvilket svarer til 560.000 ton affald på årsbasis. Og ifølge projektchef Lars Juel Rasmussen er ambitionen, at anlægget skal kunne yde 20 procent mere i energiudbytte pr. ton affald end det gamle anlæg.
»Vi planlægger mod at få et højt energieffektivt anlæg med en el-virkningsgrad på 25-30 pct., hvilket er højt for et affaldsanlæg. Samtidig satser vi på at etablere røggaskondensering for at optimere varmeproduktionen,« siger han.
Han tilføjer, at den større energiudnyttelse af affaldet ved et nyt anlæg også vil kunne bidrage til kommunernes målsætning om reduktion i deres CO2 udledning.
I alt vil det nye anlæg kunne producere miljøvenlig el og varme til 140.000 husstande – mod cirka 100.000 husstande i dag med det eksisterende forbrændingsanlæg.
»Vores undersøgelser viser, at placeringen er ideel til et nyt anlæg, da alt den producerede varme kan afsættes her, hvor fjernvarmenettet er kæmpestort,« siger Lars Juel Rasmussen fra Amagerforbrænding.
Gammelt anlæg skal sortere affald til genanvendelse
Indtil videre har Amagerforbrænding mest arbejdet med at fastlægge de overordnede rammer og koncepter for det store projekt, men med underskrift af den første rådgiverkontrakt med Rambøll går man nu i gang med at undersøge de teknologier og det udstyr, som man helt konkret vil anvende i anlægget.
Samtidig starter en omfattende myndighedsbehandling, idet det nye forbrændingsanlæg både skal godkendes hos Miljømyndighederne og Københavns Kommune - og hos Energistyrelsen, som på landsplan koordinerer udnyttelsen af affald som ressource.
Når det nye anlæg engang er færdigt, så planlægger Amagerforbrænding at rive det gamle anlæg ned og udnytte pladsen til et avanceret for-sorteringsanlæg. Det skal efter planen kunne for-sortere affald og på den måde øge genanvendelsen markant af glas, papir, plastik og pap.






